Darwins testamente
Af Jokum Rohde
Du er med på første række, når Jokum Rohdes bloddryppende krimigåde optrævles. Du mærker de små hår rejse sig under besøget ved Dronning Victorias hof, og hvem var dét, der pustede dig i nakken, da du sneg dig langs murene i Londons tågede smøger? Darwins Testamente er et fantasifuldt og labyrintisk krimidrama, der spidder den menneskelige eksistens og sender os helt derud, hvor fornuftens skygger kun kan skimtes gennem tågen.
Scenen er sat i det victorianske London, hvor dronningen selv netop har overrakt videnskabsmanden Charles Darwin den fornemme Muræne-orden for hans utrættelige naturvidenskabelige arbejde. I en anden ende af byen, i slummens dystre kvarter, er seriemorderen ’Den Gule Muræne’ på fri fod. Man frygter, at en kendt videnskabsmand med nære forbindelser til selveste Darwin er blevet Murænens seneste offer.
Men er der mere end en enkelt morder på spil, og hvem er den smukke, unge kvinde, der vandrer alene og forvirret rundt på kirkegården i nattens mørke? Scotland Yard med Inspektør Bartholomæus i spidsen, må intensivere deres jagt på den skyldige, før Murænen finder sit næste offer.
Darwins evolutionslære om ’Arternes oprindelse’ (1859) hævder, at kun den bedst egnede overlever i naturens vilde have. Jokum Rohde spørger i Darwins Testamente, om darwinismen og demokratiet kan forenes? For demokratiet undertrykker den naturlige og sunde udvikling og beskytter måske uhensigtsmæssigt de svageste individer. Går demokratiet derfor i virkeligheden imod vores sande natur? Darwins Testamente opføres i 2009 i anledning af Darwin-året – Darwins 200 års fødselsdag. Lars Høy kan fejre sit 40-års jubilæum som skuespiller med Darwins Testamente.