En ærlig, seværdig skilsmisse

Hvem har skylden, når det hele falder fra hinanden, og man går fra hinanden?

Af Mads Munch

En skilsmisse mellem Hassan og hans tidligere hustru Maj er omdrejningspunktet for en autofiktiv fortælling om menneskelig forfald, om egoisme, om forståelse og om ikke at forstå. På Aarhus Teaters mindste scene - Studioscenen - udspiller sig i disse dage et stort drama. Et gidseldrama - næsten. Maj truer med at tage sit eget liv, hvis hun fortsat skal leve sammen med Hassan. Hassan søger hjælp hos sin døende mor og i sit eget egoistiske sind. Hjælpen han får, er knap en hjælp og skænderierne bliver flere og voldsommere. De gode minder trænger sig på og kaster et gustent håb over den ellers håbsløse situation. Forventninger bliver til vrede, og glæde blive til skuffelse. Det er menneskeligt og det er velkendt, men det er bestemt ikke kedeligt. Det er oprivende og medrivende. De medvirkende bestående af Kjartan Hansen, Mathias Flint, Christian Hetland, Anna Nøhr og Kirsti Kærn råber og græder sig gennem stærke scener, hvor små hverdagsproblemer eksploderer mellem hænderne på det ulykkelige ægtepar.

Alle spiller de Hassan, alle når at spille hustruen Maj, alle spiller datteren Sonja. Det kan virke skizofrent, og måske forvirende, men er det ikke. Instruktøren Preisler formår på denne måde, at sætte en tyk streg under det forhold, at alle implicerede i en kompleks sag som en skilsmisse er netop det - implicerede.

Det er rigtigt nok ingens skyld, og hvis det er, er det nok min skyld. Og du er uskyldig, og jeg er uskyldig og hvem har så i grunden et ansvar? Hvem skal gøre noget mere? Hvem har gjort for meget? Hvem kan slet ikke mere? Siggi Óli Pálmasons minimalistiske scenografi sætter dramaet i centrum, og giver rum og plads til de mange store følelser, som vi er vidne til. Problemerne hober sig op, stem- ningen bliver tyk, og gode intentioner bliver gjort til skamme og forsvinder i forbitrethed. Og skuespillerne får efterhånden nok. De bliver sure og de blive tvære og de vil ikke være med mere! De vil ud af Preislers fortælling. De forsøger at flygte fra scenen, de forsøger at gøre noget, som Preisler ikke ville gøre. Men de kan ikke komme ud, for det er hans skilsmisse, og han kan gøre, hvad han vil. Han kan få datteren til at sige, at hun kan lide ham ligeså godt, som kun kan lide sin mor. Han  kan gøre sig selv til helten, han kan få sin ekskone til at indrømme, at det var hendes fejl. Han kan redde sit forhold til sin datter. Han kan endda måske redde sig selv.

Men det er blot teaterforestillingen, og Preislers dårlige samvittighed finder vej ind i hans utopiske, fiktive fortælling. Han pynter og han sminker og det fungerer rigtig godt. Så godt, at man ikke længere ved, hvad som er rigtigt, og hvad som er forkert. Det er et scenarie, som mimer den følelse af magtes- løshed og frustration, de fleste kender fra bristede forhold, fra skilsmisser og fra skænderier. Det er godt skrevet, og det er godt klaret. En skilsmisse skal opleves, fordi den udstiller et grimt fællestræk for mennesker. Fordi forestillingen viser os, at vi er egoistiske, at vi er vrede og at vi er sårbare og det er godt at blive mindet om.

En medrivende og oprørende forestilling om menneskelig egoisme, om stolthed, om store følelser om frygt og om tvivl.

 

Spiller frem til d. 4 marts på Aarhus Teaters mindste scene - Studioscenen

Af: Hassan Preisler
Scenograf: Siggi Óli Pálmasons Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin
Medvirkende: Kjartan Hansen, Mathias Flint, Christian Hetland, Anna Nøhr, Kirsti Kærn

Hassan Preisler (selv-)iscenesat

’En skilsmisse’ på Aarhus Teater er, til trods for fine musikalske indslag og god energi fra skuespillerne, en forestilling, der aldrig rigtig når ud over scenekanten.

Af Trine Wøldiche

Der er så meget Hassan Preisler på Aarhus Teater lige nu, at du kan svømme i det! Tapetet på scenevæggene er små billeder af Hassan Preisler. Historien handler om Hassan Preisler.

Skuespillerne bærer gummimasker, der ligner Hassan Preisler. Og nå ja, så er forestillingen jo netop skrevet af netop skuespiller og forfatter Hassan Preisler med udgangspunkt i hans egen skilsmisse.

En fragmenteret serie af nedslag i Preislers liv før, under og efter skilsmissen. Moqi Simon Trolin har stået for iscenesættelsen og Siggi Óli Pálmason for scenografien.

 

Musikalitet og illusionsbrud

En skilsmisse indledes med Paul Simon-sangen ”50 Ways to Leave Your Lover” sunget af forestillingens fem skuespillere (Anna Nørh Tolstrup, Kirsti Kærn, Kjartan Hansen, Mathias Flint og Christian Hetland). De fem deler rollerne som Hassan, hans (eks-)kone May, deres datter Sonja, Hassans mor samt flere unavngivne bipersoner.

Scenografien er enkel og forandres konstant gennem forestillingen. Til tider så meget, at det virker forstyrrende på dialogen.

Skuespillerne hopper ikke bare ind og ud af de forskellige roller, men også rundt mellem forestillingens forskellige metalag. Anna Nøhr Tolstrup træder ud af sin rolle som May; ”Jeg er ikke May” siger hun og skaber et illusionsbrud ved at adskille skuespilleren fra rollen. Hvorefter hun beskylder de øvrige skuespillere for kun at være med i forestillingen, fordi den er skrevet af Preisler og de bare vil være med i ”noget smalt og skævt. Ikke noget populistisk som på Store Scene.”

 

Preisler mod Preisler

Sådan fortsættes stykket igennem. Skuespillerne forsøger at påvirke Preislers tekst. At gøre noget uforudsigeligt og spontant, som Preisler ikke havde regnet ud. Aarhus Teater kalder En skilsmisse for en fiktionsleg. Men hvis intentionen er at lege med teatrets form, fungerer det ikke.

Alle fem skuespillere leverer god energi på scenen, men teksten virker alt for søgt. Det er tydeligt, at det kun er Preisler selv, der foregiver at gå imod Preisler. Og det gør stykket lidt fladt.

