VELKOMMEN TIL BORGERSCENEN

“Hele verden er en scene” siger Shakespeare. Senere slutter Andy Warhol op med hans berømte forudsigelse “i fremtiden vil alle have ret til 15 minutters berømmelse". Vi tager tråden op og inviterer borgere på scenen.

Borgerscenen blev etableret i januar 2014 og er et nyt skud på Aarhus Teaters stamme. Det særlige ved Borgerscenen er, at det er østjyske borgere, der står på scenen - enten i forestillinger, i vores teatermiddage eller i de ugentlige teaterklubber.

SE MERE OM BORGERSCENEN PÅ AARHUS TEATER
FORESTILLINGER - KLUBBER - MIDDAGE - Følg os på facebook - Tilmeld dig nyhedsbrevet

Mød holdet bag Borgerscenen

Anne Zacho Søgaard, Instruktør og kunstnerisk leder af Borgerscenen

”Arbejdet med at skabe teater giver et helt specielt fælleskab, som ofte forvandler os, så vi oplever vores eget liv på en ny måde. Den erfaring vil jeg gennem Borgerscenen give videre til flere mennesker.”

PS: Den eneste risiko man løber ved at være med, er at man bliver afhængig af det kreative fællesskab og vil have mere ... 

Født 1978 i Skive.

De sidste 12 år har jeg arbejdet med teater. Først som skuespiller og performer i København og Berlin, og efter studiet på Statens Teaterskole 2006-10 primært som instruktør. Jeg har iscenesat bl.a. på Aarhus Teater, Team Teatret, Caféteatret og Teater Momentum.
Oprindeligt kommer jeg fra et helt almindeligt parcelhuskvarter, uden særlig meget teater. Først som 22-årig blev jeg for alvor blev bidt af ’teatervampyren’ og begyndte at lave alt det teater, som jeg kunne komme i nærheden af lige fra lydafvikler og initiativtager til en independent teaterfestival til skuespiller i forskellige projekter.
I mit arbejde kan jeg godt lide at afprøve nye veje til det færdige resultat. I den seneste forestilling jeg har lavet, er manuskript, performance og iscenesættelse udelukkende blevet til i prøveforløbet i samarbejde med en tysk danser og en argentinsk skuespiller.

 

Siggi òli Palmason, Husscenograf på Borgerscenen

”Jeg synes, at teater skal sige noget til publikum. I vores branche er vi alt for optaget af at lave teater for hinanden - vi ’svømmer rundt i hinandens navler’. Jeg tror, at Borgerscenen er den helt rigtige medicin til denne sygdom, nemlig at få publikum til at lave deres egne forestillinger – dét er netop min kæphest – eller som vi siger på Island: ”Det er akkurat min kop kaffe.” 

Født 1970 i Kejlavik på Island.

I snart 20 år har jeg arbejdet i teaterbranchen, en branche, som jeg kom ind i ved en tilfælde. Siden har jeg ikke kunnet slippe den. Jeg er opvokset i en lille, lorte landsby i Island, hvor jeg blev nødt til selv at skabe min egen verden. Men den blev hurtig for lille, så jeg vandrede til Reykjavik, hvor jeg arbejdede som kulissebygger, maler og rekvisitør. Hurtigt rejste jeg videre til København, hvor jeg blev færdig med scenograf-uddannelsen på Statens Teaterskole i 2007. Jeg har arbejdet som selvstændig scenograf siden på bl.a., Teater Momentum, Får302, Mungo Park, Von Baden, Reykjavik City Teater, Ny Aveny, Mammut, Neandertal, Don*Gnu, Staatstheater Braunschweig og Aarhus Teater. Ved siden af er jeg en fanatisk samler, rockstjerne og billedkunstner. Nu er jeg kommet med hele min familie til Århus, ø-kvarteret, og er klar til hvad som helst!

