Store Scene

Store Scene
Info om Covid-19

Aflyst

Forestillingen får desværre ingen spilleperiode grundet Covid-19 restriktioner.

Oprindelige premiere

Skulle have haft sin premiere 11. februar 2021


Kong Lear

Shakespeares eksplosive tragedie om magt, kærlighed og vanvid

Kong Lear er en af Shakespeares vildeste og stærkeste tragedier. En universel historie om en banal arvesag i en familie, som pludselig eksploderer i intriger og forræderi, magt, begær og grådighed. Det er ondskab og kærlighed på den store klinge – fortalt i et sprog, der dufter af rosenvand og drypper af slangegift.

Det er dansk teaters klassikerdronning, mesterinstruktør Katrine Wiedemann, der iscenesætter Shakespeares storværk, som starter med, at Kong Lear efter et langt liv på magtens trone vælger at abdicere og gå på pension. Men hvordan skal han dele sit rige mellem sine tre døtre? Han beslutter, at døtrene skal fortælle ham, hvem af dem der elsker og ærer ham højest. Ved at blande magt og forfængelighed begår Kong Lear en fatal fejl. En fejl, der sender ham ud i et afmægtigt vanvid.

I hovedrollen som Kong Lear kan du opleve skuespiller fra Det Kongelige Teater Jens Jørn Spottag, som blandt andet er kendt fra DR-serien Arvingerne og fra filmen Hvidstengruppen. Den yngste datter, Cordelia, spilles af Andrea Øst Birkkjær, der er ny i Aarhus Teaters ensemble, og hendes to søstre af Marie Marschner og Mette Døssing. Katrine Wiedemann bringer sin faste samarbejdspartner, den Reumert-belønnede scenograf Maja Ravn, med til Aarhus. Maja Ravn har senest besøgt Aarhus Teater med teaterkoncerten Imagine i 2015.

Handlingen

Kong Lear er en voldsom tragedie. Det er en universel historie om en arvesag i en familie, der pludselig eksploderer i intriger, magt, begær og grådighed. 

Læs videre på eget ansvar - der er store afsløringer af plottet! 

Tragedien begynder det ved det engelske hof, hvor Kong Lear har besluttet at dele sit rige i tre og fordele det mellem sine døtre. Han handler impulsivt og er (måske) ved at blive senil. Den kærlighedstest, han udsætter sine døtre for, bliver hans fald. Cordelia, hans yngste datter, vil ikke hult lovprise sin far, som de to ældste døtre gør det og Lears stolthed tvinger ham til at smide hende på porten og i armene på den franske konge.

Kong Lear er nu overladt til sine to ældste døtre, men deres forhold slides i stykker; de bliver trætte af ham og hans luner og begynder at bekrige hinanden.

Da Cordelia hører om sin fars tiltagende galskab og krigen mellem hendes søstre, så kommer hun ham til undsætning med hele den franske hær.

Som et sideplot får vi tragedien om Gloucester og hans to sønner, den ægtefødte Edgar og den uægtefødte Edmund. Edmund er voldsomt oprørt over, at hans status som uægte søn hverken giver ham social status eller magt, snarere det modsatte, så han beslutter sig for at skaffe sig af med sin bror Edgar – og sin far, for at få hans magt og status.

Det hele ender som tragedier gør! Edmund tager Kong Lear og Cordelia til fange, Goneril forgifter Regan og findes selv med en kniv i hjertet. Cordelia hænges i fængslet og da Kong Lear ser sin yngste datter død, dør han af sorg.

