Spillested
Event location

Store Scene

Spilledato
25. aug - 8. okt 2016
Spilletidspunkter
Forestillingen spiller ikke længere på Aarhus Teater
Varighed
2 timer inkl. en pause

Anmeldelser

GregersDH / “DET er teater til tiden. ... Som teaterkoncert er det en fantastisk koncentration af Cash-sange, skrevet af ham eller sunget af ham med country, blues og gospel syngende i bardunerne. Ramt lige i synet i en stil, vi næsten kan kalde den århusianske, for det er i Århus, den er blevet knyttet til forestillinger med navne som Leonard Cohen, Tom Waits og Nick Cave... (Instruktør Rolf Heim har) kærlig omsorg for sceniske og psykologiske detaljer (og forestillingen er) visuelt fascinerende.”

mortenhede.dk / “Johnny Cash fortolkes i en dyster og underfundig tone, og med sublim musikalitet. ...Forestillingens absolutte højdepunkt er de musikalske arrangementer af Kåre Bjerkø, samt et vanvittigt begavet hold af musikere og en opfindsom og alsidig instrumentering. Skuespillernes vokaler er som skabt til Bjerkøs musik, og deres stemmers samklang er overraskende velegnede til de drilske harmonier i Bjerkøs korarrangementer.”

BT / “Modsat andre teaterkoncerter, jeg lige kan komme i tanke om, er der momenter med decideret musikalske højdepunkter i det country/roots-agtige lydbillede. Især violinisten Maria Jagd høstede fortjent aftenens største bifald efter en flere minutter lang solo. Virkelig vederkvægende ... Fokus på musik frem for form - hovedrollen spilles af bandet, der stor ægthed leverer et sydende sydstatsmiks af blues, country, rock, gospel. ”

Onsdagsavisen - Horsens Folkeblad / “Du skal se American Spirit, hvis du er vild med musik. Det er en fest, og man får lyst til at rejse sig og danse med. Hele vejen rundt er der stærke kræfter, som giver en virkelig god oplevelse.”

Gaffa / “En bundsolid teaterkoncert, som sætter Cashs slidstærke sange i centrum med lutter højkvalificerede sangere og musikere på scenen. Hermed anbefalet. ... (Vi får) den ene stærke sang efter den anden af både kendte og mindre numre fra Cashs bagkatalog – også covernumre, som han med sine indfølte fortolkninger har gjort til sine. Blandt andre Sheryl Crows ”Redemption Day” og Depeche Modes ”Personal Jesus” fremført af henholdsvis Kira Skov og Caroline Henderson. ...”

Ungtteaterblod.dk / “Musikken under ledelse af Kåre Bjerkø står ... stærkt, og den formår at ramme tonen i Cash’ sange.”

Kulturkupeen.dk / “Selv har jeg ikke noget nært forhold til Johnny Cash, det lå ikke lige for den gang i slutningen af det 20. århundrede, men lyden er fascinerende, og Rolf Heim og scenografen Sisse Gerd Jørgensen rammer plet med looket, der er interessant, landligt, saloonagtigt, uden at være påtrængende og oven i endnu engang med kapelmester Kåre Bjerkøs musikalske arrangementer, som er suveræne. Gammelt og dugfriskt på en gang. Han kan sit kram.”

cphculture.dk / “Musikerne gør det ... forrygende”

Den fjerde væg / “Musikken tager – sammen med en smuk lyssætning og flotte kostumer – publikum med ind i et levende amerikansk country-univers, der fint akkompagneres af mange forskellige lydeffekter, som skabes live på scenen: ...Der er helt tydeligt tale om kompetente musikere og sangere, som gennem Cashs numre fylder teatersalen med en rå, poetisk og melankolsk atmosfære.”

kulturhatten.dk / “Musikerne kan deres kram og har forstået deres opgave. Fra den blide, enkle violin, til antydningen af en harmonika, via de flot timede trommedask og guitarernes lyriske spil og det opretstående klaver - afbalanceret og inspirerende. Inspirerende på den måde, at den ydmyge instrumentering understreger en forestilling, der satser på det enkle, og som vil fremelske dybderne i Cashes sange mere end at lade teatersalen fylde med country-rock, så det gynger.”

