Aarhus Teater - mere end teater

Aarhus Teater er en arkitektonisk og kulturel perle beliggende midt i hjertet af Århus. Et hus i evig aktivitet, som er værd at besøge - også uden for normal teatertid. Du kan få et indblik i livet bag kulisserne på en rundvisning, introduktioner til aftenens forestilling, afholde personalefest, bryllup eller konference i en af teatrets smukke sale. Vi sammensætter individuelt alle typer af arrangementer.
 
Visuelt rummer Aarhus Teater det meste; På Store Scene og de tilstødende lokaler fornemmer man historiens vingesus, mens Scala, Studio og Stiklingen, byder på mere moderne rammer. På teatrets landskendte restaurant Cafe Hack, kan du nyde en god middag inden teaterbesøget eller et godt glas vin og en let anretning efter forestillingen.
 
Vi glæder os til at se dig i teatret!
 

Rundvisning på Aarhus Teater

Vil du med bag scenen?

Sæsonen igennem er der på udvalgte lørdage offentlige rundvisninger med mulighed for at gå teatret efter i krogene. En rundviser fortæller om husets historie, om arkitekturen og udsmykningen. Turen går rundt i hele huset – til de forskellige scener, værksteder, rekvisitkælder mv.

Rundvisningen starter ved teatrets hovedtrappe i Teatergaden kl. 9.30 og varer ca. 1 1/2 time. Entreen er 40 kr. (30 kr. for skoleelever og studerende).   Rundvisninger på teatret sker under hensyntagen til kunsten. Der kan være prøver på scener eller i prøvesale samt travlhed på værksteder, der medfører, at vi ikke kan garantere at turen går forbi alle scener og værksteder.

RUNDVISNING FOR GRUPPER

Større grupper kan træffe aftale om rundvisning på teatret på udvalgte formiddage. Det koster 40 kr. pr. deltager i grupperundvisninger eller et minimumsbeløb på 800 kr. For skoleelever og studerende 30 kr. pr. deltager eller et minimumsbeløb på 600 kr. Du kan træffe aftale om grupperundvisninger på billet@aarhusteater.dk eller på tlf. 70 20 42 92, man-fre kl. 12-18.   Vi tilbyder desuden grupperundvisninger i forbindelse med forestillinger og/eller middag på teatret.

Arrangementer på Aarhus Teater

AARHUS TEATER RUMMER MANGE MULIGHEDER FOR ANDERLEDES OPLEVELSER I SMUKKE OG UNIKKE LOKALER

Erhvervslivet tilbyder i stigende grad kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere oplevelser som et led i virksomhedens generelle profilering. Teatret kan tilbyde forskellige typer af højtprofilerede arrangementer tilrettelagt i tæt dialog med kunden. Et besøg på Aarhus Teater kan tilpasses dine ønsker med fx rundvisning, middag og introduktion til aftenens forestilling.

I forbindelse med en forestilling på teatret kan vi dække op i husets flotte sale enten før eller efter forestillingen. Serveringen kan være alt fra et let aftensmåltid, som kan nås på kort tid, til større gallaarrangementer med 4, 5 og 6 retters menu.

Arrangementer og fester helt udenfor teaterregi kan også lade sig gøre. I begge tilfælde er det salene i det smukke, gyldne hus, der danner rammerne for festen. Visuelt spænder rammen vidt. På Store Scene fornemmes historiens vingesus, mens faciliteterne på Scala og teatrets mindre scener byder på mere moderne rammer. Kontakt arrangementskoordinator Rikke Velling Dueholm via rikke.dueholm@aarhusteater.dk eller på tlf. 4213 4680

På Store Scene og i salene omkring fornemmes historiens vingesus med svungne guldengle, overdådige prismer og smukke loftmalerier. Her er mulighed for at afholde mange forskelligartede arrangementer, blandt andet middage, receptioner, generalforsamlinger, forestillingsintroduktioner samt at leje hele teatret inkl. scenen til konferencer og særforestillinger.  

Kampmann salen & Salonen er Store Scenes smukke sale med udgang til Buegangen, der har udsigt over Bispetorv. I Kampmann salen kan der dækkes op til 80 personer, og rummet er egnet til middage, receptioner og generalforsamlinger. Ved stående arrangementer for flere end 100 personer, er det også muligt at inddrage den traditionsrige balkonrundgang. I Salonen er der plads til 50 gæster.

Også Cafe Hack lokalet kan lejes til møder/arrangementer. Her er stemningen uformel og lokalet er ideelt til mange formål med en stationær scene, lyd og lys. Produktpræsentationer, opvisninger, modeshows og foredrag er blot et udsnit af den type arrangementer som lokalet har været anvendt til. (Kapacitet 20-75 pladser). Læs mere her.  

Salene lejes i de timer de benyttes, og publikumsarealet omkring salene anvendes til servering af alt fra kaffe/the til morgenmad, frokost, middag, galla mv. Prisen for leje af lokale udregnes pr. påbegyndt time samt lokalets/salens størrelse. Kontakt Rikke Velling Dueholm på  hvis du ønsker at høre mere om mulighederne for at afholde dit arrangement på Aarhus Teater.

Selskaber

Bryllup, barnedåb eller konfirmation?

Skal du holde et større selskab i forbindelse med bryllup, fødselsdag, jubilæum eller lignende, så kan Aarhus Teaters smukke bygning og lokaler danne rammerne  

Forestil dig at invitere dine gæster op ad den røde løber til hovedindgangen på Aarhus Teater, en middag serveret i yderst unikke omgivelser og efterfølgende fest hele natten.  

Rammerne skaber festen og flere ’sceneskift’ mellem festens faser er med til at give en uformel stemning fra ankomst og middag til fest med dans og bar.

Der er som udgangspunkt ikke to arrangementer der er ens. Vi tager udgangspunkt i dine ønsker, og kombineret med vores erfaring, skaber vi sammen et forløb der giver en uforglemmelig oplevelse for dig og dine gæster  

Kontakt restauratør Thomas Jensen på info@cafehack.dk for yderligere oplysninger.

Både store og små selskaber:  
* fra min. 20 til max. 250 siddende  
* op til 600 stående (fx i forbindelse med bespisning til konferencer og forestillinger)  
* lokaler i mange størrelser og priser

×