ROBERT WILSON til Aarhus Teater

A PRODUCTION BY DET NORSKE TEATRET, OSLO, AARHUS TEATER, DENMARK AND UNLIMITED PERFORMING ARTS

Det er lykkedes Aarhus Teater at få den verdenskendte amerikanske instruktør Robert Wilson til byen i Kulturhovedstad 2017. Han har arbejdet med så prominente kunstnere som Lady Gaga, Tom Waits og Lou Reed. Nu kommer Wilson til Aarhus og sætter sin karakteristiske signatur på en helt ny visuel og musikalsk forestilling – EDDA – baseret på den nordiske mytologi. EDDA er en samproduktion med Det Norske Teatret i Oslo og muliggøres med støtte fra Aarhus 2017. Forestillingen får premiere på Aarhus Teaters store scene 14. oktober 2017 og beskrives af Aarhus 2017 som "et af kulturhovedstadsårets absolutte højdepunkter".

EDDA iscenesættes af Robert Wilson i en spektakulær forestilling baseret på Jon Fosses – Norges største dramatiker siden Henrik Ibsen – gendigtning af berømte mytologiske tekster, som blev nedskrevet på Island i 1200- og 1600-tallet. Den amerikanske indie-søskendeduo CocoRosie komponerer ny musik som skaber den musikalske baggrund og forestillingen kædes sammen af musiktableauer med musik af Arvo Pärt. På scenen står 13 af Norges førende skuespillere på scenen. Forestillingen spilles på nynorsk og tekstes på dansk.

EDDA er en samproduktion med det anerkendte Det Norske Teatret. Forestillingen produceres i Oslo og er et eksempel på, hvordan samarbejder på tværs af landegrænser mellem kulturinstitutioner er med til at muliggøre at trække de allerstørste navne til huse.

DET NORSKE TEATRET
- SAMARBEJDSPARTNER
Det Norske Teatret er beliggende i Oslo og er Norges svar på vores nationalscene. Teatret blev stiftet i 1912 og har siden været meget aktiv i sprogstriden mellem nynorsk og bokmål. I dag spilles de fleste forestillinger på nynorsk, således også EDDA, der i Aarhus opføres på nynorsk og tekstes til dansk. Teatrets nuværende chef er Erik Ulfsby, satser i lighed med Aarhus Teaters Trine Holm Thomsen på ny dramatik, og blandt andet var Ulfsby med til at opføre Jon Fosses debutstykke Nokon kjem til at komme, som havde urpremiere på Det Norske Teatret i 1996. Læs mere: www.detnorsketeatret.no

 

MERE OM:

ROBERT WILSON

JON FOSSE

COCO ROSIE 

Koeb Billet 300X300

 

 

 

EDDA OG DE MENNESKELIGE GUDER

JON FOSSES GENDIGTNING AF EDDA-DIGTENE

Jon Fosses gendigtning af de kredser om Odin, gudernes konge, som ikke længere er den stærke mand, han en gang var. Alt tyder på, at gudernes endeligt nærmer sig, og at Odin skal lede guderne i den afgørende kamp mod de gigantiske jætter. Men han er træt, og han har glemt så meget. For i den norrøne religion er Alfaderen ikke selv skaberen af universet – han er selv skabt – og en del af skaberværker. Odin er på alle måder blevet menneskelig og sårbar.

Når Jon Fosses fascinerende og suggestive tekst møder Wilsons visuelle sprog kombineret med CocoRosies musik, vil der opstå et univers, som man ikke har set magen tidligere.

EDDA-VÆRKERNE
Der findes to hovedkilder til den nordiske mytologi. En ældre og en yngre Edda. Det er digte, som levede og overleveredes i folkemunde, muligvis gennem århundreder. Inden de blev skrevet ned på Island i 1200- og 1300-tallet. Det var politikeren og historikeren Snorre Sturlasson, der beskrev dem i sin lærebog om skjaldekunst fra 1220; Den Yngre Edda (også kaldet Den Prosaiske Edda eller Snorre-Eddaen). I 1600-tallet fandt man et endnu tidligere skrift, Codex Regius fra 1100-tallet, der rummede mange af de samme digte og sagn, som Snorre havde beskrevet i sin Edda. Den blev kaldt Den Ældre Edda (eller Den Poetiske Edda) og med den underbyggedes og udvidedes kendskabet til de hedenske traditioner og de fortællinger, de byggede på. Tilsammen udgør Edda-værkerne en uomtvistelig kilde til det religiøse liv og menneskesynet i Skandinavien frem til kristningen omkring år 1000.

