FAQ

Hvor gammel skal man være for at søge ind på skolen?
Der er ikke nogen, hverken nedre eller øvre aldersgrænse for at søge optagelse på skuespillerskolen v/Aarhus Teater. Et EU-direktivforeskriver nemlig at der ikke må fastsættes nogen bestemt aldersgrænse for ansøgere på videregående uddannelser.
Det er dog vigtigt at bemærke at undervisningen og miljøet på og omkring skolen er af en sådan art at den primært henvender sig til unge i tyverne.
De seneste par år har gennemsnitsalderen for nyoptagne elever været ca. 21 år.


Hvad skal man kunne for at søge ind?
Der er ikke noget bestemt man skal kunne eller have prøvet, for at gøre sig kvalificeret til at søge ind på skuespillerskolen. Mange aspiranter har dog beskæftiget sig med teater på en eller flere måder, ved f.eks. at have lavet teater på gymnasiet, efterskoler eller højskoler, eller medvirket i amatørteateropsætninger. Andre har måske allerede prøvet faget af professionelt på teater eller film, inden de beslutter sig for at søge ind. Det er derfor vigtigt at bemærke at ingens vej til skuespillerskolen er ens, det er ønsket om at blive skuespiller, der er den samme for alle.
Vigtigt er det dog at man har forberedt sig rigtig godt inden optagelsesprøven og selvom der ikke kan gives nogen facitliste på dette, skal følgende nævnes:
1. Læs vejledningerne til optagelsesprøverne godt og grundigt igennem(vejledningerne findes på de 3 skuespillerskolers hjemmesider).
2. lær dine tekster udenad, og sørg for at læse de stykker igennem, hvorfra de scener du går op i, er taget.


Kan man arbejde ved siden af uddannelse?
Det er absolut umuligt at have erhvervsarbejde ved siden af skuespiller uddannelsen. Dagene på skolen er meget lange og selv aftnerne bliver ofte taget i brug ligesom man i perioder må påregne hjemmearbejde.


Kan man få SU når man går på skuespillerskolen?
Ja, skuespillerskolen er SU berettiget.


Koster det noget at gå på Skuespillerskolen?
Skolen er gratis. Man må dog påregne nogle udgifter i løbet af uddannelsen bl.a. i forbindelse med studierejser.


Skal man kunne synge?
Man behøver ikke at kunne synge for at søge optagelse på skuespillerskolen. Når vi beder aspiranterne om at synge til optagelsesprøven er det fordi vi er interesserede i at både høre og se hvordan aspiranterne forvalter en sangtekst i forhold til bl.a. indlevelse, fantasi, fysisk tilstedeværelse, scenisk musikalitet og fortællelyst.


Skal man have gået på gymnasiet for at søge om optagelse?
Man behøver ikke at have gået i gymnasiet, i det hele taget er der ikke regler for hvilken slags skolegang/uddannelse man har haft inden man søger ind. De fleste ansøgere har dog en gymnasial uddannelse som et minimum når de søger om optagelse.


Skal man have læst hos en skuespiller for at søge op?
Det er ikke et krav at man har læst hos en skuespiller, mange har imidlertid stor glæde af at få hjælp til at valg at tekster, ligesom de rutinerede skuespillere, der tager aspiranter, ved hvad der kræves i forhold til at arbejde med en tekst og gå til optagelsesprøve.

Hvor mange gange kan man søge?
Der er ingen begrænsning på hvor mange gange man må søge op.


Erhvervspraktik
Skuespillerskolen v/Aarhus Teater tager ikke imod erhvervspraktikanter. En stor del af skolens undervisning er soloundervisning og her er det ikke muligt at have udefrakommende til at overvære undervisningen. Hvad angår den øvrige holdbaserede undervisning, anser skolen det for vigtigt at den kan foregår i en så tryg og rolig atmosfære som muligt, hvor der plads til at kunne ”dumme” sig, uden at der er øje udefra til at kigge på.
Har vi tid og mulighed, svarer vi derimod gerne på spørgsmål omkring skolens undervisning, optagelsesprøver og lignende.
Skuespillerskolens logo
KONTAKT AARHUS TEATER BILLETSERVICE TLF. 70 21 30 21
NYHEDSBREV