Omstigning til paradis
Scala

Scala

Spilledage

6. maj - 4. juni 2022

Varighed

ca. 3 timer og 10 min inkl. pause


Omstigning til paradis 

En moderne klassiker og et foruroligende drama ladet med selvbedrag, indestængt begær og snappende vold

Den amerikanske dramatiker Tennessee Williams (1911-1983) lod sine mesterværker Omstigning til paradis og Kat på et varmt bliktag foregå i de sanseligt svedige sydstater med liden­skabelige kvinder som de bærende figurer. Og et tilbagevendende tema for Williams er den undertrykte seksualitet og lysternes møde med den kontrolprægede virkeligheds stramme normer.

Filmatiseringen af Omstigning til paradis gav i 1951 Marlon Brando sit ikoniske gennembrud i rollen som arbejderklasse-antihelten Stanley Kowalski – og kanoniserede stykket som en moderne teaterklassiker.

Ægteparret Stella og Stanley bor til leje i en klaustrofobisk lejlighed, hvor sveden driver af væggene, og kun kolde colaer og whisky kan stille tørsten. En dag får de besøg af Stellas søster Blanche, og hun sætter gang i et gnistrende psykologisk og socialt trekantsdrama, hvor neuroserne står i giftigt flor. Blanche er fuld af søforklaringer om, hvorfor hun er kommet. Men familieformuen er formøblet og hendes skolelærerrygte blakket af en affære med en ung elev. Hun er en kvinde på randen af sammenbrud, og hendes livsløgne og sværmeriske snobberi får Stanleys frustrationer til at slå ud i lys lue. Da ordene slipper op, lukker han dæmonerne ud.

I de tre centrale roller kan du opleve Aarhus Teaters Nanna Bøttcher som den overspændte Blanche, Jacob Madsen Kvols som Stanley med det letantændelige temperament og Mette Døssing som den tillidsfulde Stella. Den prisbelønnede og nyskabende norske instruktør Peer Perez Øian sætter i scene, mens Franciska Zahle står for scenografien, som hun tidligere har gjort det i blandt andet Medea og Hospitalet på Aarhus Teater.

Omstigning til paradis bliver præsenteret efter særlig aftale med The University of the South, Sewanee, Tennessee. Teaterforlag Nordiska ApS
reumert vinder 2023
Nanna Bøttcher som Årets kvindelige hovedrolle
Reumert vinder 2023
Skæbnedrama, når det står allerstærkest
Jyllands-Posten
En formidabel og detaljerig opsætning [...] Holdet bag viser, hvad teatret kan, når det er bedst
Weekendavisen
Det er et drømmehold, der revitaliserer Williams’ stærke drama
Iscene
De bedste forestillinger kan blive så stærke, at de kan være svære at ’vågne’ fra. Dette er sådan en forestilling. En suveræn forestilling, der både er fantastisk og forfærdelig.
Information
et stærkt klassiker-rescue team har stort held med at vriste forestillingen fri af fordomsfulde forventninger og trælse stereotyper
Politiken
En ovenud vellykket, sanselig stærk og meget tankeinspirerende forestilling
Århus Stiftstidende

Morten Buckhøj

Ungt Teaterblod

Kulturkupeen

Out & About

Trailer for forestillingen

Holdet bag

Tennessee Williams
af
Louise W. Hassing
OVERSÆTTELSE
Peer Perez Øian
ISCENESÆTTELSE
Franciska Zahle
SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN
Jim Falk
LYSDESIGN
Kim Engelbredt
LYDDESIGN

Medvirkende

Nanna Bøttcher spiller Blanche
Nanna Bøttcher

Blanche

Mette Døssing spiller Stella
Mette Døssing

Stella

Jacob Madsen Kvols spiller Stanley
Jacob Madsen Kvols

Stanley

+ Christian Hetland, Carla Eleonora Feigenberg, Viktor Pascoe Medom, Lukas Toya 
Skuespiller Nanna Bøttcher
Skuespiller Nanna Bøttcher
”Verden er meget større, end jeg er, og kvindeliv er meget større end mit eget.