I Edda’en møder vi guder og helte, jætter og valkyrier og andet godtfolk. Det er herfra vi kender Loke og Thor, Odin og Balder, Frej og Ægir, Menja og Fenja og Freja, træet Yggdrasill og Midgårdsormen. Vi lærer om Vølvens Spådom og oplever dragekampe og jagten på guld i en fjern og barsk men alligevel velkendt verden.

ROBERT WILSON

Multikunstner og en af verdens største scenekunstnere

Robert -wilson -på -audition -i -sal

"Robert Wilson er et fyrtårn i det eksperimenterende teater." New York Times

ROBERT WILSON (f. 1941) er en amerikansk multikunstner og hans produktioner er anerkendt af publikum og kritikere i hele verden. Han arbejder med mange forskellige kunstneriske udtryk lige fra maleri og skulptur til video. Og så spiller han en uhyre stor international rolle indenfor eksperimenterende teater.

Som scenekunstner er han kendt for sine stiliserede og koncentrerede sceniske kunstværker, hvor lys, scenebillede og musik er vigtige komponenter for en totaloplevelse. Han arbejder næsten skulpturelt med skuespillerne og placerer dem i billeder, hvor detaljerne er lige så afgørende som det store scenebillede.

I næsten fem årtier har Wilson været aktiv i avantgardeteatret. Han blev berømt gennem sin opsætning Einstein on the Beach, som han lavede sammen med musikeren og komponisten Phillip Glass i 1976.

Siden har den krævende og særegne teaterkunstner sat store og nærmest ikoniske forestillinger op i hele verden i samarbejde med prominente kunstnere som William S. Burroughs, Allen Ginsberg, Heiner Müller, Lou Reed, Tom Waits, David Byrne, Laurie Anderson, Rufus Wainwright, Willem Dafoe, Mikhail Baryshnikov og Lady Gaga.

For ikke at nævne hans berømte videoportrætter af blandt andre Johnny Depp, Robert Downey Jr., Winona Ryder, Brad Pitt og Isabella Rossellini.

I Danmark husker vi især Robert Wilsons opsætning af Woyzeck, som han lavede sammen med Tom Waits på Betty Nansen Teatret i 2000. Herudover har han lavet udstillingen "Anna didn´t come home that night" på Kunstindustrimuseet i København og senere lavede han forestillingen White Town på Bellevue Teatret om den danske designer og arkitekt Arne Jacobsen og med Ulla Henningsen på scenen. I 2005 iscenesatte han Ibsens Peer Gynt på Det Norske Teatret i Oslo, som han nu med EDDA vender tilbage til.

Wilson er blevet nomineret og har modtaget adskillige priser for sit arbejde, heriblandt en nominering til Pulitzer Prisen, to Premio Ubu-priser, Venice Biennalens Gyldne Løve og en Olivier Award. Senest udnævnte Frankrig ham til kommandør af Ordenen for Kunst og Litteratur og officer i Fremmedlegionen og i Tykland har han modtaget Fortjenstmedaljen.

I 2006 grundlagde Robert Wilson kunstlaboratiet The Watermill Center i New York, hvor han er kunstnerisk leder.

Læs og se mere på www.robertwilson.com

JON FOSSE

DRAMATISERER EDDA

Prisvindende Jon Fosse (f. 1959) en af de vigtigste forfattere og dramatikere i både norsk og international litteratur. Han skrevet over 50 værker - romaner, dikte, børnebøger essays og skuespil – og hans udgivelser er oversat til over 40 sprog. Jon Fosses dramatik er blevet opført i alle europæiske lande – særligt i Tyskland, Frankrig og Polen, men også i Danmark og England, USA, Brasilien, Australien, Kina, Japan og Malawi. Jon Fosse er den mest spillede norske dramatiker siden Henrik Ibsen og betegnes som en af vor tids vigtigste dramatikere.