Ikke på noget tidspunkt i løbet af forestillingens godt to timer når følelserne ud over scenekanten. Hverken fra de sørgelige, de morsomme eller de skæve indslag.

Ny dansk dramatik kan meget mere end det. Det har Aarhus Teater selv demonstreret bl.a. med Nekrologer i 2012, hvor de fem elever på Dramatikeruddannelsen skrev hver deres enakter. Der var grin, gråd og tænders gnidsel. Alt det, der ikke var til En skilsmisse.

Der er rigtig meget Hassan Preisler at finde på Aarhus Teater, men det bliver desværre aldrig hverken rigtig interessant eller nyskabende.

En Skilsmisse

Spiller på Aarhus Teater, Studio frem til 4. marts 2017.

Dramatiker; Hassan Preisler. Iscenesættelse; Moqi Simon Trolin. Scenografi; Siggi Óli Pálmason. Skuespillere; Anna Nørh Tolstrup, Kirsti Kærn, Kjartan Hansen, Mathias Flint og Christian Hetland.

En Skilsmisse på godt og ondt

Ærlige glimt med gode opfordringer, vises i Hassan Preislers fortælling om sin egen skilsmisse.

af Camilla Boutrup Mathiasen

Et intimt følelses-kaos

En Skilsmisse, handler om Hassan Preislers personlige kamp og frontale sammenstød med skilsmissen.

Skildringen af Hassans forhold til hans ekskone May, foregår i glimt. Vi hopper frem og tilbage, i deres forhold fra før, under og efter skilsmissen. Vi møder også deres datter Sonia, der ikke helt forstår og uundgåeligt kommer lidt i klemme.

Glimtene illustrerer fint, det følelsesmæssige kaos, en skilsmisse nu engang er.

Desuden er forestillingen opsat på et af Aarhus Teaters mindre scener: Studio-scenen. Det lille lokale, gør det muligt at få øjenkontakt med skuespillerne. Hvilket gør oplevelsen langt mere intim.

Men på trods af det, blev forestillingen aldrig rigtig, en ud-af-kroppen-medrivende-oplevelse. Den var nærmere små glimt, af sandhed fra en skilsmisse, sat mere eller mindre tilfældigt sammen.

En sammenklippet skilsmisse

Forestillingen var eksperimenterende, og nogle ting lykkedes bedre end andre. Skuespillerne der skiftedes til at gå ind i de forskellige roller, uanfægtet af køn, fungerede. De bevægelige kulisser og de ærlige glimt, fungerede fremragende. Men den meta-lignende figur var lidt svært at vurdere. Var det meningen at skuespillerne, skulle forestille at gå ud af stykket og være dem selv? Skulle de være en meta-version af Hassan?

For mig virkede det overgjort. Det havde måske fungeret, og været sjovt en enkelt gang, eller to igennem forestillingen. Men i længden var det småtræls, og forvirrende.

Flere steder virkede det, som om Hassan og Mays forhold, var blevet klippet i stykker, kastet på gulvet og herefter tilfældigt sat sammen igen – med eller uden, nogle af de udklippede stykker:

Hvor blev scenen med brylluppet eller frierriget af? Findes der overhovedet skilsmisse uden?

Glimtene før, under og efter skilsmissen fungerede som de skulle. De formede et billede af kaos, hvor minderne ikke rigtig ville falde på plads, og hvem ved? Måske var det netop sådan, Hassan Preisler oplevede det.

Fascinerende detaljer

Siggi Óli Pálmasons anderledes og multifunktionelle scenografi, var perfekt egnet til forestillingens spring i tid. Den gav skuespillerne rigelige muligheder, for selv at kunne skabe de forskellige rum, og rammer som forestillingen kræver. Men selvom at forestillingen nådesløs kræver et multifunktionelt rum, bliver der stadig holdt godt ved detaljen. De flytbare vægge med hjul under, og spejle på den ene side, gemmer på en lille overraskelse. Hvis man kigger godt efter, er det farverige tapet, skabt ud af små billeder af Hassan Preisler.

Kostumeringen var enkel. En hvid t-shirt. Sorte bukser. Et bælte. Sorte kondisko med hvid bund. Alle skuespillerne var iklædt det samme. Det neutrale tøj, gjorde kostumeskift overflødige, når skuespillerne skiftede karakter. May, blev til datteren Sonia, der blev til en and. Eller Hassan, der forvandles til en svane, der blev en bogreol osv. Alle skift kunne foregå ved enkelte tilføjelser: Fjer holdt på ryggen, en boghylde på hovedet, en kittel eller et hårbånd.

Skuespillerne udviste en enorm fascinerende kropsbevidsthed, og sans for detalje, der i høj grad blev gjort brug af, gennem hele forestillingen. Som når Kirsti Kærn og Christian Hetland, spillede overfor hinanden. Som henholdsvis May og Hassan under og lige efter skilsmissen, fik man både ondt af dem, forstod dem og blev irriteret på dem på én gang, uden helt at kunne forklare hvorfor.

Kønshår og opfordringer

Flere gange under forestillingen, opstod der situationer som forekommer mere eller mindre almen kendte. Den ”plaprende” kæreste, efter sengetid. Den gode intention om at tage ud at spise, væk fra hverdagen, der ender med trælse hverdags diskussioner. Glimtene både trak i smilebåndene og fik det til at prikke ubehageligt i siden. For hvornår har man ikke selv (ved et uheld!), bragt kønshårene i risten op på et uheldigt tidspunkt?

Måske er glimtene i virkeligheden små opfordringer. Opfordringer til at sætte pris på  hinanden og huske at vise sårbarhed i hverdagen.

 

Det kreative team: Dramatiker: Hassan Preisler Instruktør: Moqi Simon Trolin Scenograf: Siggi Óli Pálmason Lys: Ise Klysner Kjems Teknik: Kim Glud Medvirkende: Kjartan Hansen Mathias Flint Christian Hetland Anna Nøhr Tolstrup Kirsti Kærn

”Det er mit fucking liv!”

