Spillested
Event location

SCALA

Spilledato
11. apr - 6. maj
Spilletidspunkter
Forestillingen spiller ikke længere på Aarhus Teater
Varighed
75 min u. pause

Anmeldelser

Aarhus Stiftstidende / “"Morph" er et orgie af komisk akrobatisk kropsdynamik. Og der er indholdsmæssig rygrad i alt postyret ... Kristján Ingimarsson er en balstyrisk drillepind og en ekvilibristisk fysisk raket. Han sætter humoren, kroppen og den fysiske energi i fokus i alt han laver. ... Når han tillige er sammen på scenen med medvirkende, der er topkyndige indenfor såvel akrobatik, dans, performance og skuespil, bliver det rigtigt godt.”

mortenhede.dk / “Sanseligt, voldsomt og elegant ... “Morph” (er) en mesterlig iscenesættelse af fysisk performance. Igennem forestillingen er lyd, lys, scenografisk udtryk og arrangementerne på scenen i fuldkommen symbiose, og forestillingen har et konstant og umærkeligt flow. ... hele forestillingen kulminerer i en tableau så udtryksfuld, at man taber mæglet.”

Ungtteaterblod.dk / “Visuelt overvældende oplevelse med farverige og udtryksfulde tableauer, som ledsages af et effektfuldt lydbillede. Det er lige dele poesi og brutalitet i vanvittig forening og Ingimarsson placerer mennesket uden omsvøb lige foran os – BUM værsågod! – med alt, hvad det indebærer af både skønhed og grusomhed. Et spændende projekt, in-your-face-provokerende og nytænkende på alle måder.”

Scenekanten.com / “Det er oplysende, tankevækkende, latterligt smukt og sætter interessante og voldsomt sigende billeder for mit indre blik. Billeder der vil blive siddende i lang tid. Du vil se menneskets adfærd i et helt nyt lys og med garanti tage dit eget handlingsmønstre op til genovervejelse. Denne forestilling skal opleves, føles og mærkes. Kom afsted!”

Den 4. væg / “Selv hvis man går ind til Morph uden lyst eller tanke på at engagere sig psykisk i den, så kommer man ikke til at kede sig ét sekund, for den er en sanselig mavepuster. Her skal performernes fysiske kraftpræstationer fremhæves, for de har alle en imponerende kropskontrol og udfolder med stort overskud deres evner inden for dans og akrobatik.”

Kulturkongen / “Det er svært at indramme forestillingen med ord - men den får mine allerbedste anbefalinger med på vejen. Den er i mine øjne indbegrebet af overskriften 'rethink' som Aarhus har sat på 2017. Se den!”

gregersdh.dk / “Surrealismen svæver som en udstrakt magisk hånd over uropførelsen af dette farverige, blomstrende vanvidsshow i Århus Teater Scala-sal. Det er blæret og grotesk, ender i en ubegribelig apoteose, som om vi skal genkalde os det jordiske og himmelske sammenbrud i Wagners ’Götterdämmerung’. ... ’Morph’ betyder ’gradvis forandring’, og forestillingen har undertitlen ’Rethink human behavior’. Det gør vi så. Dens vildskab er stimulerende.”

Aarhus Studenterradio / “Morph er en betagende og inddragende forestilling, hvor lyd, lys, dans og plasticskrald bliver brugt på mange mærkelige måder. ... værdsætter man moderne teater, hvor alt er mærkeligt, abstrakt og drømmende, så er Morph bestemt tiden værd.”

Morph

Rethink human behaviour 

Ny, komisk-akrobatisk og sveddryppende forestilling af Kristján Ingimarsson – manden bag den Reumertvindende forestilling ”BLAM”

Forestil dig, at du dumper ned midt i en fernisering. Du kigger på folk, der kindkysser, small-talker og bull-shitter. Nogle har tydeligvis højere status end andre, men du kan ikke gennemskue hvorfor. Du tænker for dig selv: Hvad i alverden sker der? Er dét normalt? Velkommen til den prisvindende, islandske performer Kristján Ingimarssons surrealistiske virkelighed.

I MORPH putter Ingimarsson den menneskelige adfærd i reagensglas for at undersøge menneskedyret. Sammen med skuespillere, performere og akrobater vender han vores hverdagshandlinger på hovedet, tager dem ud af deres ’normale’ sammenhæng og sætter dem under lup. Scenerne morpher sig ind og ud af hinanden, og som eneste fællesnævner står det nøgne og sårbare menneskedyr.

"Morph er en forestilling, som taler mere til hjertet, mellemgulvet og underlivet, end den taler til din hjerne!" Kristján Ingimarsson

Kristján Ingimarsson brød for alvor igennem i 2012 med sin Reumert-vindende og fart-over-feltet forestilling BLAM, der siden har gået sin sejrsgang i hele verden. Med MORPH inviteres du for første gang på Aarhus Teater ind i Ingimarssons fysiske og humoristiske univers. ADVARSEL: Fare for adfærdsregulerende oplevelser!

Forestillingen er Aarhus Teaters andet bidrag til Kulturhovedstadsåret Aarhus 2017.

Morph, morphe, morphing(subst. vb., pron.); en gradvis forandring / at ændre sig gradvist / en grafisk proces, hvor et billede gradvist forandres, så det til sidst bliver et andet billede.

OBS! Der anvendes strostroboskoplys i forestillingen

Idé, koncept og instruktør Kristján Ingimarsson / Scenografi Johan Kølkjær / Lysdesign Michael Breiner / Lyddesign Kim Engelbredt / Kunstnerisk konsulent Egill Palsson

Medvirkende Kjartan Hansen, Julie Kunz, Nanna Cecilie Bang, Kristján Ingimarsson, Thomas Bentin, Kajsa Bohlin

Er vi mennesker eller dyr?

Del din oplevelse på Instagram - brug:

#morphteater

#aarhusteater

Rethinking - også i anmeldelsen

Når forestillingen gentænker, tør anmelderne også

Siden årsskiftet har Aarhus Teater i samarbejde med Have Kommunikation og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole haft et projekt om at gentænke kulturjournalistikken. Og i særdeleshed teateranmeldelsen. 

Vi bringer her et uddrag af de gentænkte teateranmeldelser fra Morph:

Sara -Lisa -Schuster -Rossel

Louise Christensen Del2

Tweet -eksempel

 

Se alle de gentænkte teateranmeldelser her, hvor du også kan læse mere om projektet