Jon -Fosse _Tom A. Kolstad

Jon Fosse har et helt særegent sprog; han skriver lange, mundrette og rytmiske sætninger og gentager ord, fraser og tanker, så hans enkle prosatekster får et stærkt musikalsk præg. Mange af Fosses romaner udspiller sig ved den norske vestkyst, blandt fiskere, kvækere og fattige, og fremstiller ofte det nære i karakterernes tilværelser; havet, bygden og familien. Også som dramatiker beskæftiger Fosse sig med intime relationer og skriver oftest korte stykker for få skuespillere.

Med Edda bliver det anderledes, idet han her skriver til 13 skuespillere. Fosse har givet digtene sin personlige form. Han har skrevet en dramatisk dialog med stærke musikalske og rytmiske kvaliteter, og han evner at flytte historierne helt tæt på os, samtidig med at han bevarer fortællingerne og idéerne fremmede og fjerne.

I 2015 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris for "Trilogien: Andvake. Olavs draumar. Kveldsvævd" og er samtidig blevet nævnt som mulig kandidat til Nobelprisen i litteratur.

Fosse er på Aarhus Teater blevet spillet to gange, hhv. Drøm om efteråret (2003) og SA KA LA, som han skrev direkte til Afgangsholdet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2004.

Se samlet værkliste og priser: https://no.wikipedia.org/wiki/Jon_Fosse

Et musikalsk univers

Musikken

Coco Rosie +Heartache +city 1+final

COCO ROSIE
- KOMPONISTER

CocoRosie er en amerikansk duo, der opstod I 2003 af søstrene Bianca "Coco" og Sierra "Rosie" Casady. Søstrene voksede op i USA, men startede bandet i Paris efter lang tids adskillelse. Deres musik ligger inden for genrerne indie rock og psych folk, deres musikstil er også blevet kaldt ’freak folk’ og inddrager elementer fra pop, blues, opera, electronica og hip hop.

CocoRosie begyndte som en duo, med Sierra ’på’ sang, guitar, klaver og harpe og Bianca ’på’ sang, slagtøj, vindinstrumenter og andre eksotiske ’noisemakers’ samt elektronisk lydbearbejdelse af forskellige børns legetøj. Senere har de tilføjet forskellige backing musikere, som regel en bassist , keyboardspiller og beatboxer. CocoRosie er et meget aktivt tourband, der bl.a. spiller i hele Europa og Nord- og Sydamerika.

De har indtil videre udgivet seks albums: La maison de mon rêve (2004), Noah’s Ark (2005), The Adventures of Ghosthorse and Stillborn (2007), Grey Oceans (2010), Tales of a GrassWidow (2013), and Heartache City (2015).

Læs mere: http://www.cocorosiemusic

 

Arvo -Pärt _foto Kaupo Kikkas

ARVO PÄRT

Estiske Arvo Pärt (f. 1935 ) er en af de komponister, hvis samlede værk har flyttet vores opfattelse af musik. Han har nærmest skabt en egen musikalsk genre, hvor det enkle og det rene udtrykker det særegne. Uanset nationalitet, kulturel baggrund eller alder er mange mennesker blevet berørt og påvirket af den tidløse skønhed og dyb åndelig budskab i Pärts musik. Hans værker spilles ikke kun i koncertsale og på stereoanlægget - i de seneste årtier har man også kunne høre hans musik i film, dans og teater.

Arvo Pärt har skrevet både orkestermusik og talrige korværker, ofte inspireret af gregoriansk sang. Siden 1970´erne har han værker været præget af en stærk religiøs forankring.

For mange er han bedst kendt for sine suggererende og minimalistiske værker, der på samme tid giver musikken et både klassisk og moderne præg. Det meditative og stilfærdige i Arvo Pärts musik har en stærk appel og har gjort ham til en af de mest fremgangsrige komponister i sin genre - ikke mindst blandt film- og dokumentarskabere.

Han har selv udtalt, at han ønsker, at hans musik skal formidle glæde over hver eneste tone og på den måde udtrykke den spirituelle kraft, som han mener er musikkens egentlige hensigt.

Læs mere på www.arvopart.ee/en/

Verdensnavnet Wilson