”En skilsmisse” er en personlig og ærlig fortælling omkring skilsmisse – og et indblik i de tanker, frustrationer og det selvhad, som man gennemgår, når man mister sin partner

Af Frederikke Sølvsten Skriver Jacobsen 

”50 ways to leave your lover” af Paul Simon bliver sunget af skuespillerne Mathias Flint, Christian Hetland, Kjartan Hansen, Anna Nøhr og Kirsti Kærn, der alle iført hvid t-shirt og sorte jeans er placeret i hvidt spotlys i det sorte rum. Alle fem er musikalske, og det giver en dejlig start på en ellers trist historie. Skuespiller og forfatter Hassan Preisler har skrevet ”En skilsmisse” med udgangspunkt i egne oplevelser – Preislers egen skilsmisse. Moqi Simon Trolin har iscenesat denne moderne kærlighedshistorie. Stykket emmer af ærlighed gennem skrøbelighed, frustration og kærlighed, hvor vi følger Preisler og May. Preisler og Trolin har gennem karakterernes handlinger og dialoger opført et stykke med lige dele spænding og kompliceret handlingsforløb. 

Publikum er samlet i Studio på Aarhus Teater for at se en tragiskkomisk fortælling omkring skilsmisse – og det får de skam også. I første scene beskrives den passion, som nyforelskede oplever, hvor stykket slutter med den hjerteskærende nyhed – ekskonen har fundet ny kærlighed. Skuespillerne skifter roller og agerer rekvisitter sideløbende med et metalag, hvor de går ind og ud af rollerne og kommenterer på forestillingen. Preisler bliver derved en slags autoritær protokol, der dikterer skuespillernes handlinger og skæbne, som de ikke kan undslippe. Det tydeliggør den indre dialog, som Preisler, og nok så mange andre, har haft midt i en skilsmisse. Med få, enkle, skiftende rekvisitter, med uendelig funktioner, har Siggi Óli Pálmason skabt en scenografi, der gør det muligt for skuespillerne at blive en større del af stykket, fortællingen og skilsmissen.

Som den unge 24-årige voksen jeg nu engang er, var der undervejs jokes, som fløj lidt henover hovedet på mig som værende ikke-skilt og ugift ung kvinde. Men det var bestemt tydeligt, at alder og læren om kærlighed gjorde meget for publikum – der blev grint. Den tydelige ironi og skuespillernes livlige mimikker fik ”den stadig godtroende på evig kærligheds”-mig til at forstå og grine med. Især ved de store løfter og ”frynsegoder”, som mor og far desperat og trøstende lover deres barn.

”Du får to lejligheder. Er det ikke dejligt?”. 

// Call him Mr. Raider, call him Mr. Wrong, call him Mr. Vain

     Call him Mr. Raider, call him Mr. Wrong, call him insane //

Til lyden af  ”Mr. Vain” og pink lys danser Christian Hetland, Kirsti Kærn og Kjartan Hansen synkront, i mens Mathias Flint og Anna Nøhr har en af de obligatoriske diskomøder på klistret dansegulv – scenen, der beskriver jagten. Måske var denne opløftende for publikum, fordi natlige, diskotekmøder næsten er allemandseje. Ellers kom scenen på et tidspunkt, hvor sindet var godt fyldt med Preisler og skilsmisse.

 

Kære Hassan
Hvis man er i tvivl om, hvad narcissist betyder, så tag ind og se ”En skilsmisse”. Preisler er det med stort N. Stykket handler om hans egen skilsmisse, skuespillerne er Preisler, Preisler er autoriteten og hans prisvindende bog, ”Brun mands byrde” optræder som rekvisit og citering. Mit Preisler-meter var næsten nået sit max efter 1. akt. Men det blev vendt til det geniale, da sammenhængen optrådte. I den ellers dystre, triste og ret tunge 2. akt bevæger de 5 skuespillere sig rundt med masker af Hassan Preisler. De spiller forskellige udgaver af ham i eget selvhad, begær og selvmedlidenhed. Pludselig giver det mening, at Christian Hetland udbryder: ”Jeg er en byrde”. Det giver mening, at Kjartan Hansen hopper op og ned foran spejlet, imens han glad vinker og siger, ”Jeg er narcissist” – denne scene er desuden en afspejling af Hassan Preislers indre dialog. Og det giver virkelig mening, at Hetland udbryder, ”Det er mit liv. Det er mit fucking liv!”. 

Forestillingen taler om dét, som vi alle (næsten) genkender eller har været igennem. Det er dejligt at se en ærlig, personlig fortælling, hvor tornene på roserne gør ondt, når der bliver danset på dem.

Så kære Hassan,

Det var befriende at forstå, hvilke tanker vi gennemgår i et brud. Og det var opløftende at se historien fra et andet perspektiv end den, som vi unge har fra eget hjem eller venners hjem.

  

En skilsmisse

Af: Hassan Preisler
Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin
Scenografi: Siggi Óli Pálmason
Skuespillere: Kjartan Hansen, Mathias Flint, Christian Hetland, Anna Nøhr og Kirsti Kærn
Spilles i Studio, Aarhus Teater frem til 4. Marts 2017. 

 

 

Med Udsigt Til Hassans Navle

Efter succesen med forestillingen ”Brun Mands Byrde” (2014), overlader Aarhus Teater atter talerstolen til Hassan Preislers dæmoner i en forestilling, der trods et dynamisk og musikalsk ensemblecast med en skarpladt komisk timing desværre vil alt for meget og samtidig alt for lidt. 

Denne gang er det Hassans skilsmisse, der skal forkyndes for alverden fra Studioscenens black box.  Fem energiske, alsidige og musikalske skuespillere puster liv i Hassans mange ansigter og ord, og når scenerne kalder på en følelsesmæssig opstrammer, optræder de også som ømt terrasseband, der med banjo og ukulele genopliver Hassans playliste fra 90’erne, iført sort-hvidt antikostume, der kunne være Hassan Preislers hverdagsuniform.  

Men trods et lattermildt publikum denne aften på Studio udeblev åbenbaringen for denne anmelder, fordi skilsmissen desværre ikke formåede at kravle ud af Hassans egen navle, trods de meget realistiske parforholdsscener.

50 Ways To Leave Your Lover

Fortællingen udfoldes som lige dele skilsmisse og kærlighedshistorie i små enkeltscener i en ikke kronologisk struktur. Opbygning genspejler derved titlen på Paul Simons klassiske break up-sang, der fremføres afslappet tilforladeligt af skuespillerne i åbningsbilledet.   