aarhusupdate.dk / “Sublim musikalitet og indlevelse. ...Man fascineres af Johnny Cashs fantastiske sange, der nyfortolkes. Forestillingen satser på det enkle, og giver plads til de kompetente musikere, skuespillere og sangere, der giver sig fuldt ud. En anbefaling herfra. ... Flere gange måtte artisterne på scenen og modtage publikums hyldest. Ingen tvivl om, at der var tilfredshed i salen. ”

i fodsporene på Johnny Cash

Teaterkoncert american spirit udforsker den amerikanske ånd

Publikum inviteres til at opleve verdens første teaterkoncert, som går i fodsporerne på Johnny Cash, med et superhold på scenen. Pladeaktuelle Kira Skov, en af dansk rocks helt store sangerinder, debuterer i teater-sammenhæng. Hun er i selskab med den jazz-swingende Caroline Henderson.

Man er aldrig i tvivl, når man hører Johnny Cash. Det er fornemmelsen af malm og granit, af noget rent og uforgængeligt. Så gammelt som de bjerge, floder og prærier, der er selve det amerikanske landskab. AMERICAN SPIRIT er en rejse dybt ned i den amerikanske jord og Johnny Cash’ musikalske rødder.

Inspireret af de fantastiske sange, skaber vi en forestilling, der dykker ned i arven fra Johnny Cash, med sange som er blevet en del af musikhistorien og som indkapsler dybden og tidsløsheden i den amerikanske sjæl.

ET SUPERHOLD
I kan desuden glæde jer til at opleve Aarhus Teaters nye skuespiller Simon Mathew, der i 2008 vandt Dansk Melodi Grand Prix og året inden nåede finalen i Vild med Dans. Sammen med ensemblekollegerne, Sofia Nolsøe og Mathias Flint samt Nis Pedersen, der senest medvirkede i Aarhus Teater og Aveny-Ts genopsætning af ”Teaterkoncert Gasolin’”, vil de hylde en af de store legender, som i årtier var med til at definere en musikalsk tradition.

CAVE, COHEN OG CASH
De musikalske fortolkninger står Kåre Bjerkø for, som senest kunne opleves i ”Teaterkoncert Imagine”. Rolf Heim og Sisse Gerd Jørgensen, der stod bag Reumert-vinderne ”Nick Cave Teaterkoncert” og ”Teaterkoncert med sange af Leonard Cohen”, står for iscenesættelse, scenografi og kostumer. 

PÅ DANSK ELLER ENGELSK 
Uddrag fra interview i forestillingsprogram med instruktør Rolf Heim og musikalsk arrangør Kåre Bjerkø: 
Rolf: Vi ville med meget enkle virkemidler formidle fortællingen i sangene og overlevere musikken til publikum. For at bevare den umiddelbarhed og nærhed der er i folk- og countrymusikken. Derfor ønskede vi også at arbejde med materialet på dansk.
Kåre: Men der var nogle sange der simpelthen mistede deres amerikanske eller Cashske grundstamme, når vi oversatte dem. Og nogle punchlines var meget svære at oversætte. F.eks. I Walk the Line. Vi synes ikke vi kunne ramme betydningen og rytmen i en dansk oversættelse. 


Der synges både på dansk og engelsk i forestillingen. 

OBS! Vi gør opmærksom på:
- at der anvendes en røg i forestillingen for at fremme lys og andre sceniske effekter.
- at der i anden akt affyres skud.

 

Fra første dag på Store Scene

Iscenesættelse Rolf Heim / Musikalsk Arrangør og Kapelmester Kåre Bjerkø / Scenografi Sisse G. Jørgensen / Lysdesign Kasper Daugberg / Lyddesign Lars Gaarde 

Medvirkende Kira Skov, Caroline Henderson*, Nis Pedersen, Sofia Nolsøe, Simon Mathew, Mathias Flint, Kåre Bjerkø, Boi Holm, Nicolaj Munch–Hansen, Maria Jagd, Silas Tinglef

*Dicte Westergaard Madsen dublerer Caroline Henderson på Aarhus Teater den 2. og 9. september

Del din oplevelse af teaterkoncerten på Instagram - brug:

#americanspiritkoncert  #aarhusteater