Spillested
Event location

Store Scene

Spilledato
24. aug - 30. sept 2017
Spilletidspunkter
Man-fredag kl. 19.30
Lørdag kl. 16.00
Priser
man-tors
60 - 310 kr.
fre-lør
155 - 350 kr.
Varighed
oplyses senere

Lyden af de skuldre vi står på

Sangskatten remixet af Simon Kvamm

På Store Scene tager vi dig med ind i et betagende sanseligt og visuelt univers i en forestilling, der synger på tværs af generationer. Vi maler naturen og livets hjul op, så det hele funkler nyt og sprødt: sol og spirer, himmelblåt, havgrønt og blæsende rustrøde blade. Tågen og regnens tapet, den dalende sne. Hvor dejlig er jorden!

”Se nu stiger solen”
”I skovens dybe stille ro”
”Du danske sommer jeg elsker dig”

De sange og salmer, der har lydt gennem århundreder, er en skat, der er åben for alle. I de store fællesskaber og de nære, ved familiefester, i de lyse nætter om bålet, i kor, i kirken, foreninger og som det stille godnat til vores børn. Kom og oplev sangene på en ny måde, eller mød dem for første gang, når vi sætter strøm til.

Simon Kvamm har filtreret den danske sangskat gennem sit særegne digitale lydunivers. Og de mere end 20 vidunderlige sange får sceneliv af Marie Koldkjær Højlund – kendt fra den elektroniske musiktrio Marybell Katastrophy.

Det Reumertvindende makkerpar instruktør Nicolei Faber og scenograf Christian Albrechtsen står for den stærkt visuelle opsætning. På scenen kan man opleve 10 medvirkende bestående af skuespillere, en danser og to musikere samt Aarhus Teaters kor.

NB! Simon Kvamm vil ikke medvirke i selve forestillingen

Forestillingen får pressepremiere torsdag 24. august og åbner Aarhus Festuge fredag 25. august.

Aarhus Festuge _sort Logo

Temaet for Aarhus Festuge de kommende tre år er ’Bridging’, og når den officielle åbning af Aarhus Festuge i Kulturhovedstadsåret 2017 skydes i gang, sker det også i brobygningens tegn. Brobygning mellem to af byens
markante kulturinstitutioner – Aarhus Festuge og Aarhus Teater. De to kulturledere prøvede allerede samarbejdet af ved sidste års festuge i forbindelse med lanceringen af Oscar Wilde-forestillingen "En kvinde uden betydning". Nu udvides samarbejdet til at omfatte den officielle åbning på byens største teater og med sæsonåbningen og urpremieren på Aarhus Teaters nye musikforestilling LYDEN AF DE SKULDRE VI STÅR PÅ – den danske sangskat remixet af Simon Kvamm som aftenens kunstneriske hovedelement.

 

Remixet af Simon Kvamm / Musik arrangeret og produceret af Anders Boll & Marie Koldkjær Højlund / Iscenesættelse Nicolei Faber / Scenografi og Kostumedesign Christian Albrechtsen / Musikere Esben Inglev & Marie Koldkjær Højlund / Koreografi Marluze da Cruz / Lysdesign Mathias Hersland / Lyddesign Lars Gaarde

Medvirkende Mette Døssing, Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols,
Anders Baggesen, Mikkel Becker Hilgart, Lisbeth Balslev, Marluze da Cruz
Arian Kashef*, Marie Koldkjær Højlund og Aarhus Teaters Kor

 

 

*Studerende ved Den Danske Scenekunstskole Aarhus

det gamle i det nye

Remixet af Simon Kvamm 
Produceret af Marie Koldkjær Højlund og Anders Boll

Højlund Kvamm _foto Isak Hoffmeye _600x 400 Px

Sangene i LYDEN AF DE SKULDRE VI STÅR PÅ taler ikke bare med sin nutidige klang til yngre generationer, men åbner sig også på ny for alle os andre, der gennem årtier har hørt og genhørt dem i mere traditionelle versioner.

Simon Kvamm fortæller om forestillingen:

"Ideen er at åbne sangene op og gøre dem lette at lytte til. Sangene er meget direkte og som store hits, man hører på Radio Nova, men de er tit pakket ind i en ramme, som er kirkelig og meget gammeldags rent musikalsk. Og det står måske lidt i vejen for at høre den inderste kerne i en sang. Vi gør det ikke forat voldtage sangskatten. Der er intet trodsigt eller oprørsk i projektet. Vi prøver blot at pudse ruden ind til det, der i forvejen ligger og skinner i sangene."

 

inspirationen

Remix konkurrence

SÆT STRØM TIL DIN MUSIKALSKE ARV

I samarbejde med Simon Kvamm og Marie Koldkjær Højlund sætter Aarhus Teater lyd til den danske sangskat og inviterer det elektroniske musikmiljø til at lege med. Opgaven lyder: Gentænk "Dejlig er jorden" anno 2017.

Aarhus Teater inviterer det elektroniske musikmiljø til at rive og flå i de højt beskattede, men også let støvede sange, der har runget i danske forsamlingshuse og kirker gennem århundreder. I forbindelse med teatrets nye musikforestilling LYDEN AF DE SKULDRE VI STÅR PÅ opfordres musikere og kunstnere i hele landet til at byde ind med deres unikke remix af ”Dejlig er jorden”.
Deadline er 1. juni

Sangskatten skal indlemmes i det 21. århundrede, og derfor lancerer Aarhus Teater i samarbejde med Knowtheirname en konkurrence, hvor elektroniske musikere og danske lydkunstnere opfordres til at give deres eget bud på, hvordan sangen ”Dejlig er jorden” kan lyde i anno 2017.

De elektroniske musikere opfordres til at gentænke de ’musikalske skuldre vi står på’ med fokus de melodier, som har lydt gennem generationer. For at tilføje følelsen af teater vil kunstnerne på SoundCloud kunne finde lydsamples optaget på Aarhus Teaters Store Scene til fri afbenyttelse.


Soundcloud _ateater


”Dejlig er jorden” er blot en af de sange, som vil indgå i forestillingen LYDEN AF DE SKULDRE VI STÅR PÅ. Sangen er udvalgt af kunstnerne Simon Kvamm og Marie Koldkjær Højlund, der står for at kåre de tre finalister i konkurrencen, hvor den endelige vinder findes til en koncert på Cafe Hack d. 8. august. Vinderen får æren af at spille som optakt til forestillingens premiere på Aarhus Teater torsdag d. 24. august samt en times kreativ sparring med Marie Koldkjær Højlund.

Det praktiske til konkurrencen:
Der skal laves et remix/fortolkning af den valgte sang ”Dejlig er jorden”.
Remixet skal uploades senest 1. juni via WeTransfer til mail at@ktn.dk

Lyden af Store Scene på Aarhus Teater kan valgfrit bruges i remixet – find lydene på: https://soundcloud.com/ateater

Marie Højlund og Simon Kvamm udvælger 3 favoritter, der 8.august skal præsenteres ved en koncert på Cafe Hack. Herefter udvælges én kunstner, der får mulighed for at spille inden premieren af forestillingen LYDEN AF DE SKULDRE VI STÅR PÅ torsdag den 24. august.

Spørgsmål vedrørende konkurrencen kan rettes til Marianne Frandsen ved Knowtheirname
mobil: +45 26222249