Aarhus Teaters Kor

Koret holder til på Aarhus Teater og synger koncerter både i og uden for huset

Aarhus Teaters Kor blev dannet i efteråret 2016 i håb om skabe nye former for arrangementer på Aarhus Teater og for at åbne for nye, fælles oplevelser mellem teatret og publikum. Koret holder til på teatret og giver koncerter og synger både i og uden for huset.

Det har allerede markeret sig, så det har givet genlyd. Ud over succesfulde og udsolgte forårskoncerter har koret stået for arrangementer med ”Fællessang på Bispetorvet”, ”Syng julen ind”, ”Syng med” i Festugen og ”Sangens dag” i Rådhushallen. Det har optrådt ved begivenheder som Kronprinseparrets Pris 2017 og ved åbningen af Europæisk Frivillighovedstad 2018, hvor koret sang sammen med Aarhus Jazz Orchestra. Koret har desuden medvirket i forestillingerne Lyden af de skuldre vi står på, Biedermann og brandstifterne og Dancer in the Dark.

Aarhus Teaters Kor består i øjeblikket af 23 erfarne korsangere og dirigeres af Ingeborg Thisted Højlund. Koret synger alle genrer og arbejder med klassisk, moderne klassisk, folklore, musical, rytmisk og lydcollager. Koret udforsker kormusikkens roller, Musik som baggrundstæppe, musik som formidlende, det sceniske i musikken og musikken i det sceniske, den nye musik og den gamle musik.

DIRIGENT

Ingeborg Thisted Højlund

Ingeborg Thisted Højlund er fast dirigent for Aarhus Teaters Kor og har været det siden korets opstart i 2016, men er i øjeblikket på barsel.

Ingeborg er uddannet sanger og klassisk dirigent ved Det Jyske Musikkonservatorium. I 2013 blev hun bachelor i Almen Musikpædagogik (AM) med hovedfag i rytmisk sang og klassisk og rytmisk korledelse, mens hun i 2015 afsluttede sine studier med en specialiseret kandidat i Klassisk kor- og ensembleledelse.

Ingeborg Højlund har et bredt repertoire bag sig, både som solist, korsanger og arrangør og har indspillet med en række forskellige projekter: Psalmodie, Jacob Buchanan, Aarhus Jazz Orchestra og Concert Clemens. Ingeborg arrangerede og sang det spektakulære korværk ved den officielle åbning af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og var derefter korleder og sanger på Aarhus Teaters Reumert-vindende forestilling Erasmus Montanus.

Ingeborg _portræt _foto

Foto Stine Vejen

Koret

SANGERNE I KORET
Alsidighed og åbenhed overfor genrer er en essentiel egenskab for sangere i koret. Aarhus Teaters Kor skal være forberedt på mange forskellige typer af opgaver, derfor træner vi forskellige genrer eller rettere sagt bevæger vi os i et grænseløst land, hvor musikken og budskabet i musikken er i centrum frem for alt. Nogle i koret kommer med en klassisk baggrund, andre har rytmisk baggrund - men en fleksibilitet i deres stemmer og et godt øre binder dem sammen. Alsidigheden ser vi som en styrke, og vi bruger det til at lære af hinanden. 

"Jeg er utrolig glad for og stolt over korets første leveår. Det er en speciel proces at starte et helt nyt kor fra bunden - der er mange komponenter, der skal gå op i en højere enhed. Men Aarhus Teaters Kor har haft en flyvende start med mange spændende projekter og samarbejdspartnere, og koret har allerede en masse erfaring, som binder medlemmerne sammen. Ud over at være et kor, som nyder at arbejde på højt niveau, består Aarhus Teaters Kor af utroligt rare og åbne mennesker. Der er en rigtig god stemning, og det er vigtigt, når man har sin gang på et så alsidigt og farverigt sted som Aarhus Teater." Ingeborg Thisted Højlund, korleder

MEDVIRKEN I FORESTILLINGER
Koret har den helt unikke mulighed for at medvirke i udvalgte produktioner på teatret. Udover korets almindelige koncertvirksomhed med 4-5 arrangementer og koncerter om året, bliver de fra tid til anden spurgt om at medvirke i større produktioner på teatrets store og små scener.

Halvdelen af sangerne i koret har stor interesse i at komme med i de større produktioner, hvor de medvirker på scenen. På disse produktioner er de fleste på fuld tid, men det er også muligt for at være på halv tid, hvor man deler sin stilling med en anden.

Den anden halvdel af koret, har lige så stor interesse for musik og scene, men har ikke på samme måde tid til de store produktioner. Disse sangere giver den fuld gas i løbet af året til korets koncerter og mindre arrangementer, der er af kortere varighed.

Det vurderes nøje af teatret hvilke forestillinger der egner sig til fuldt professionelle sangere og hvilke der egner sig til studerende eller dygtige amatører. Når medlemmer fra Aarhus Teaters Kor er med i forestillinger med betalt entre, modtager de løn som er beregnet til studerende eller andre, som ikke er fuldt uddannede.  Dette bedes ansøgere være opmærksomme på.

NYE SANGERE
For at blive optaget i koret, skal man til en optagelsesprøve.  På grund af stor ansøgning til koret, er det  kun muligt at søge om optagelse i koret i afgrænsede perioder - når teatret har meldt, at der er åbent for ansøgninger. Sender du en ansøgning uden for denne periode, vil din mail desværre ikke blive besvaret, og vi beder dig sende en ny, når der igen er åbent for ansøgninger.

Udover at du musikalsk set skal passe ind det eksisterende kor er det generelt meget vigtigt for os at du er villig til at engagere dig i din fritid med hensyn til f.eks. at øve korstemmer hjemme mellem prøverne . Vi ser stabilt fremmøde gennem et semester som en forudsætning for korets udvikling og det er derfor meget vigtigt at du er indstillet på at prioritere prøver og koncerter højt.