Romeo og Julie
Af William Shakespeare
ROMEO OG JULIE hører til blandt Shakespeares mest spillede stykker, og den verdensberømte fortælling om de to unge ’starcrossed lovers’ har givet inspiration til utallige kunstnere. Forholdet mellem Romeo og Julie er blevet synonymt med altopslugende, ung kærlighed, hvor de elskende lader sig rive med af kærligheden uden hensyntagen til konsekvenser eller fornuftens forpligtelser.
Christian Lollike der er internationalt anerkendt som knivskarp eksponent for det politiske teater, kaster sig nu over Shakespeares store klassiker, og gendigter den store kærlighedshistorie, så den på én gang er loyal mod Shakespeares handlingsgang og samtidig fortalt i en nutidig stil. Resultatet er en rå og usentimental version af Shakespeares kærlighedshistorie tilsat haute couture, sange, livemusik og minimalistisk scenografi.
Olaf Højgaard og Marie Dalsgaard spiller Romeo og Julie. Begge har de modtaget Reumerts talentpris i henholdsvis 2006 og 2009. Olaf og Marie flankeres af skuespillerne Andreas Jebro, Jacob Madsen Kvols, Anders Baggesen, Dorthe Hansen Carlsen, Henning Olesen, Karen-Lis Ahrenkiel, Niclas Vessel Kølpin, Ulla Vejby Kristensen og ikke mindst musikerne Hans Hansen og Jakob Kosteljanetz, der spiller nykomponeret elektronisk musik live på scenen.
Den tyske scenograf Rufus Didwiszus, der betegnes som en af Europas førende scenografer lige nu har skabt et helt råt og skrabet, hvidt rum hvor mode- og kostumedesigneren Anja Vang Kraghs fascinerende kostumer, der både rummer moderne og renæssance-elementer, for alvor kommer til sin ret.
Onsdag 5. januar 2011 inviterer Aarhus Teater og Cafe Hack på en udsøgt 2 retters menu, samt en teaterbillet til "Romeo og Julie", for samlet 350 kr. pr. gæst. Billetten til forestillingen er en A-Billet (bedste pladser).
Tilbuddet gælder kun denne ene aften, og reservation af både menu og billet sker direkte hos Aarhus Teaters billetsalg på tlf. 70 21 30 21.
Menuen består af Forret / Hovedret fra Cafe Hacks ”Smagsmenu”:
Kartoffel - porre – bacon – croutrons
Rosmarin – svinemørbrad – pancetta – rodfrugter
Middagen serveres fra kl. 17.30 og forestillingen spiller kl. 19.30.
Pakken med menu og billet udbydes i begrænset antal. Tilbuddet sælges efter "først til mølle princippet".
Gendigtning & iscenesættelse CHRISTIAN LOLLIKE || Komponister & musikere HANS HANSEN / JAKOB KOSTELJANETZ || Scenogafi RUFUS DIDWISZUS || Kostumedesign ANJA VANG KRAGH || Koreografi ERIK POLD