
Studio
Dato
2. feb - 4. mar 2023
Pris
150 kr
Aldersgrænse
+15 år
Stuepigerne
Voyeuristisk drama om magt og afhængighed, frihed og fornedrelse
Søstrene Solange og Claire er stuepiger hos den herskersyge Madame, og når Madame er ude, gennemspiller de to søstre en række sadomasochistiske fantasier, hvor hadet og afhængigheden de tre kvinder imellem kommer til syne. Stuepigerne er en kompleks hævnfantasi og en undersøgelse af, hvordan det er muligt at finde sin plads i verden, når den eneste kapital, man ejer, er skønhed og seksualitet.
Stuepigerne er skrevet i 1947 af den franske dramatiker og forfatter Jean Genet, et af europæisk litteraturs helt sorte får. Han levede som vagabond, kriminel og prostitueret og omsatte sit livs længsler, lidelser og lidenskaber til romaner og dramatik. Værker, der behandler køn og identitet med både poetisk skønhed og voldsom vulgaritet, og som i sin samtid ofte blev stemplet som skandaløse.
Line Paulsen sætter i scene, og Aarhus Teaters huskunstner Nathalie Mellbye står bag konceptet, scenografien og kostumerne. Sammen kaster de sig med fræk og sulten sanselighed over at forløse Jean Genets klassiker i en moderne udgave. De tre kvinder spilles af Aarhus Teaters Mette Døssing, Mette Klakstein og Amanda Friis Jürgensen.
Som altid på Aarhus Teaters Studio-scene spiller publikum en vigtig rolle. For hvor retter vi vores blik hen, når den kvindelige seksualitet udfoldes i et intimt og intenst rum af magt og afhængighed, had og hån, begær, frihed og fornedrelse?
TEATERFORLAG NORDISKA APS
Fanget i et lyserødt kosmos
Historien om Solange, Claire og Madame udfolder sig i en nærmest kvalmende pink verden, gemt i en peep-show-boks med vinduer, hvor publikum forvandles til voyeurister: Skuespillerne betragtes udefra, lyden opfanges nærmest filmisk gennem høretelefoner, og de tre kvinder på scenen ser ikke deres betragtere, men kun de spejlvægge, der omkranser scenen.
Amanda Friis Jürgensen, der lægger krop og stemme til stuepigen Solange, er enig.
”Scenografien er en styrke for historien, for Stuepigerne en netop en fortælling om ensomhed: Alle tre karakterer er ensomme skabninger, der er fanget i et lyserødt kosmos. De kan ikke flygte fra, hvor de er, og derfor flygter de fra dem, de er. I rollespillet er der liv, spænding, latter og glæde – også selvom det kommer af noget voldsomt og brutalt. I rollerne lever de. Resten af tiden overlever de"
Holdet bag
Jean Genet
AF
Francois-Eric Grodin
OVERSÆTTELSE
Line Paulsen
INSTRUKTØR
Nathalie Mellbye
KONCEPT, SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN
Astrid Lindgreen Hjermind
ASSISTERENDE SCENOGRAF
Noora Hannula
KOREOGRAFI
Jim Falk
lysdesign
Sebastian Toft
komponist & Lyddesign
Medvirkende
Mette Døssing
Mette Klakstein
Amanda Friis Jürgensen
"I kernen af det her stykke ligger et ønske om at tage magten over sin egen historie"
Instruktør Line Paulsen om aktualiteten i stykket
Stuepigerne repræsenterer for mig en hel kulturs mimetiske begær. Begæret efter at blive en anden. Unge piger får at vide ”Vær dig selv”, ”Elsk dig selv”, ”Be yourself” – de følger og forfølger, imiterer og insisterer så hårdt på at være nogen – at de bliver ingen.
Det er en fortælling om hvor stærkt det mimetiske begær kan opleves, og om, hvordan det at ville være en anden passer så skarpt på vores egen tid og på en hel kultur for særligt unge piger, som ser alt det forkerte i spejlet, når de kun ser alt det uopnåelige i dem, de spejler sig i.
Gratis introduktion til forestillingen
På udvalgte datoer tilbyder vi en 15 min introduktion ved teatrets dramaturg til dagens forestilling.
Introduktionen finder sted i Scala Foyer. Der er begrænset antal pladser og det gælder først til mølle.
Det er også muligt som gruppe at bestille en gratis introduktion eller skuespillerbesøg.
Læs mere om gruppetilbud
Dato for introduktion til Stuepigerne
Torsdag d. 23. februar kl. 18.45-19.00