MÅL
Det er skolens mål at etablere et tidssvarende uddannelsesforløb, der både tilgodeser en række klassiske krav til skuespillerens kunst og forholder sig åbent overfor den stadige fremkomst af nye former for scenekunst og beslægtede kunstarter.
UDGANGSPUNKT
Al undervisning tager udgangspunkt i den enkelte elevs egne forudsætninger: krop, stemme, fantasi og kreativitet. Samtidig har al undervisning som mål gennem et langt, fortløbende arbejde at give eleven mulighed for at honorere de krav, som må stilles til en veluddannet skuespiller: dramatisk/udtryksmæssigt, kropsligt, stemme- og talemæssigt. Desuden lægges der vægt på, at eleverne gennem uddannelsen udvikler en personlig og fleksibel arbejdsmetode, som gør dem i stand til at arbejde inden for forskellige genrer og stilarter, og i stand til at omstille sig forhold til forskellige arbejdsmetoder og teaterformer.
FORLØB
Uddannelsen er 4-årig, skoleåret strækker sig fra medio august til medio juni.
1. OG 2. ÅR ER BASISÅR.
På 1. år har undervisningen primært til formål at åbne og skærpe sanserne, at udvide kendskabet til det personlige kunstneriske potentiale og forstærke opmærksomheden overfor omverdenen. Undervisningen introducerer desuden en række skuespillertekniske nøglebegreber og træner evnen til at omsætte dem i praksis.
På 2. år øges de tekniske udfordringer ligesom det anvendte tekstmateriale er mere krævende end på 1. Desuden arbejdes der med dramatiske projekter i ensembler med elever fra 3. år og der undervises i forskellige former for skuespilteknik og -metoder.
3. ÅR ER PRAKTIKÅR
Praktik foregår hovedsagelig på Aarhus Teater; i enkelte tilfælde på andre teatre. Desuden arbejdes der med dramatiske projekter i ensembler med elever fra 2. årgang.
4. ÅR ER AFGANGSÅR
Her indstuderes to fuldt professionelle produktioner: en præsentationsforestilling og en afgangsforestilling. De spilles begge på Aarhus Teater og om muligt i København. I uddannelsens sidste periode arbejder afgangseleverne med individuelle projekter.
FAG OG KURSER
Der undervises i følgende fag: Improvisation - Maske- og klovneteknik - Tekstdramatik – Fysiodramatik - skuespilteknik for film og TV - Viewpoints/devising - Individuel sang – Korsang – Rytmik – Individuel stemmedannelse og tale – Tale i hold – Varierede former for fysisk træning - Akrobatik - Yoga – Pilates - Dans - Eutoni - Alexanderteknik - Dramaturgi og Teaterhistorie – Kulturorientering. På 4. år desuden kurser i sminkning og maskering, oplæsning og dubbing samt et skrivekursus, der drejer sig om ansøgninger og projektbeskrivelser.
LÆRERNE
Skolens lærergruppe består af faste eller fast tilknyttede lærere, især inden den basisdramatiske undervisning, krop, stemme og musik, og periodisk ansatte lærere, især inden for den øvrige dramatiske undervisning. I begge grupper er den overvejende del af lærerne samtidigt aktive scenekunstnere.
UNDERVISNINGENS OMFANG
Undervisningen optager godt 40 timer om ugen. Aftener og weekends kan inddrages til undervisning. Det er ikke muligt at have andet arbejde under uddannelsen. Eventuel offentlig optræden kan kun foregå udenfor undervisningstiden.
ØKONOMI
Uddannelsen er gratis. Elever kan modtage stipendier og lån fra Statens Uddannelsesstøtte efter almindelig gældende regler..
MØDEPLIGT & PERSONLIGE KRAV
Al undervisning er obligatorisk og der er præsenspligt. Vi gør samtidig opmærksom på, at denne uddannelse er stærkt personligt krævende. Det er en nødvendighed og en forudsætning, at de elever, som optages på skolen, er villige til at investere sig selv fuldt og helt i alle sammenhænge.
LÆS MERE:
studieordningen