Holdet bag

William Shakespeare
Af
Niels Brunse
Oversættelse
Katrine Wiedemann
iscenesættelse
Maja Ravn
Scenografi & kostumedesign
Anders Kjems
Lysdesign
Lars Gaarde
Lyddesign
Stephan Bomberg
Musikalsk konsulent
Medvirkende 
    Jens Jørn Spottag
    Jens Jørn Spottag
    Kong Lear
    Andrea Øst Birkkjær

    Kong Lears yngste datter - gifter sig med Kongen af Frankrig

    Andrea Øst Birkkjær
    Cordelia
    Marie Marschner

    Kong Lears mellemste datter - forelsket i Edmund

    Marie Marschner
    Regan
    Mette Døssing

    Kong Lears ældste datter. Gift med Hertugen af Albany. 

    Mette Døssing
    Goneril
    Anders Baggesen

    Kong Lears trofaste rådgiver. 

    Anders Baggesen
    Jarlen af Gloucester
    Simon Mathew

    Kong Lears rådgiver, som er trofast mod Cordelia

    Simon Mathew
    Jarlen af Kent
    Emil Prenter

    Uægte søn af Jarlen af Gloucester og kærlighedsinteresse for Goneril og Regan.

    Emil Prenter
    Edmund (m.fl)
    Frederik Mansø

    Jarlen af Gloucesters ægte søn, som må flygte og camouflere sig som tiggeren Tom 

    Frederik Mansø
    Edgar (m.fl)
Forestillingen er støttet af

Knud Højgaards Fond

Det er en hård rejse at være med på
Niels Brunse, oversætter
Programartikel af Niels Brunse
Kong Lear - når vreden brænder ud

Shakespeare har jeg haft med mig hele livet, også længe før jeg begyndte at oversætte hans geniale skuespil. Jeg voksede op i Helsingør, så Hamlet var et kendt navn for mig allerede fra jeg var lille. Der var statuer af ham i byen, der var veje der var opkaldt efter ham, og det lokale bryggeri lavede en øl der hed Hamlet. Han var ikke til at komme udenom, og så snart jeg blev stor nok til at fatte bare de mest enkle tråde i stykkets handling, blev jeg meget optaget af danskerprinsen og hans ulykkelige skæbne. Det var for spændende og for gribende til at glemme igen, og den dag i dag kan jeg finde små detaljer og underfundigheder i dramaet, som jeg ikke har været opmærksom på før.

Det er anderledes med Kong Lear. Det tog lang tid for mig at blive fortrolig med det stykke. Også Kong Lear hører til Shakespeares sande mesterværker, men måske skal man simpelt hen blive lidt ældre for at begribe det. Det er også et af Shakespeares mørkeste stykker. I modsætning til Hamlet giver Lear ikke tilskueren den tilfredsstillelse at se helten få ram på skurken til sidst, selv om det koster helten hans eget liv. Tværtimod, den gamle sagnkonge af Britannien dør i afmagt, af svaghed, sorg og ælde efter at have mistet alt.

Og dog. Hvis det var hele historien, ville vi være ladt tilbage med lutter uforløst nedtrykthed, og stykket ville ikke have den rensende effekt, den katharsis, som de gamle græske tragedier tilstræbte, og som enhver holdbar tragedie fra senere tider også rummer.

I Kong Lear følger vi hovedpersonen hele vejen ned til lidelsens bund, og det er en hård rejse at være med på. Men når de sidste replikker er sagt, og et svagt håb om et nyt og genrejst samfund begynder at tone frem, lægger Shakespeare også kimen til den erkendelse i os, at Lear på sin vej gennem borgerkrig og vanvid har fundet et klarere billede af sig selv og i hvert fald har opdaget, at det eneste der aldrig mister sin værdi, er kærligheden. Han kan ikke redde sin elskede yndlingsdatter Cordelia, men han kan tilgive hende og blive tilgivet af hende. Og selv om det er tabet af hende, der knækker ham til allersidst, har de haft et fredfyldt øjeblik af den forståelse, som ellers så katastrofalt udebliver gennem hele handlingen.

Det er så skjult og underspillet i teksten, at man nærmest ikke opdager det ved første gennemlæsning. Men ved nærmere eftertanke spørger man sig selv, hvordan det kan være, at man alligevel har følt med den gamle konge og ikke bare holdt ham ud i strakt arm som en selvretfærdig papfigur?