De klassisk indlevede 1:1 scener bindes sammen via et fortællende lag, der reflekterer dels over Hassan og hans rolle i skilsmissen, dels over tekstens tilblivelse og dels over dens egen iscenesættelse af begivenhederne.  De to niveauer finder desværre aldrig den samklang, hvor det ene lag bringer os tættere på det andet lag i en gensidig vekselvirkning. Det skrøbelige øjeblik, hvor det går op for Hassans datter, spillet med smuk barnlig indlevelse og nysgerrighed af Anna Nøhr Tolstrup, at far og mor ikke finder sammen igen, skydes kontant til stolpe af skuespillerne, der pludselig kommer i tanke om, at de skal lave en afslutningsmonolog. Det er ”sårbart at elske” er første take - men det duer ikke! ”Det er en kliché!” Heldigvis kommer løsningen bogstaveligt talt svævende fra oven i form af et brev fra ekskonen Mai til Hassan: ”Kære Hassan, jeg har fundet en anden. Jeg vil hellere være hans luder end din kone” - Bum! - latterbrøl og black out!        

#JeSuisHassan

 ”Jeg er den slags forfatter, der skriver for at lære sig selv at kende”, siger én af Hassans inkarnationer, og det mantra har iscenesættelsen taget bogstaveligt. Det er Hassans erkendelse af Hassans dæmoner, der bliver udsigelsen i forestillingen. Disse dæmoner formidles med ironisk distance og eksistentialistisk lommefilosofi, og de udstilles også på scenografiens flytbare vægge, der løbende etablerer historiens forskellige settings. Fra disse skuer Hassan ned på skuespillerne fra det specialfremstillede Hassantapet, og hvis de var i tvivl om hans tilstedeværelse, så er det godt, at de i anden akt kan lade sig besætte af specialfremstillede Hassanmasker. - Jo tak - vi er er alle Hassan! Og hvis JEG var i tvivl, er det godt, at de roterende vægges anden side er beklædt med spejle, så både Hassan og jeg kan se os selv i øjnene.      

Hassans Bodsgang

Med tanke på den tårnhøje skilsmisserate, vi har herhjemme, og de personlige tragedier der følger i kølvandet, så er emnet skilsmisse jo knaldhamrende relevant og vigtigt at tale om, - men desværre bliver ”En skilsmisse” ikke meget mere end Hassans reflekterende bodsgang overfor sin ekskone og datter - nødvendig for Hassan og hans splittede familie, men desværre ikke almengyldig nok i hverken sit tekstforlæg eller sin iscenesættelse til for alvor at gøre sig nødvendig for- eller banke sig ind under huden på denne anmelder.         

 

Fakta:
En skilsmisse - en fiktionsleg
Dramatiker: Hassan Preisler med citater og inspiration fra kendte film.
Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin
Scenografi: Siggi Oli Pálmarson
Teknik og Scene: Kim Glud og Ise Kjems
Medvirkende: Kjartan Hansen, Mathias Flint, Christian Hetland, Anna Nøhr Tolstrup, Kirsti Kærn.
Spiller på Aarhus Teater til og med 4.marts kl.19.30.

’En skilsmisse’ har karaktertræk som en film

Hvad gør man, når man som skuespiller er med i et stykke, som ikke ender, som man selv vil have det? Ja, så må man prøve at skrive stykket om – og det er lige præcis, hvad skuespillerne prøver på i ’En skilsmisse’. 

Af Christina Qvist Clemens 

’En skilsmisse’ handler om Hassan Preisler, forfatter selv, og hans skilsmisse. Helt bagerst i Aarhus Teaters mindste sal kommer vi ind i Preislers indre univers, tanker og følelser. Stykket er allerede i gang, mens publikum træder indenfor og finder deres pladser. De fem skuespillere sidder alle i en sofa, hvor den ene af dem sidder på sofaens armlæn og spiller på stueorgel, mens de alle synger ”There must be 50 ways to leave your lover” – Vi skal nu høre, hvordan Preisler forlod SIN elskede.

Det går dog op for skuespillerne, at de ikke vil have hans historie, og de prøver desperat at skrive stykket om: ”Vi må ud af denne forestilling. Jeg vil ikke skilles, det er bare et teaterstykke. SKRIV DET OM”, råber de alle i kor, mens de sidder op ad spejle, der alle vender mod publikum. Vi bliver både mundtligt og visuelt gjort opmærksomme på, at vi sidder midt i et teaterstykke. Et teaterstykke som ingen af de tilstedeværende er herre over.

Filmisk oplevelse

Scenografien får på samme tid teaterstykket til at minde om en filmoplevelse. Der er konstante sceneskift, to situationer der spilles på samme tid og opmuntrende underlægningsmusik – både live og ikke-live. Selv historien synes inspireret af den amerikanske film ”Stranger than fiction” fra 2006, hvis omdrejningspunkt også omhandler dilemmaet i, at filmens hovedperson er med i en fortælling, som han har lyst til at ændre. Kombinationen af de intense lysinstallationer og lyd skaber mange forskellige typer af stemninger og mulige lokationer, som det også ses på film.

En humoristisk skilsmisse

’En skilsmisse’ er en forestilling med skarpe og intense skuespillere og dialoger. Den skildrer en trist situation i forfatterens eget liv. Men den ellers triste situation, som en skilsmisse nu er, opnår et humoristisk niveau med et charmerende ensemble bestående af Kjartan Hansen, Mathias Flint, Christian Hetland, Anna Nøhr og Kirsti Kærn og en fascinerende scenografi af Siggi Óli Pálmason og iscenesættelse af Moqi Simon Trolin.

Fortællingen afbrydes konstant

Skuespillerne afbryder konstant fortællingen og kommenterer på Hassan Preislers fortolkning af skilsmissen - det kan både virke forstyrrende, men også tankevækkende. Det er ikke en forestilling, hvor man slår sig tilbage i sædet og får forestillingen serveret. Det er en forestilling, hvor man bliver nødt til at tage stilling til afbrydelserne og holde tungen lige i munden, for ikke at miste grebet om stykkets medrivende fart.

Den lille scene bagerst i Aarhus Teater åbner dermed op for et stort univers, der giver stof til eftertanke. Er vores eget liv og vores livsfortælling lige så konstrueret og svær at bryde ud af?

 

Aarhus Teater 

Kan opleves indtil d. 4 marts 

Spiller på scenen: STUDIO

Forfatteren Hassan Preisler optrådte selv på Aarhus Teater i 2014/15 med sin selvbiografiske forestilling ”Brun Mands Byrde"

Selfie-forestilling med tykt filter

Små glimt af skærende sandheder prægede Hassan Preislers forsøg på at lave et selfie-præget teaterstykke om sin egen skilsmisse, men filteret til Preislers inderside skærmede for autenticiteten. Stykket kom aldrig helt i dybden eller helt ud i det opsigtsvækkende.

