Sommer med Aarhus Teater 


aarhus teater

Med historikeren ind bag facaden  

På udvalgte datoer i sommerferien kan du komme med ind i det ikoniske hus med teatrets historiker Marianne Philipsen som kyndig guide. 

På rundvisningen vil I både blive klogere på teatrets historie, som et vigtigt symbol på etableringen af Aarhus som Jyllands hovedstad. I vil komme tæt på de små detaljer i udsmykningen, der fortæller store historier. Og I vil få et indtryk af teatermaskineret og de mange håndværk og arbejdsgrupper, der skal til for at skabe levende, nærværende og ægte scenekunst. 

OBS! Vi gør opmærksom på, at rundvisningen ikke egnes til gangbesværede, da vejen går ad trapper.

Læs mere
anne linnet teaterkoncert

Start en sommerfest med god musik

Når Aarhus Teater vender tilbage efter sommerferien bliver det med en fest af en teaterkoncert. Anne Linnet har selv været ind over den kreative proces og udvalgt sangene, der tilsammen skaber "en kulørt hyldestfest for kærlighedens mangfoldighed" (Cphculture)

Måske har du været livslang fan af Anne Linnet. Måske er du vokset op med sangene, blevet gammel med sangene. Måske kender du kun sangene fra radioen. Uanset har Anne Linnets sange sat sit præg på de fleste danskere, uanset ens personlige forhold til hendes musik.  

Lur os om du kan undgå at synge/nynne med på mindst ét af numrene, som er med i forestillingen. Du finder playlisten på Spotify

Aarhus Teater Podwalk

Oplev byen i nyt lys med Aarhus Teater Podwalk

Oplev scenekunst udenfor scenerummet, når Aarhus Teater skaber digital scenekunst. App´en er gratis at hente, men der er mindre gebyr på de enkelte ture. 

Inspireret af byens Poverty Walks kommer du på en guidet tur gennem Aarhus’ gader, der omslutter dig i lyd og fortællinger.

På din vej møder du fem hjemløses stemmer og deres fortællinger om livet på gaden – barske, ubegribelige, men også håbefulde livsfortællinger. En anderledes måde at opleve byen på, der kan give dig nyt blik på byens mere usynlige mangfoldige liv.

Forestillingen anbefales fra 16 år og opefter.


aarhus teaters facade onlineguide

Gør-det-selv historisk guide til Aarhus Teater 

Da teaterbygningen blev tegnet i slutningen af 1890´erne blev der indlagt utallige symboler og historier ind i udsmykningen. Ikke kun indenfor, men også på facaden

Vi har samlet en række fikspunkter på facaden ud mod Bispetorv, som du kan dykke ned i når det passer dig. Med vores online guide viser vi dig, hvor du skal lade blikket falde og hvad der gemmer sig af gode historier. 

Er dragen på toppen af teatret f.eks. en spydig bemærkning til kirken? Hvordan er den aarhusianske vikingetid repræsenteret? Får svar på dette og meget mere med online-guiden. 

Aarhus Teater sæson 21/22

Swipe dig til et godt teaterår

Inden du får set dig om er sommeren forbi og en ny teatersæson venter forude. Brug allerede nu lidt tid på at få overblikket så du ikke må gå forgæves

Med 4 scener og godt 20 forestillinger i løbet af sæsonen, kan selv rutinerede teatergængere miste overblikket. Men der er en smartere måde at få sorteret og lavet din egen personlige teaterkalender. 

Følg din intuition og du ender med en oversigt med præcis de forestillinger, der tiltaler dig. Så skal du blot have kalenderen frem og få sat kryds! 

Leonora Christina - sandhedens dronning. Foto Emilia Therese

Kostumeudstilling på Dokk1

Spektakulære, overraskende og gribende scenerum og udtryksfulde kostumer.

Aarhus Teaters huskunstner David Gehrt har gennem de sidste fire sæsoner skabt rammer og rum for scenens kunst. Med humor og alvor og en dyb respekt for det enkelte dramatiske værk har hans rene linjer og sanselige flader givet liv og stemning i en lang række forestillinger på Aarhus Teaters scener.

Oplev kostumerne fra David Gehrts Reumert-vindende sensation Erasmus Montanus og hans overdådige dragter til forestillingen Leonora Christina – Sandhedens dronning, samt en lang række billeder af David Gehrts øvrige scene- og kostumedesigns på Aarhus Teater.

Det hele kan ses på Torvet på Dokk1 fra d. 22. juni til d. 15. august 2021