Det gyldne kompas 2
En teateropsætning af Philip Pullmans Det gyldne kompas, Skyggernes kniv og Ravkikkerten
Gå ikke glip af anden og sidste del af Aarhus Teaters anmelderroste fantasyføljeton! Det gyldne kompas 2 inviterer os ud på en magisk rejse gennem både velkendte og fremmede verdener. For Lyra og Will, vores to helte, er det en rejse, der vil forandre dem begge for evigt. Tiden er kommet for det endelige opgør mellem den magtfulde Kirke og dens modstandere ledet af Lord Asriel.
Mens utallige verdener ruster sig til kamp, kæmper også Will og Lyra deres kampe. De vil befri Lyras ven, Roger, og Wills far fra de dødes rige og overbringe Lord Asriel Skyggernes Kniv, som er nødvendig for at besejre Autoriteten. Med hjælp fra deres trofaste venner undslipper de adskillige farer, men ingen kan hjælpe dem, da de står ansigt til ansigt med Autoriteten.
Det gyldne kompas 2 er anden og sidste del af dramatiseringen af Philip Pullmans bestseller-trilogi Det gyldne kompas, Skyggernes kniv og Ravkikkerten. Bøgerne om den 12-årige Lyra er nogle af verdens mest solgte og elskede, hvilket i høj grad skyldes Pullmans evne til at skabe verdner og væsner, der på en og samme tid forfærder og fortryller sine læsere. Af samme grund har Aarhus Teater valgt at overføre Pullmans fængslende univers til scenen – for at forfærde og fortrylle publikum.
Første del havde premiere sidste efterår, men selvom man gik glip af den, betyder det ikke, at man skal snydes for anden og sidste del. De to forestillinger kan sagtens ses uafhængigt af hinanden.
Overdådigt flot teaterversion
Det Gyldne Kompas er blevet en imponerende teatralisering af Philip Pullmans tweenbestseller. Fantasiens rum bliver faktisk så levende på Aarhus teater, at den sædvanlige ’endimensionelle’ eksistens føles lidt flad bagefter ude på Store Torv. […] det er simpelthen underholdende teater, dette her.
Information
***** Fantastisk fantasy på Aarhus Teater
Panserbjørne, hekse og daimoner indtager scenen i en fantastisk fantasyforestilling på Aarhus Teater. Philip Pullmans populære trilogi om den 12-årige Lyra og hendes gyldne kompas er dette og næste års store satsning og jeg glæder mig allerede til at se 2. del næste år. […]
teateranmeldelse.dk
***** Enestående opsætning. Kultunaut
**** Fantasy for fuld skrue. Århus Stiftstidende
**** Magiske billeder. Jyllands-Posten