Af Cecilie Højlund Wibe

Klædt i sort og hvidt skildrer forestillingens fem skuespillere Preislers egen skilsmisse set fra hans eget, konen Majs og datteren Sonjas perspektiv – dog gennem Preislers linse. Skuespillerne skifter løbende roller, så de på skift udfolder de tre karakterers drastisk skiftende sindstilstande. Vi ser den brusende forelskelse, det flerårige kæresteforhold og et ulykkeligt ægteskab med en tilhørende datter, Sonja. Og vi ser trivielle, meningsløse hverdagsskænderier blive udfoldet på de skrå guldbrædder. Den gradvist koldere luft mellem parret er blandt andet symboliseret i to solide grå jern-borde, der er placeret imellem dem under måltiderne. Disharmonien i parforholdet kulminerer, da Preisler på Sonjas opfordring hysterisk hopper dansende rundt i det offentlige rum, mens han desperat og insisterende råber ”DET HER ER MIT LIV”. Vi fornemmer en Preisler, der falder fra hinanden. En mand, der lever et liv i kulissen, hvor han skal præstere, men ikke kan – hverken over for verden, sig selv eller Sonja. En mand, der er fanget i identitetsforvirring, retningsløshed, meningsløshed, forudsigelighed, fangenskab og ikke mindst skyldfølelse.

Preisler spiller på række spændende tangenter. Hvem bærer skylden i en skilsmisse? Hvorfor mislykkes ægteskabet? Preisler vender vrangen ud på sig selv og sætter sin egen egoisme, sindsforvirring, selvrealisering og stolthed i rampelyset. Vi griner og lader os underholde af Preislers sørgelige skæbne, men jeg vil påstå, at de fleste i salen i al hemmelighed genkender sig selv i dele af hans personlige kampe. Og det er godt.

Dog mangler jeg det dybe eller overraskende element, der gør, at jeg tager noget nyt med mig hjem. Med en skilsmisserate på 48% i Danmark rammer Preisler et hyppigt fænomen. Men han får kun skrabet det øverste jordlag; det vi i forvejen kender til. Jeg mangler de dybe spadestik, som leder mig ned til det ukendte. Derned, hvor jeg undres, udfordres og provokeres. Når skilsmisseraten er så høj, som den er, må der være noget grundlæggende galt i vores måde at indgå i et ægteskab på. Der må være noget at hive fat på i selve vores indstilling til, hvad et ægteskab er - eller bør være. Jeg synes dermed ikke, at selve forestillingens indhold lever op til det, som der potentielt kunne være blevet udfoldet, når Preisler vil skildre en skilsmisse.

Ikke desto mindre formår de fem skuespillere at udføre forestillingen på fornem vis. Både kvinderne, Anna Nøhr og Kirsti Kærn og mændene, Kjartan Hansen, Mathias Flint og Christian Hetland, er hyper-energiske i deres fremtoning, og med Studios lille scene er de så tæt på publikum, at jeg er bange for at få spyt i øjnene. Deres præstation topper, da de griber til guitaren og sangstemmerne - lige fra et velkomponeret Dolly Parton-cover til en flot mandeduo med guitarspil, der leder mine tanker hen på kærestesorger som teenager.

Det er således selve plottets indhold, jeg slår ned på - snarere end måden, det blev udført på. Jeg efterspørger ikke et ægteskabskursus forklædt i en teaterforestilling, men en forestilling, der udvider - fremfor bekræfter - mit perspektiv på, hvad en skilsmisse er.

Måske bærer forestillingens selfie-præg med filter netop præg af det, selfies er: Et overfladisk billede på en virkelighed, der rummer noget langt dybere, end selfies kan vise.

 

Spiller frem til d. 4 marts på Aarhus Teaters mindste scene - Studioscenen

Af: Hassan Preisler

Scenograf: Siggi Óli Pálmasons Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin

Medvirkende: Kjartan Hansen, Mathias Flint, Christian Hetland, Anna Nøhr, Kirsti Kærn

Velkomponeret narrativ i Hassan Preislers skilsmissehistorie

…der dog taber pusten med sin længde 

Af Emilie Hackenberg Alstrup

På Aarhus Teater kan man lige nu opleve to slags skilsmissehistorier; den ene er den græske tragedie om Medea, hvis sorg og hævn vi følger på tætteste hold, og så er der ”En skilsmisse” på Studio Scenen. Et ny skrevet drama af Hassan Preisler, hvor hans egen skilsmisse danner grundlag for undersøgelsen af skilsmisseproblematikken samt legen med fiktion. Et virkeligt interessant omdrejningspunkt, men forestillingen bliver desværre for langtrukken.

Velvalgte virkemidler

Handlingen er ganske simpel; den tager udgangspunkt i to mennesker, der ikke længere kan finde ud af at være sammen, og de må finde ud af at afslutte deres ægteskab på den bedst mulige måde – også for datterens skyld. I forhold til fiktionslegen, som Preisler har inddraget i teksten, benytter forestillingen sig af nogle metoder, der må siges at være gavnlige og velvalgte til denne historie. Vi har fem skuespillere, tre mænd og to kvinder, til at fortælle historien, og forestillingen indledes med, at disse fem skuespillere synger Paul Simons ”50 ways to leave your lover”. Det giver rigtig god mening for forestillingen, at der er fem spillere om at udgøre to personer samt datteren. De vekselvirker nemlig hele tiden mellem, hvem der spiller hovedpersonerne. På den måde arbejder de også med meta-laget, hvor man som spiller kan trække sig ud af fiktionen og reflektere over situationen. Publikum bliver altså inddraget i fortællingen om, hvad der er sandt og falsk. Forestillingens æstetik bærer også præg af dette fælles narrativ, hvor skuespillerne er helt ens i deres udtryk – de bærer alle sorte jeans, hvid t-shirt og sneakers. Scenografien er skuespillerne også en del af, da den udgøres af en række sætstykker, som skuespillerne selv rykker frem og tilbage til de forskellige scener. Derudover agerer skuespillerne også som rekvisitter, idet de holder på en reol og et sæt lamper. Et meget stærkt etableret fælles narrativ, som både omkranser fiktionslegen og den forvirrende skilsmisse.

