Dramatikeruddannelsen
Dramatikeruddannelsen er en højere læreanstalt under Kulturministeriet, som har til formål at uddanne dramatikere på allerhøjeste faglige og kunstneriske niveau. Uddannelsen er treårig. Studieåret begynder i august og slutter i juni. Dramatikeruddannelsen blev oprettet i 1992, og den fungerede som forsøgsuddannelse fra 1993 til 2001. I april 2001 blev Dramatikeruddannelsen gjort permanent.
Uddannelsen er placeret ved Aarhus Teater. Det betyder, at studiet foregår i et konkret og levende teatermiljø. I løbet af det meget intense treårige studieforløb bliver eleverne konfronteret med de særlige krav, som samtidsteatrets kunstneriske udtryk og produktionsvilkår stiller.
Uddannelsen er SU-berettiget.
Generelle målsætninger
At uddanne dramatikere med en solid faglig baggrund, der gør dem i stand til at skabe et professionelt dramatisk forfatterskab.
At uddanne dramatikere med indgående viden om teater- og scenekunst.
At uddanne dramatikere med erfaringer fra det professionelle teater og med et stort branchenetværk.
At udvide dramatikernes arbejdsområder, så det også kan omfatte formidlingsarbejde og manuskriptarbejde i forhold til nye medier (f.eks. radio, film og tv) og nye teaterformer (f.eks. performanceteater).
At uddanne dramatikere med bred indsigt i æstetik og kultur.
Uddannelsens faglige profil
Dramatikeruddannelsen lægger vægt på at give de studerende solide dramaturgiske færdigheder og bred viden om teater- og samtidskunst.
Dramatikeruddannelsen forholder sig særligt til teaterkunsten og den dramatiske tekst med henblik på at give de studerende kompetence til at udøve kunstnerisk virksomhed inden for det professionelle teatermiljø. Der lægges vægt på, at den studerende opnår viden om instruktørens, skuespillerens og scenografens arbejde med teaterteksten, så kontakten med det praktiske teater kan blive så frugtbar som mulig. Der forventes høj arbejdsdisciplin, og da bestillingsopgaver ofte kræver tilpasning til teatrets repertoireplaner, trænes dramatikeren i at skrive inden for pressede tidsrammer.
Uddannelsen tilbyder de studerende undervisning, der til enhver tid bygger på de bedste lærerkræfter og aktuel dramaturgisk forskning og kunstnerisk udviklingsarbejde på landets teaterscener.
Uddannelsen udnytter sin størrelse til at etablere tværfaglige samarbejdsaftaler med vidt forskellige teaterinstitutioner og teateruddannelser, samt kulturinstitutioner og uddannelsesinstitutioner i Danmark og udlandet. I løbet af det treårige studieforløb opbygges et stort professionelt netværk for de studerende. Dramatikeruddannelsen lægger tillige vægt på at skabe kontakt til teateruddannelser i udlandet via studierejser og praktik.
Samarbejdspartnere
Dramatikeruddannelsen samarbejder med de tre landsdelsscener (Aarhus Teater, Aalborg Teater og Odense Teater) og Det Kongelige Teater om tekstudvikling, det gælder både workshops og teaterproduktioner som f.eks. midtvejsprojektet. Idet uddannelsen lægger vægt på et tæt samarbejde med teateruddannelserne i Danmark, som f.eks. Aarhus Teaters skuespillerskole og instruktørlinjen på Statens Teaterskole, indgår vi ofte i faglige udvekslinger med andre kunstneriske uddannelser. Det gælder også for vores samarbejde med uddannelsesinstitutioner som Afdeling for Dramaturgi (Aarhus Universitet) og Journalisthøjskolen i Aarhus, der har været med til at tegne den pædagogiske linje på Dramatikeruddannelsen.
Dramatikeruddannelsen orienterer sig mod radio-, film- og tv-manuskripter, og arbejder derfor sammen med institutioner som Danmarks Radio, der bl.a. har bidraget til at give de studerende et kendskab til medie- og seriedramaturgi. Uddannelsen orienterer sig tillige i forhold til børneteaterområdet, hvilket bl.a. har givet anledning til samarbejde med Børneteateruddannelsen i Odsherred, samt børneteatre som Gruppe 38 og Filuren i Århus.
Lovgrundlag
Der henvises til vedtægter for Dramatikeruddannelsen af juli 2002.