Spillested
Event location

Stiklingen

Spilledato
Denne forestilling spiller ikke længere på Aarhus Teater

anmeldelser

Den 4. Væg / “"Se hvordan god litteratur og et stærk visuelt koncept kan smelte sammen og give plads til, at et stærkt og nyt skuespilhold kan gestalte dette i en nærværende og slående præstation."”

Teaterkikkerten.dk / “"For trods minimalisme og kynisme er det frem for alt et følelsernes univers – og igennem stykket bliver teatersalen fyldt til glassets rand med følelser, der dog aldrig flyder over og bliver for meget, da de bliver suppleret af en ironisk distance."”

Scenekanten.com / “"En stemningsfuld og fin præsentation af eleverne på fjerde årgang på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus"”

Aarhus Stiftstidende / “" Brutalitet og sprækker af smerte og inderlighed...både sprælsk og fyldt med smerte og bedrøvelse"”

Gregersdh.dk / “Viften af talent”

Kulturmor.dk / “Ingen følelser udelades, ingen er for grimme eller forkerte. Alt er synligt. Også det, publikum ikke ser. Det hele fremstilles – til tider ganske nøgternt – i Minna Johannessons meget virkningsfulde iscenesættelse.... så afgjort et spændende nyt hold.”

8000.dk / “Ægte følelser omkring din private kærlighed ...”

Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed

Traditionen tro er årets præsentationsforestilling det spektakulære udstillingsvindue for de otte nye skuespiltalenter fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus.

Det er her, du kan opleve talenterne fra starten af deres karriere – sammen med talentspejdere fra teatrets og filmens verden. Og vi tør godt love, at det er et stærkt hold.

”Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed” er titlen på en af den amerikanske forfatter Raymond Carvers Noveller. Carver døde som 50-årig i 1988 og myten siger at han skrev sine korte historier, Short Stories, fordi de blev til i korte ædru øjeblikke inden den næste rus. Man mærker smerten, forbitrelsen og afsondretheden i hans minimalistiske rejser ned under overfladen af samtalen og livet. Men midt i mørket udløser små bobler af håb en forsonende opdrift.

Mange vil nok have stiftet bekendtskab med Carvers fortællinger gennem Robert Altmans film Short Cuts fra 1993. Instruktør Minna Johannesen har kastet sig over et udvalg af Carvers noveller. Hun vandt i 2013 en Reumert som Årets Instruktør for sin ”Anne Linnet Teaterkoncert – Jeg er jo lige her” på Aalborg Teater, og senest har hun sat den anmelderroste ”Højskolesangbogen” i scene på Det Kongelige Teater.

”Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed” præsenterer de skuespillere, der bliver færdige på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus sommeren 2018.

  • Præsenteres i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole, Aarhus

____________________________________

Based on the stories:
‘A Small, Good Thing’ first published in CATHEDRAL
Copyright Raymond Carver, 1983, Tess Gallagher, 1989'
All rights reserved

‘Sacks’, ‘Why Don’t You Dance’,‘Gazebo’, ‘What We Talk About When We Talk About Love’ first published in WHAT WE TALK ABOUT WHEN WE TALK ABOUT LOVE
Copyright Raymond Carver, 1981, Tess Gallagher, 1989
All rights reserved

‘Distance’ first published in WHERE I’M CALLING FROM
Copyright Raymond Carver, 1988, Tess Gallagher, 1989
All rights reserved

Af Raymond Carver / Bearbejdelse og iscenesættelse Minna Johannesson / Scenografi Katrine Gjerding / Lysdesign Mads Lindegaard / Lyddesign Kim Engelbredt

Medvirkende* Luise Skov, Mads Reuther, Martine Emilie Barrett Levinsen, Mathilde Passer, Morten Kjær, Sandra Turèll Henningsen, Thomas Findval Sølvskov, Troels Kortegaard Ullerup

 

*Alle studerende ved Den Danske Scenekunstskole, Aarhus

8 Nye talenter i 6 Carver noveller

Raymond Carver

Raymond Carver (1938-1988),kendt for sin realistiske, nedtonede og minimalistiske skrivestil. Novellesamlingen Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed udkom i 1981 og anses som hans mest anerkendte udgivelse. 

Ligesom Hemingway fremstår den autodidakte Carver som en repræsentant for det anti-intellektuelle forfattermiljø, der er rundet af en rustik folkelighed. Hans beskrivelser af den amerikanske middel- og underklasse i tiden efter Vietnamkrigen er beskrivelser af ”det sølle menneske”, der lever et afmægtigt, anonymt liv langt fra livets solside.   

Temaerne er her: alkoholisme, skilsmisse, arbejdsløshed og fortvivlelse. Familien er i opløsning og præget af utroskab, ensomhed og forbitrelse.

Carver selv er rundet af et liv i middelklassen. Han giftede sig meget ung og allerede som 19-årig fik han sit første barn, som gjorde at familiens økonomiske situation var svær. I 1967 gik Carver bankerot og hans arbejdsløshed førte til et alkoholmisbrug, som betød en skilsmisse for parret i 1977. I løbet af 1980erne fik Carver sit endelige gennembrud som forfatter, men allerede som 50-årig dør Carver i 1988 af cancer.

Filmisk skrivestil til det store lærred
Carvers nærmest filmiske skrivestil blev i 1993 omformet til det store lærred, da instruktøren Robert Altman brugte en række af hans noveller i filmen Short Cuts, der blandt andet har Tom Waits og Julianne Moore på rollelisten.

Trods de tunge emner og de triste skildringer er der en forsonende galgenhumor tilstede i fortællingerne og en respekt og forståelse fra forfatterens side for disse anonyme, afmægtige mennesker. I enkelte glimt anes håbet da også og lyset viser sig i de små sprækker i relationerne karakterne imellem. 

Kilde: Litteraturnet og forfatterweb

Læs hvad anmelderkorpset mener om forestillingen på GENTÆNK TEATERANMELDELSEN