Ikke noget andet sted har Shakespeare skabt en hovedperson, der er så urimelig og fanget i sin egen forfængelighed, så glad for smigrende løgne og indbildt værdighed, og dog så genkendelig. Hvis man som tilskuer kan mærke forbindelsen, kommer man til at lære med ham og ikke bare iagttage ham.

Og ikke noget andet sted har Shakespeare ladet en hovedperson anråbe de højere magter så rasende og så intenst, uden at der sker nogen højere indgriben overhovedet. Her er ingen genfærd, ingen ånder, ingen over- eller underjordiske hævnere eller hjælpere, som der er andre steder hos Shakespeare. Den oversanselige verden er så tavs, at alle de lidenskabelige ønsker og henvendelser fra Lear forsvinder ud i et tomrum. Det er overladt til menneskene selv at skabe ulykker – og at bøde på dem, hvis det kan lade sig gøre.

I den forstand er Kong Lear et meget moderne skuespil, et nærmest humanistisk skæbnedrama. ”Humanistisk” betyder nemlig ikke godgørende eller blødsøden, som nogen tror. Det humanistiske blik ser mennesket som alle tings målestok, og mennesket kan være lige så nådesløst som den blinde natur. Lears kolossale fald skyldes hans egne fejltagelser, hans egne forkerte valg, og det er en frygtelig indsigt at nå til.

Jeg har i tidens løb set Lear spillet af mange forskellige skuespillere, både på scenen og på film. Hver ny rollefortolker kan føje noget nyt til, men hvad enten figuren spilles som svækket olding (som Laurence Olivier gjorde det, da han som 75-årig spillede rollen i en tv-produktion) eller som en brutal hersker, der gerne vil slippe magtens besvær, men ikke dens sødme (som Paul Scofield gjorde i Peter Brooks legendariske opsætning fra tresserne, der senere blev til en danskproduceret film), er der en vældig indre vrede i figuren. Vi får aldrig at vide hvor den kommer fra, kun at den bliver forstærket af den i Lears egne øjne skammelige behandling, han får af sine to ældste døtre. Men der må være gået noget forud, og det er en af figurens gåder.

Netop denne gennem lang tid opsamlede vrede er med til at gøre Lear til en Shakespearefigur for viderekomne. Mens man er ung, vil ens eventuelle vredesudbrud blive tilbagevist og irettesat. Først når man når en vis alder, kan man tillade sig at forlange, at omgivelserne skal betragte ens vrede som retfærdig og magtfuld. Men selv på sit magtfulde højdepunkt er den altid kun en hårsbred fra den hån og latterliggørelse, der indfinder sig, når magten glider tyrannen af hænde.

Vrede er en af de syv dødssynder. Den er ikke en positiv egenskab som mod eller handlekraft. Men Shakespeare viser os hvad der sker, når vreden brænder helt, helt ud, og der ikke er mere den kan næres ved.

 


Video:
Om at spille Shakespeare levende
Skulle jeg vælge en Shakespeare figur ville det ikke være Hamlet eller Romeo. Det ville være Lear.
Jens Jørn Spottag
Katrine Wiedemann, instruktør
Katrine Wiedemann, instruktør
Jeg har den allerstørste ærefrygt for Kong Lear, og jeg er glad for, at jeg har den erfaring med Shakespeare, jeg har

Kong Lear er mit drømmestykke

Som instruktør er Katrine Wiedemann dansk teaters ubestridte klassikerdronning. Hun har en umættelig kærlighed til de klassiske tekster tilsat et unikt talent for at forløse dem på en både moderne og vedkommende måde – også for et yngre publikum. Med Kong Lear instruerer hun nu sin første forestilling på Aarhus Teater, og det er en personlig drøm at sætte Shakespeares store kongedrama i scene, for det er et af hendes absolutte yndlingsstykker.