Nuancerede kvinder til tiden 

Interview med skuespiller Nanna Bøttcher fra Aarhus Teaters ensemble

Af Michael Holbek (til sæsonkataloget 21/22) 

Som fast skuespiller på Aarhus Teater har Nanna Bøttcher spillet mange forskellige roller. Blandt dem en række markante kvinder, historiske som nutidige. I 2019 var hun kongemorderen Klytaimnestra i Orestien, og senest arbejdede hun med en af danmarkshistoriens mest bemærkelsesværdige kvindeskikkelser i Leonora Christina – Sandhedens Dronning, som desværre ikke fik sin premiere på grund af corona.

I denne sæson kan hun blandt andet opleves som den navnløse kvinde i den engelske dramatiker Dennis Kellys monolog Girls & Boys på Stiklingen. ”Det er en stærk og moderne samtidsfortælling om en kvinde og en genkendelig kernefamilie med far, mor og børn. Hun er udearbejdende, men ikke overambitiøs. Hun kan være i tvivl om børneopdragelsen. De bor pænt, uden at det er prangende, de er ikke rige, men har hvad de skal bruge. En helt almindelig kvinde, som kunne være mig, min veninde eller min kvindelige nabo. Mange vil kunne se sig selv i hende,” siger Nanna Bøttcher.

Alligevel udvikler det sig mørkt og faretruende. En fatal kortslutning, og pludselig har vi katastrofen. ”Det er en fantastisk nuanceret tekst, som peger ind i, hvordan vi ser på og taler – eller måske rettere ikke taler – om kønsbaseret vold. Og det er min første monolog på Aarhus Teater. Jeg er virkelig spændt og glæder mig meget til at prøve kræfter med den kvinde.”


Brænder for komplekse karakterer
En anden markant kvinderolle, Nanna Bøttcher ser frem til at spille, er Blanche i Tennessee Williams’ klassiker fra 1947, Omstigning til paradis – et stærkt foruroligende og skæbnesvangert trekantsdrama. Blanche er en kvinde på randen af sammenbrud, og som figur har hun fået mange etiketter hæftet på sig: overspændt, hysteriker og en neurotisk livsløgner. Nanna Bøttcher vil til gengæld ikke kalde hende noget bestemt. ”Det afspejler måske mere, hvordan man – mænd? – har set på Blanche gennem tiden. Hvis tilpas mange ser en person som sur eller neurotisk, kan man let vedtage en sandhed om, at den person er sur eller neurotisk. Men måske er det mere andres blik på Blanche og ikke sådan, hun ser sig selv. Jeg vil ikke bare spille hende som en analyseret diagnose, men stå på mål for hende som et helt menneske.”

Nanna Bøttcher sammenligner med rollen som Leonora Christina, som også kan blive låst, hvis man propper hende ned i en bestemt kasse. ”Nogle vil måske se Leonora Christina som et feministisk ikon. Nogle vil mene, hun var landsforræder og grådig, andre at hun blev snydt af sin mand, Corfitz Ulfeldt, og atter andre vil måske se hende som forud for sin tid. Det er det, der gør hende så spændende – at hun er så kompleks.”


Kvindeliv er større end mit eget
For Nanna Bøttcher handler det om at holde sig åben for rollen så længe som muligt og mærke, hvor den vibrerer. ”Verden er meget større, end jeg er, og kvindeliv er meget større end mit eget. Selvfølgelig bruger jeg mig selv, men jeg prøver også at stille mit nuancerede sanseapparat til rådighed for Blanche, for hvis jeg kun skulle skabe hende ud fra mig selv, ville det ikke nødvendigvis blive særligt interessant. På den måde håber jeg at kunne lægge til fortællingen om Blanche. Også klassiske karakterer, som er spillet mange gange før, fortjener hver gang, at vi undersøger dem på ny, nysgerrigt og åbent og med samme omhu som var det en helt nyskrevet karakter.”