Jane Eyre

Man mærker det lige fra begyndelsen. Fra allerede før forestillingen rigtigt går i gang. Det her, det bliver vildt, og det bliver sjovt. Og ja. En time og femogfyrre minutter efter sidder man i sædet og føler sig fem kilo lettere.

Svævende og med lettere ondt i maven af at have grinet så meget. Samtidig myldrer alverdens interessante tanker rundt i kuplen på én. Tanker om selvrealisering og selvfortabelse for kvinden, dengang i 1800-tallet og i dag.

Mette Klakstein har aldrig været bedre end som “Jane Eyre”, og formår at bevare en klassisk bund i sit portræt af Jane, selvom den moderne iscenesættelse med djævelens vold og magt vil tvinge hende til fysisk oprør.

Mette Klaksteins portræt bliver i sidste ende et vidnesbyrd om formatet og integriteten i Charlotte Brontës hovedværk, som selv ikke den rebelske Sigrid Johannesen kan overvinde.

Sigrid Johannesens fortolkning af ”Jane Eyre” er alt andet end forudsigelig.

Hvis du hører til dem, der tænker, at endnu en romantisk fortælling lyder lidt småkedeligt, så er det ingenlunde tilfældet på Aarhus Teater. Det er første forestilling på teatret, hvor de to kommende huskunstnere, Laura Løwe og Sigrid Johannesen, arbejder sammen.

Det er forfriskende og anderledes, og det bliver uden tvivl interessant at følge de tos arbejde.

Både instruktion og ensemblets spil står stærkt. Med få virkemidler og karikeret spil i balance, gives der liv til de enkelte karakter.

Der er grin på grin på baggrund af de mange skæve sekvenser. De er både abstrakte, absurde og karikerede. Men aldrig platte eller flade. Det er lige til på den kringlede og eftertænksomme måde. Man har fundet den perfekte balance, hvori vi overraskes og udfordres.

Pumper velgørende nyt liv og rasende energi i den ellers så romantiske Jane Eyre. Pussy Riot-huer og blodige kastrationer kæmper med melodramatiske poseringer og hvide heste om narrativet i Sigrid Johannesens konsekvente og vanvittigt morsomme klassikerangreb.

Hele castet har grebet spillestilen i farten og spiller overdådigt underholdende til kanten og lidt over i dette mageløst morsomme og konsekvente greb, der går direkte i kødet på en klassiker, som der pludselig er al mulig grund til at se. 

Titelrollen som Jane bliver spillet af Mette Klakstein, og i denne rolle får hun vist hvor meget hun egentligt rummer som skuespiller. Janes desperation og frustration over hendes omstændigheder kommer helt ud over scenekanten med hendes vilde og nærmest sindsplagede blik.

Klakstein formår at lave nogle perfekt timet skift fra det klassiske teater til det moderne, hvor man bryder den fjerde væg og nærmest bryder ud af fortællingen. Dette gør at absurditeten og satiren bliver en del af historiens faktum.

Anne Plauborgs rasende Bertha er den sømmåtte resten af ensemblet svæver på. Konstant stikkende, til tider blodig og smertefuld, men hele tiden livgivende som katalysator for nytænkning.

Selv om Brontës Jane Eyre med rette kan siges at være dekonstrueret, så er det en målrettet iscenesættelse vi er vidner til på Aarhus Teater. Og på samme måde kan man beskrive Mette Klakstein som Jane Eyre – open to new ideas, men i sidste ende determineret undergravende i et undertrykkende samfund.

Sigrid Johannesen formår at løfte forestillingen og bringe den til nye højder. Selv hvis man kommer træt til teatret efter en hård uge, vil man forlade forestillingen opløftet og fyldt med den energi, som forestillingen udstråler.

Det er længe siden jeg har set et så velspillende hold som holdet til Jane Eyre. Mette Klakstein er i rollen som Jane Eyre helt vidunderlig. Jeg var også vildt imponeret over den kraft som Anne Plauborg spillede med i rollen som Bertha. Mette Døssings udviser stort komisk talent i rollens som Mrs Fairfax, og sådan kunne jeg blive ved.