 

Tine Byrdal Jørgensen, Koordinator og dramapædagog for Borgerscenen

”Jeg tror på, at teatret er mere end blot et spejl, der reflekterer verden. Borgerscenen er et sted, hvor vi på en kunstnerisk interessant måde kan tage favntag med det liv, der leves lige uden for teatrets mure.” 

Født 1982 i Ishøj

Som tiårig faldt jeg pladask for teatret, da min mor tog mig med på et afbud ind og se Ørkenens Sønner. Siden da har jeg beskæftiget mig med teater. Jeg er uddannet cand. mag i Teater- og Performancestudier fra 2012. Jeg har arbejdet som dramapædagog de sidste 10 år senest for Teaterbutikken og Karens Minde Børnekultursted. Som dramaturg har jeg været engageret i projekter, hvor borgere inddrages i forskelligt omfang bl.a. for Global Stories og Gritt Uldall-Jessen. Jeg er fagligt optaget af den dokumentariske bølge, vi pt er vidne til inden for forskellige kunstarter og inden for populærkulturen. Og nysgerrig på, hvilke muligheder genren rummer for teatret. Fra januar 2014 er jeg ansat på Borgerscenen og glæder mig til at rette spotten mod de vilde anekdoter og sande historier, der gemmer sig i Aarhus og omegn.

Hverdagseksperter på scenen – et genreskrift om Borgerscenen

Der var en gang, hvor scenen kun var for skuespillere. Men nogen tog en borger, kaldte vedkommende hverdagsekspert og satte hende på scenen. En ny genre opstod, og vi døbte bastarden ’virkelighedsteater’.

Virkeligheden er i disse år ’in’ på teatrene. Det har den været længe, men det nye er, at det ikke længere kun er skuespillere, der gestalter de historier, der skal massere hjernen og røre hjertet blandt tilskuerne. På Borgerscenen skaber vi forestillinger med borgere, der står på scenen i rollen som … ja dem selv.

Vi kalder dem »hverdagens eksperter«. Det er mennesker med et førstehåndskendskab til forestillingens emne. Hverdagseksperternes ekspertise – deres styrke og sårbarhed - er, at de har eget liv berørt af forestillingens tematik. Det er netop denne omstændighed, der skal bevæge os på tilskuerrækkerne. 

Borgerscenen er Aarhus Teaters nye æstetiske satsning. Vi har en vision om at skabe nye måder at iscenesætte virkelighedens reservoir af historier. Når vi inviterer borgere på scenen, så giver det helt naturligt et anderledes scenisk udtryk. Borgerne bevæger sig anderledes med kroppe mærket af individuelt liv, og de fremfører tekst anderledes end en skuespiller. Som tilskuer bliver du måske bevæget af fejlene eller berørt af det mod og den sårbarhed, personen står med på scenen. Det skaber en særlig følelse af autenticitet.

Alt andet lige gør det en forskel i teateroplevelsen, at det er en medborger, der står på scenen og deler ud af egne erfaringer fra det levede liv. Mødet mellem borgerne på scenen og tilskuerne i salen er sat ind i en kunstnerisk ramme, hvor det oplevede på en gang ligner “virkeligheden”, og samtidig sanses virkeligheden gennem kunstens tvistede optik. Så selvom brugen af hverdagseksperter er ny, følger virkelighedsteater kunstens urgamle formål: teateroplevelsen kan ryste vores blik og lede os ud i nye erkendelser af vores fælles verden. 

Vi ses på Borgerscenen!

kontakt borgerscenen

BORGERSCENEN PÅ AARHUS TEATER
Teatergaden. 8000 Aarhus C.
Tlf. 8933 2388 (man–fre kl. 10-16)
Mail: borgerscenen@aarhusteater.dk

Besøg vores side på facebook
Få alle nyheder - tilmeld dig Borgerscenens nyhedsbrev

Borgerscenen er en del af THEATRON. Projektet er finansieret med støtte fra Europa-Kommissionen