
Scala
Dato
27. apr - 3 juni 2023
Pris
320 kr.
Jane Eyre
- En romantisk drøm
Gribende portræt af en kvinde, der kæmper for at holde fast i sig selv, på trods af stærke autoriteter omkring hende
Jane er en ung kvinde, som må gruelig meget ondt igennem, inden hun kan blive forenet med sin elskede. Fra forældreløs og i pleje hos sin kolde tante, over en grufuld kostskole, til hun bliver ansat som huslærer hos den skrækindjagende godsejer og aristokrat Rochester. Men Jane forelsker sig lidenskabeligt i den brutale Rochester, som er noget ældre end hende og samtidig hendes arbejdsgiver. Og efter mange forviklinger får hun opfyldt sin romantiske drøm ved på paradoksal vis at udfordre den.
Charlotte Brontës roman Jane Eyre fra 1847 er et gribende kærlighedsdrama malet med gotikkens farver i form af uhygge, lidelse og dødelige flammer. En af romantikkens uomgængelige klassikere og en rejse ind i de store følelser og lidenskaber, i det kvindelige begær og vildskaben. Jane insisterer med utæmmelig renhed i tanke og handling på sin lyst og uafhængighed i en tid, hvor samfundets moralske korset er snøret stramt til.
I den store rolle som Jane får du Aarhus Teaters Mette Klakstein, der imponerede som Julie i Romeo & Julie i sæson 21/22. Den lysende talentfulde Sigrid Johannesen instruerer. Hun satte i sidste sæson sit markante præg på succesforestillingerne Man vokser op og Girls & Boys på Aarhus Teater. Sigrid Johannesen udfordrer den romantiske drøm sammen med stjernescenografen Christian Friedländer. Han skabte i 2008 scenografi til Hamlet, der åbnede Skuespilhuset i København, og har i mange år primært arbejdet på internationale teatre i bl.a. Skandinavien, Tyskland og Frankrig. Nu skaber han for første gang scenografi på Aarhus Teater.