 

Vi kunne blot have nøjes med første akt

Men det forbliver dog ikke en 100% vellykket forestilling. Den er rigtig stærk i sin første akt, hvor man tydeligt mærker effekten af det fælles narrativ samt skilsmissens ubehageligheder. Første akt slutter dog, som var det hele forestillingens punktum. Skuespillerne sidder helt tæt på publikum og skriger i kor: ”Hassan, du skal skrive mig ud af historien! ”. For mig kunne det ligeså godt have været hele forestillingens slutning. Der er nemlig ikke opbygget en spænding mod pausen, som jeg kan vente på, bliver forløst i anden akt. Det virker ikke til, at der er mere at komme efter. Budskabet er modtaget klart og tydeligt. Men det fortsætter altså i anden akt, som blot virker til at være en gentagelse af første akt. Ingen umiddelbare nye pointer. Dog skal det fremhæves, at andens akts første scene er et meget klart billede på fiktionslegen, da den foregår i en retssal, hvor sandheden skal komme til orde. Anden akt kommer mere og mere til at handle om Preisler, og det bliver på en eller anden måde noget internt navlepilleri, som vi egentlig ikke behøver i denne forestilling. Forestillingen havde været en langt stærkere oplevelse for mig, hvis den var blevet kortet ned til det halve, da der ikke bliver udviklet på effekterne, som egentlig er gode nok i sig selv, men som ikke kan bære en forestilling på 2 timer og 15 minutter.

 

Man må sige, at instruktøren og scenografen har tacklet teksten rigtig godt i forhold til at gøre brug af nogle virkemidler, som understøtter Preislers intentioner. Det skal forestillingen helt klart have cadeau for. Men jeg kan altså ikke komme udenom, at jeg i sidste ende synes, det bliver for langtrukkent – som om der ikke har været et godt øje for, hvilke scener der nemt kunne undværes, så forestillingen kunne intensiveret. Det er nemlig en rigtig spændende historie, som de fleste skilsmissepar vil have glæde af at se. Forestillingen kan virkelig noget – den skulle bare have været kortere.  

   

Af: Hassan Preisler
Instruktion: Moqi Simon Trolin

Scenografi: Siggi Óli Palmason
Teknik og scene: Kim Glud og Ise Kjems
Medvirkende:Kjartan Hansen, Mathias Flint, Christian Hetland, Anna Nøhr Tolstrup og Kirsti Kærn

Én historie om en skilsmisse

Der er altid to sider af samme sag, lyder pointen i ”En skilsmisse” på Aarhus Teater. Forestillingen er godt skruet sammen, men wow-effekten udebliver 

Af Louise Højmark

En selfie er et billede, man har taget af sig selv. En form for selvfremstilling og en måde, hvorpå du kan bestemme præcist, hvordan du gerne vil tage dig ud. Dette selfie-greb bruger dramatiker Hassan Preisler i forestillingen ”En skilsmisse” med undertitlen ”En selfie-biografi,” der lige nu spiller på Aarhus Teaters Studio-scene. ”There must be 50 ways to leave your lover,” synger de fem skuespillere i forestillingens begyndelse. Der må også være 50 måder at fortælle om en skilsmisse på, alt efter hvem der har taletid, er Preislers tydelige budskab.

”En skilsmisse” er tilsyneladende skabt som en dekonstruktion af en skilsmisse. Historien er altså blevet nedbrudt i forskellige dele, som Preisler så har samlet på ny til en fragmenteret fortælling om forholdet til og skilsmissen fra ekskonen May, med hvem han har datteren Sonia. Skænderierne, de lykkelige stunder, ja, alting blandes og sættes sammen i ikke-kronologisk rækkefølge. En Google-søgning viser, at navnene May og Sonia også i den virkelige verden tilhører Preislers ekskone og datter. Krogen til Preislers egen historie understreges yderligere af skuespillernes konstante gøren opmærksom på, at de godt ved, de er med i et teaterstykke. Replikkerne ”Jeg er ikke May. Jeg er en, der formidler Hassan Preislers billede af May” og ”Det her er et eksperiment, formen er præget af et eller flere metalag,” lyder inden for de første 10 minutter. Den slags henvisninger vender med jævne mellemrum tilbage forestillingen igennem. På den måde understreges igen pointen om, at en historie altid har flere sider. Måske særligt i en skilsmisse. I et Danmark, der for et par år siden opnåede det højeste antal skilsmisser nogensinde, er Preislers budskab nok relevant at summe lidt over. Om historien så generelt giver perspektiv på verden, eller om der blot er tale om navlepilleri fra Preislers side, er et andet spørgsmål. 

Scenografisk er forestillingen legende. Lys og musik tilpasses fortællingen, så en retssag foregår under skarpe projektører, mens en fest illustreres med lyserøde toner og diskomusik. De mange sceneskift og skillevægge, der rykkes frem og tilbage, skilles ad og samles, glider som en kælk i nyfalden sne: Der er ingen bump undervejs, der forstyrrer oplevelsen og får mig til at falde af. Også den måde, hvorpå skuespillerne skiftes til at portrættere henholdsvis Hassan, May og Sonia - og svaner og lamper - forløber, uden at jeg som iagttager forvirres. Forestillingens tone er grundlæggende humoristisk, og der er indlagt plads til gode grin undervejs, som da skuespiller Mathias Flint i en retssag gør et stort nummer ud af sin tydeligt falske dommerparyk. Generelt leverer alle fem skuespillere dog den humoristiske vare, og jeg har ikke en favorit blandt Kjartan Hansen, Christian Hetland, Mathias Flint, Kirsti Kærn og Anna Nøht Tolstrup. Tværtimod bringer de hver især nye udtryk til portrætteringen af særligt Hassan og May, hvilket er en fin påmindelse om, at mennesket jo netop er en sammensat størrelse.

Jeg kan godt lide forestillinger, der giver mig følelsen af, at jeg ikke fuldstændig har luret alle detaljer. Eller budskabet. For det giver stof til eftertanke. ”En skilsmisse” klarer næsten udfordringen. Tempoet er højt, historien og metalaget interessant. Det samme er det dekonstruktivistiske greb, som Preisler tilsyneladende har ført videre fra debutromanen (og senere teaterforestillingen) ”Brun mands byrde” fra 2013. Men jeg kan ikke lade være med at føle, at Preislers godt to timer lange pointe, om at der nok er flere sider til den sande historie om en skilsmisse, er blevet stoppet lidt for tilstrækkeligt ned i halsen på mig. Jeg bliver aldrig fuldstændig blæst omkuld eller rørt, og derfor udebliver wow-effekten. Måske man selv skal have oplevet en skilsmisse for virkelig at få fortællingen ind under huden?

