Velkommen til Skuespillerskolen ved Aarhus Teater

Uddannelsen varer fire år og for de fleste bliver de fire år et meget vigtigt kapitel af deres liv. Ikke kun fordi man får papir på, at man er professionelt uddannet skuespiller, men fordi selve uddannelsen ofte får indflydelse på ens selvopfattelse, opfattelsen af andre, ja hele ens livsindstilling.

Hvis man for eksempel altid går med skuldrene oppe om ørerne, så kræver uddannelsen til skuespiller, at man lærer at lade være, i hvert fald på scenen. Det tager tid og er ikke så nemt, som det måske umiddelbart lyder, for vanen med at gå med skuldrene oppe om ørerne er udviklet gennem mange år og blevet en del af opfattelsen af, hvem man er.

Men hvis ikke man lærer at lade være, så vil alle de roller, man kommer til at spille, have skuldrene oppe om ørerne, og det er jo langt fra sikkert, at det er et sandfærdigt udtryk for alle de personer, man skal fremstille. En fastlåst kropsholdning forhindrer, at man frit og bevidst kan vælge forskellige kropsholdninger til forskellige roller. Det samme kan siges om måden at tale på, private reaktionsmønstre og vanetænkning, og en skuespilleruddannelse består derfor både af aflæring og indlæring, såvel fysisk som mentalt, og integrerer på den måde tilegnelsen af et kunstnerisk håndværk og en personlig udvikling.

Det er imidlertid ikke sådan, at man bliver en anden af at gå på en skuespillerskole. Om noget bliver man måske lidt mere sig selv. Men når man gerne vil fremstille andre på en scene, må man lære åbent og fordomsfrit at stille sin krop og sjæl, tanke og følelse, syn og hørelse, fantasi og erindring, intuition og intellekt til rådighed; både for den person, man skal fremstille, for de andre skuespillere på scenen og for dem man spiller for, for publikum.

Samtidig må man helt bevidst træne sin evne til at være nærværende, at være fuldt tilstede i nu’et, og at reagere spontant. Det er afgørende for, at det, der foregår i stykket, faktisk sker på scenen og sker med troværdighed; uanset at forestillingen er nøje indstuderet og måske er blevet spillet mange gange.

Og ikke mindst man må øve sig i at fortælle historier om menneskelivet, give dem dramatisk form og spille dem for et publikum, hvad enten det sker direkte i en teatersal eller på et gadehjørne, eller indirekte gennem et kamera eller en mikrofon. For skuespilleren er sit eget instrument og det må man lære at spille på frit og utvungent, ligesom violinisten sin violin. Mere mystisk er det ikke. Og så alligevel. For en skuespillerskole er et særligt sted, en paradoksal blanding af traditionsbevidst institution og kunstnerisk krudttønde, et væksthus for nye idéer og andre måder at tænke på, end en traditionel teateropfattelse tilbyder.

Det er her fremtiden begynder gennem en stadig strøm af veluddannede unge, egensindige skuespillere, der både kan og vil bringe fornyelsen med sig, og der er noget forunderligt ved at være med til at berede vejen for noget, man slet ikke ved, hvad er. At noget kommer til syne, man slet ikke kunne forestille sig. Og det er mystisk. Ægte mystisk.

Eva Jørgensen
Rektor