Spillested
Event location

SCALA

Spilledato
07. maj - 04. juni
Spilletidspunkter
Man-fre kl. 19.30
Lør kl. 16.00
Priser
285 kr. inkl. gebyr
Varighed
Oplyses senere

Kagefabrikken

Grovmalet farce om kage og sundhedshysteri fra Christian Lollike

Der var engang en hyggelig kagefabrik i en lille by, hvor alle kendte hinanden og havde det fedt omkring kagebordet. Men så holdt folk op med at spise kage. Kagefabrikken er ved at gå konkurs, og kagefabrikanten Niels overvejer, om han skal tage sit eget liv. Men inden døden æder Niels, når hans kone, Else, at tilkalde virksomhedskonsulenten Faxholm – en lidt slikket type med management-lingo sukret ind i klæbrige buzzwords.

Nu skal fabrikken trimmes og revitaliseres. Medarbejderne må omstille sig, for de skal ud på en rejse med holdmoral og storytelling. Med robust identitet og high performance skal de nu genopfinde kagemarkedet og hjælpe menneskeheden til en sundere livsstil: Løsningen er slankekager! Og her træder en iransk kemiingeniør ind på scenen. Hun har, hvad der skal til: en hellig opskrift på kager uden smør og mel. Men hun er også en kagebager i burka, og det giver udfordringer for de ansatte.

I Kagefabrikken stikker Christian Lollike og medforfatter Franz Cybulski fingrene i den glasur, vi pynter os med, når tingene går godt. Men hvor langt rækker vores værdier, når de udfordres? Og hvad sker der med empatien og tolerancen, når vi presses på vores brød og vores holdninger?

I rollen som den disruptede fabrikant Niels byder vi på Andreas Jebro, der modtog en Reumert for Årets mandlige hovedrolle i Christian Lollikes Erasmus Montanus. Instruktør Minna Johannesson, der hittede hos både publikum og anmeldere med Højskolesangbogen på Det Kongelige Teater, serverer historien om den pressede kagefabrikant.

Af Christian Lollike og Franz Cybulski / Iscenesættelse Minna Johannesson / Scenografi og kostumedesign Franciska Zahle / Lysdesign Jonas Bøgh / Lyddesign Kim Engelbredt / Medvirkende Andreas Jebro, Nanna Bøttcher, Christian Hetland, Sofia Nolsøe, Kim Veisgaard, Marie Marschner, Anna Nøhr, Holger Østergaard