En skilsmisse

  • Spiller frem til 4. marts på Aarhus Teaters Studio-scene.
  • Af Hassan Preisler. Instruktion: Moqui Simon Trolin. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. Lys: Ise Klysner Kjems. Teknik: Kim Glud.

 

En selvisk selvcentreren

Det store er ikke at være dette eller hint, men at være sig selv. 

Af Hassan Preisler (i form af Kim Hinrichsen) 

Lad mig være ærlig. Hudløst ærlig. Jeg skammer mig over min skilsmisse. Ikke så meget hvad, der blev sagt. Mere måden det blev sagt på. Ikke ordene i sig selv. De var såmænd rigtige nok. Som skrevet til situationen. Men de var ikke mine. Ikke sådan rigtigt. Og når jeg forsøgte at gøre til mine, så blev de gjort til skamme. Selv når det kom helt tæt på, var det som om, at jeg så og sagde det hele bag en maske.  

Men var altså ikke ordene den var galt med. Mere måden de faldt på. Pladask. Patetisk. Preisler. Løsningen blev at få det hele lidt på afstand. At smøre et klægt, klichéfyldt lag meta ovenpå hele molevitten. Jeg havde en idé om, at hvis jeg sørgede for at holde tingene ud i strakt arm, kunne jeg virkelig se dem. Se sandheden. Men da jeg først havde lagt ét lag meta og trådte et skridt tilbage, så var det ikke helt rigtigt. Ikke ærligt nok. Måske for ærligt. Jeg ved det ærligt talt ikke. Rigtigt var det i hvert fald ikke. Så prøvede jeg med et ekstra lag meta ovenpå metaen, for ligesom at gøre det nederste lag meta mere meta. Det virkede heller ikke. Så prøvede jeg med et lag meta, som ligesom kommenterede på det lag meta, der var lagt ovenpå det sidste lag meta, for ligesom at gøre det hele lidt mere meta. Men det var som om, at det lag meta mere ophævede det midterste lag meta, og betød at der kun var det nederste lag meta - eller måske det øverste lag meta - hvilket af dem ved jeg ærligt talt ikke. I hvert fald var jeg nede på et enkelt lag meta, hvilket ligesom ikke var meta nok. Så løsningen blev at smøre et ekstra lag meta ovenpå metaen, der kommenterede på den meta, der var ovenpå den meta, der var blevet hældt udover den oprindelige meta – den meta, der svævede over hele min skilsmisse. Til sidst stod jeg midt i metaen og havde mistet jeg grebet. Metaen blev materie, der fjernede fokus fra følelserne. Det det hele skulle handle om.

Stykket blev aldrig dette eller hint. Jeg troede, at hvis jeg bare havde modet til at være sårbar, lille, at turde være mig selv, så skulle resten nok komme. Det gjorde det aldrig. Men det var ærligt talt ikke min skyld. 

 

Spiller på Aarhus Teater, Studio frem til 4. marts 2017.
Dramatiker: Hassan Preisler.
Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin.
Scenografi: Siggi Óli Pálmason.
Skuespillere: Anna Nørh Tolstrup, Kirsti Kærn, Kjartan Hansen, Mathias Flint og Christian Hetland.

NO SECOND DATE TIL HASSAN PREISLER

 Skyldtes det, at jeg ugen forinden havde været ude med svigermors drøm og derfor ikke var helt fair i mine krav til den nye date? Eller ville jeg under alle omstændigheder have kedet mig i løbet af aftenen? Uanset hvad formåede ’En Skilsmisse’ aldrig at feje benene væk under mig på samme måde, som ’Erasmus Montanus’ havde gjort det ugen forinden – ja, den trak faktisk ikke engang stolen pænt ud fra bordet.   

Af Sara-Lisa Schuster-Rossel

Forestil dig følgende scenarie: Det er datenight, og selvom du er ny i gamet, er du overbevist om, at det nok skal blive en god aften. Forventningerne er høje – ikke mindst fordi du i sidste uge kom hjem fra en yderst vellykket første date med en anden og tænkte, at det da ikke var så slemt. Det skulle prøves igen.

I mødes. Settingen er god: Rummet er sparsomt møbleret, lyset tilpas dæmpet og udseendet fejler heller intet – alt virker lovende. Men så begynder personen overfor dig at tale. Og det i et så hæsblæsende tempo, at du efter kort tid indser, at der ikke vil blive nogen date nummer 2. Sådan kan mit møde med Hassan Preislers ’En Skilsmisse’nogenlunde beskrives.

Alt virkede ellers lovende den onsdag aften på Aarhus Teater. Publikum blev budt velkommen af stykkets fem skuespillere med en flerstemmig udgave af Paul Simons ’50 ways to leave your lover’. Således var separationstemaet lagt for forestillingen, men også, skulle det vise sig, for aftenens indre opgør med mig selv. Et opgør, der efterhånden fik den noget uopfindsomme titel ’50 ways to leave a teaterforestilling’, idet min hjerne hurtigt begyndte at lede efter undskyldninger for at gå fra den mislykkede date. Men jeg blev siddende.

’En Skilsmisse’ præsenterede så mange rolleskift, metafortællinger og spring i tid, at selv Nolan-brødrenes tunger ville blive udfordret.

Hvor både de indlevende skuespillere, effektfulde kulisser og en velført lyssætning formåede at få meget ud af lidt, endte det omvendte med at være tilfældet for stykkets overordnede vision. ”Metalag afdækker forfatterens intelligens”, hævdes det halvvejs i stykket, og spørgsmålet var, om strukturen ikke netop blev for intelligent – også for instruktøren selv. Ville Preisler for meget? Tabte han publikum undervejs? Outplayede han så at sige sin egen fortælling, så han endte med at stå alene tilbage med al genialiteten?

På trods af en eksperimenterende og for så vidt nytænkende opsætning rykkede ’En Skilsmisse’sig ikke videre end det forudsigelige.

