Kim Veisgaard

Om Kim Veisgaard

Kim Veisgaard er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1978 og har i løbet af sin karriere spillet over 100 roller. Han har gjort sig bemærket i bl.a. hovedroller i både klassiske og moderne forestillinger fra Shakespeare over Molière og Ibsen til Beckett. Blandt markante forestillinger skal nævnes rollerne i Asger Bonfils Holbergiscenesættelser, som også har indbragt ham flere hæderspriser, og en perlerække af roller i teatrets øvrige opsætninger af klassikere. De senere år har man kunnet opleve Kim Veisgaard i forskellige forestillinger som Mens vi venter på Godot, Ibsens Gengangere og Rosmersholm.

Blev i år 2000 Ridder af Dannebrog og er foruden flere nomineringer hædret med flotte priser som Bikubens Det Gule Kort, Erna Hamiltons Legat for Videnskab og Kunst, Lauritzen Prisen og Olaf Ussings Fonds Legat. I 1986 fik Kim Veisgaard sit folkelige gennembrud som Junker Juchs i DR´s julekalender Jul på Slottet og har siden medvirket i flere film og tv-serier, senest i Krøniken og Forbrydelsen. Kim Veisgaard har siden 1982 været en del af Aarhus Teaters faste ensemble og har senest på blandt mange forestillinger medvirket i Medea, En kvinde uden betydning, Den gode vilje, vandreforestillingerne Premiere og Friheden, Bierdermann og brandstifterne, Den uendelige historie og ikke mindst i hans jubilæumsforestilling Parasitterne i sæson 2018/19. Senest har man kunne opleve Kim i Se dagens lys, Ordet og Kagefabrikken.

Vi bruger Cookies! Ved køb af billetter accepterer du automatisk cookies. Læs mere