Store Scene

Store Scene

Spilledage

3. feb - 12. marts

Pris inkl. gebyr

150 - 390 kr.


Romeo & Julie

Shakespeares mesterlige kærlighedshistorie for pulserende udblæsning

En balkon i den italienske by Verona har i generationer tiltrukket unge forelskede sjæle med magnetisk kraft. Det var nemlig her, Shakespeare for over 400 år siden lod alle tiders mest ikoniske kærlighedshistorie udspille sig.

Romeo og Julie er de to unge, som ved et storslået maskebal forelsker sig stormfuldt i hinanden. Det er kærlighed ved første blik – et afsindigt hormonsus. Romeo opsøger i al hemmelighed Julie, og de bader hinanden i honningsøde fantasier om at gløde sammen til verdens ende. Men det er samtidig en umulig kærlighed, for deres to familier, Capulet og Montague, har i årevis ligget i uforsonlig fejde med hinanden. Over for slægternes håndfaste kurs med fornuftsmæssige og strategiske giftermål står forelskelsens rene, ufordærvede uskyld. ”Er der en verden uden for Verona?” spørger Romeo, for så kunne de gifte sig og flygte.

Oplev Aarhus Teaters to nye stjernefrø i sprødt samspil – Mette Klakstein, der i 2020 fik Reumerts Talentpris, spiller Julie, og Viktor Pascoe Medom spiller Romeo – flankeret af et fornemt hold af teatrets skuespillere. Et originalt norsk makkerpar tilføjer dramaet og de sceniske billeder nye dimensioner; den internationalt fremadstormende instruktør Maren Bjørseth og scenograf Olav Myrtvedt, der tidligere har høstet en Reumert for bedste scenografi i Shakespeares Helligtrekongersaften på Aalborg Teater. Med på scenen er Aarhus Teaters huskomponist Marie Koldkjær Højlund, dansere fra Holstebro Dansekompagni og Aarhus Teaters Kor, så vi tør godt love en storslået teateroplevelse.

Glæd dig til en eksplosiv, lystfuld og besættende rejse ud over kærlighedens og hjertets svimlende afgrund.

Præsenteres i samarbejde med Holstebro Dansekompagni

Holdet bag

William Shakespeare
Af
Niels Brunse
OVERSÆTTELSE
Maren Bjørseth
ISCENESÆTTELSE
Olav Myrtvedt
SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN
Marie Koldkjær Højlund
KOMPOSITIONER
Mathias Hersland
LYSDESIGN
Lars Gaarde
LYDDESIGN

Medvirkende

Mette Klakstein, Viktor Pascoe Medom, Anders Baggesen, Simon Mathew, Marie Marschner, Kjartan Hansen, Emil Prenter, Mette Døssing, Christian Hetland, Nanna Bøttcher, Jacob B. Vahlun,
Emil Busk Jensen* m.fl.
*Studerende fra DDSKS,Skuespil, Aarhus
Viktor Pascoe Medom og Mette Klakstein
Viktor Pascoe Medom og Mette Klakstein
Som ung skuespiller er det en drøm af en rolle

Den første saftige forelskelse

Interview med skuespillerne Mette Klakstein og Viktor Pascoe Medom fra Aarhus Teaters ensemble

Af Michael Holbek (fra sæsonkataloget 21/22)

Mette Klakstein og Viktor Pascoe Medom trådte begge ind i Aarhus Teaters ensemble i sidste sæson, hvor de medvirkede i Den vægelsindede, Et Juleeventyr og Charlie & Chokoladefabrikken. Nu har de to for første gang de absolutte hovedroller på Store Scene, når de står overfor hinanden i Shakespeares Romeo & Julie, den ultimative og måske mest ikoniske kærlighedshistorie i verdenslitteraturen. ”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at Romeo ikke er en drømmerolle for en ung mand i 20’erne. Det er en utrolig spændende figur, legendarisk, og jeg går til den med stor ærefrygt,” siger Viktor Pascoe Medom. Også Mette Klakstein ser frem til at give Julie kød og blod. ”Som ung skuespiller er det en drøm af en rolle, en af de helt store og spændende karakterer, som jeg ser frem til at arbejde intenst med. Hun er jo megasej, modig, viljestærk og handlekraftig, når hun bryder med hele sin familie for at udleve sin kærlighed til Romeo. Jeg glæder mig vildt,” siger hun.


Fantastisk følelsesmæssig rejse
For Viktor Pascoe Medom betyder det noget særligt, at hans første hovedrolle bliver Romeo. ”Det er en ensembleforestilling, men en hovedrolle skal jo løfte sig. Jeg har virkelig lyst til at gå i dybden med Romeo. At give rollen alt, hvad den kræver af opmærksomhed, og forsøge at gøre alt det, Romeo gennemlever, til mit,” siger han. Oprindeligt var det Ringenes Herre, der gjorde det klart for ham, at han ville være skuespiller, men Shakespeare har ifølge Viktor Pascoe Medom det samme skær af ‘larger than life’. ”Shakespeare er så storslået episk. Hans skuespil dækker alle epoker i et menneskes liv, og hans tekster er for vilde. Når du først hopper på tekstens naturlige flow, glemmer du, at du spiller skuespil, og bliver i stedet taget med på en  fantastisk følelsesmæssig rejse,” forklarer han

En kærlighed, der kan mærkes
Mette Klakstein fremhæver også skønheden i Shakespeares sprog, og hun kalder Romeo & Julie en tidløs kærlighedshistorie. ”Samtidig er det en coming of age-fortælling, og historier om unge menneskers liv er jo virkelig populære. Også for voksne, hvad vi for eksempel så med tv-serien Skam. Der er noget stærkt fascinerende ved den første forelskelse, den er så saftig, så fuld af vitalitet og kompromisløshed. Den sult, man har, når man er ung, inden man bliver voksen og god til at risikovurdere alting, kan jeg godt genkalde mig. Det er virkelig kraftfuldt, når alting er or første gang, både stor forelskelse og stor sorg,” siger Mette Klakstein. Hun mener også, at Romeo & Julie har alt det, vi har savnet under corona: ”Vi har i lang tid været potentielle farer for hinanden, og vi har været afskåret fra nærvær og berøring. Jeg glæder mig til at få alle i teatret til at mærke den sitren mellem to unge forelskede. Mærke, når det slår afgørende ned i Julie: At alt står stille, og nu ændrer mit liv sig for altid, fordi jeg har mødt den kærlighed, jeg vil følge til verdens ende. Det øjeblik skal publikum kunne mærke, som om det er rigtigt, selv om det er skuespil,” siger hun.


Vil du vide mere? 

Forestillinger på Aarhus Teater skabes fra bunden og derfor er der hele tiden nyt at fortælle fra husets værksteder, øvelokaler og scener. I teatrets nyhedsbrev får du indblik i forestillingernes tilbliven, du bliver husket på når premieren nærmer sig. Og så er det også vores læsere der får først besked om nye forestillinger, ekstra billetter og særlige arrangementer. 

aarhus teaters facade
Jeg er jo lige her
Store SceneFRA 28. aug.
Cabaret

OBS: Maj 2022

Store SceneFRA 5. maj
Omstigning til paradis

OBS: Maj 2022

ScalaFRA 6. maj
Kagefabrikken
ScalaFRA 19. nov.