Læs resten af interviewet: 

”Jeg har haft en særlig forkærlighed for stykket, siden jeg læste og så det i teenageårene. Det ramte mig stærkt, uden at jeg kunne forklare hvorfor. Det fortæller det sidste kapitel i en mands eksistens: Den gamle konge, der raver rundt ude på heden i en voldsom storm. Og det billede satte sig stærkt i mig, da jeg var ung,” siger Katrine Wiedemann.

En magtmand bliver blød om hjertet
Kong Lear er den aldrende hersker, der går på pension og alligevel ikke er klar til at slippe
magten. Da han skal dele sit rige mellem sine tre døtre, farer han vild i sine følelser og sin forfængelighed.
”På det ydre plan er det en familiær arvekonflikt, hvor en familie går i opløsning. Faren,
der skal fordele arven, kommer til at begå en skæbnesvanger fejl, der får alt det værste frem
i den menneskelige natur: den trængte evne til kærlighed, grådigheden, magtsygen. Men den
indre rejse, kongen gennemgår, er nok så interessant. Han når frem til den erkendelse, at han har begået en grusom fejl, og dramaet drejer sig om hans selvransagelse og den galskab, han bliver kastet ud i.”
Det er en klassisk tragedie, og som i flere andre af Shakespeares stykker foregår den i et
magttomrum. ”Kong Lear er enerådende, han regerer koldt og uden medfølelse, alt det man skal, når man sidder på toppen, og i den tid er der ro i lejren. Så bliver han udsat for kærlighedens fristelse, og i det sekund, han bliver blød om hjertet og ikke kun servicerer magten, går det hele i opløsning.”

En klassiker skåret i tydelige og bevægende billeder
Selv om Katrine Wiedemann altid har vidst, at hun en dag ville nå til at lave Kong Lear, er det, som om hun skulle modnes til opgaven. Som om hun skulle være klar. Det tidspunkt er nu endelig kommet. ”Jeg har den allerstørste ærefrygt for Kong Lear, og jeg er glad for, at jeg har den erfaring med Shakespeare, jeg har. Jeg ser for mig portrættet af den store stjerne og hans farvel – ikke i et kæmpe udtræk, men lavet mere kammerspilsagtigt. Jeg vil lave et snit, der går til benet.”
”Kong Lear kan måske fremstå som en svær og kompleks klassiker, men jeg vil gerne stille
skarpt på det nære, menneskelige drama, hvor tidens støv er pustet bort. Der er jo helt genkendelige dilemmaer på spil. Alle er i familie, og alle forholder sig til kærlighed og magt. Det er fuldstændig centralt til alle tider. Forestillingen skal være nærværende og bevægende og forståelig.”
En vigtig nøgle er det visuelle udtryk. Katrine Wiedemann og hendes faste samarbejdspartner,
scenograf Maja Ravn, er kendt som eminente og opfindsomme billedmagere. Og ikke mindst den kvalitet får deres klassikeropsætninger til at virke på en gang friske og tidløse.
”Jeg har altid en ambition om at lave en klassiker så tydelig, at både en døv og et barn kan forstå, hvad der foregår,” siger hun.

Katrine Wiedemann var interviewet af Michael Holbek til Aarhus Teaters sæsonkatalog 
Podcast
Om Kong Lear, kunst i krisetid og magtens væsen

Aarhus Teaters podcas Kulissen har haft besøg af instruktør Katrine Wiedemann til en snak om William Shakespeares Kong Lear.

Instruktør Katrine Wiedemann: "På en måde har jeg tænkt, at i stedet for at læse ledelseslitteratur, så kunne man læse Shakespeare. For det handler jo om ledelsesformer. Og i Kong Lear kan man sige, at der er et forsvar for bare det at der overhovedet er ledelse".

Vært og tilrettelægger: Mathias Wissing, journalist og litteraturhistoriker.