Selvom papiret var autobiografisk, og der derfor stod både Hassan, May og Sonja på indpakningen, så viste gaven sig at være ganske almen: Ja, mor og far er ikke længere så forelskede, som dengang de mødte hinanden. Ja, retssager og skilsmissepapirer får det grimme frem i folk. Ja, mor og far havde hed sex og simultane orgasmer, da de var unge og nyforelskede. Ja, mor og far troede, at et barn var løsningen på problemerne. Ja, manden finder en ung elskerinde. Ja, elskerinden vil også elskes. Og ja, barnets verden ramler sammen, når det én gang for alle får at vide, at mor og far ikke finder sammen igen. Men hvor er det nye og overraskende? Havde man ikke (som en anden HP fra Ukendt Kunstner ville have sagt) hørt alle linjerne før?

På den måde blev stykket aldrig for alvor til mere end nogle personificerede klichéer med instruktørens eget navn på, og da forestillingen sluttede, sad man derfor tilbage med følelsen af netop at have afsluttet en dårlig date. Den dér følelse af at have brugt to timer på en person, som man ikke kommer til at møde igen, og hvis livshistorie derfor pludselig virker frygteligt uvedkommende.

Hvad kan det skade, tænker du, at have fået et indblik i en anden persons fortid og tanker? At være blevet klogere på et andet menneskes livshistorie? Ikke noget umiddelbart. Men skal jeg være ærlig, så ville jeg hellere have været på date den aften med en overfladisk og fiktiv Hollywood karakter end Hassan Preisler.

She just left.  

Hassan Preisler rammer det almene gennem narcissismen

Med Hassan Preislers personlige skilsmisse udfoldes en almen livshistorie på Aarhus Teaters mest intime scene, Studio.

Af Kyla Andersen

En Skilsmisse er en kvik og energisk forestilling, hvor rytmen og timingen regerer og hvor narcissismen tages så langt ud, at den nærmest krakelerer. Man griner fordi universet er alt alt for meget… og lidt for genkendeligt.

Fra Hassan Preislers hånd
Hassan Preisler er dramatikeren, der har skrevet stykket. Men han er også hovedfiguren. Og han er navnet på den Big Brother-agtige stemme, som stykkets figurer desperat kalder på, når de forsøger at undslippe fiktionen og dens skaber.

Man får med Moqi Simon Trolins iscenesættelse af En Skilsmisse lov til at skue ind i en fremmeds privatliv. Én, der selv har åbnet døren. Man får et kig helt ind i Preislers krop og forskellige bevidsthedslag; men hele tiden som han ønsker - eller i hvert fald vælger - at fremstille det. Og netop subjektiviteten forsøger man i forestillingen ikke at lægge skjul på – den er selve det tematiske omdrejningspunkt.

Kun få minutter inde i stykket afbryder figurerne fortællingen og sætter spørgsmålstegn ved forholdet mellem fiktion og virkelighed. ”Det kommer ikke fra min mund, men fra Hassan Preislers hånd” lyder det fra ekskonen, Mai. Og det er jo forståeligt nok at netop denne figur ikke er tilfreds med at optræde som hovedpersonens antagonist i en fortælling om deres skilsmisse. For hvad med hendes side af sagen? Det bliver som en indre dialog i forfatterens hoved. Hvad kan man tillade sig, når man har med selvbiografisk materiale at gøre?

Smidigt skuespil

De fem skuespillere, Kjartan Hansen, Mathias Flint, Christian Hetland, Anna Nøhr og Kirsti Kærn har alle i deres spil en skøn komisk timing og arbejder i et imponerende tempo i løbende udskiftning mellem fortællerpositioner og rollerne som bl.a. Hassan, ekskonen Mai, datteren Sonja, den døende mor, psykologen og elskerinden.

Men også mellem at spille rollerne - og at spille rollerne som skuespillere, der springer ud af rollerne, ud af fiktionen. Ja, metalagene bliver hurtigt langhårede på skrift, men kører som smurt på scenen.

Stykket er et enormt puslespil af scener, der springer frem og tilbage i kronologi. Og ud over at etablere de mange overgange med musik- og lysskift, markeres de af skuespillerne, der smidigt suser rundt og nærmest bliver ét med den mobile scenografi, som består af halvvægge, der løbende rokeres rundt og skaber nye rum.

Det almene 

Under forestillingen skiftede jeg hele tiden mellem at græmmes over det næsten grotesk navlepillende univers, hvor alt centrerer sig omkring forfatterens selv, og at falde ind i et genkendelsens grin.

For selvom det handler om kunstneren, der vil lykkes og skrive banebrydende dramatik - så handler det i samme åndedrag om dig og mig. For i figurernes forsøg på at flygte ud af stykket søger de tilflugt der, hvor de regner med, at Hassan Preisler ikke kan finde dem: i hans barndom og i hans skam. Og når vi kommer helt ind i hjertekulen på den plagede kunstnerfigur, som for alt i verden ikke vil være banal – så møder vi os selv. Det almene. Det banale.

Skrevet med selvironi

Det kan man simpelthen ikke, det her, tænkte jeg, da tapetet på en halvvæg viser sig at være hundredevis af små Hassan Preisler-ansigter, samtidig med at hans bestseller, Brun Mands Byrde, står udstillet på scenens bogreol, og hans stemme lyder over anlægget med et ”Hvad er der?”, da de råber ud i salen: ”Hassan Preisler kan du høre mig?”. Han er allestedsnærværende med sin persona.

I begyndelsen mente jeg, at forestillingen havde et problem ved ikke at hæve sig over individfikseringen i en individualiseret verden. Jeg ville hellere have en modgift.

Men det er skrevet med både en så stor selvironi og ærlighed, og taget så langt ud, at man kun kan tage hatten af for projektet. Hassan Preisler er ikke enestående selvoptaget – han tør bare stå ved det.

Forestillingen er en humoristisk, relevant og intelligent leg med identitet og med forhold mellem mennesker. Og den er skrevet med rod i sorgen, tabet, skilsmissen – så lige bagved komikken og grinet ligger alvoren gemt.

 

En Skilsmisse. Aarhus Teater, Studio. Til 4.3. Dramatik: Hassan Preisler. Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. 

EN HÅRD SKILSMISSE I EN SUPER PRÆCIS INDPAKNING

Skuespillere, lys og musik sprudler i et præcist sammenspil, i en forestilling hvor Hassan Preislers manipulerende ego bliver den største både fornøjelse og forhindring for ham selv og sit publikum.

Af Rikke Frigast Jakobsen

Hassan Preislers tilstedeværelse er konstant i En Skilsmisse, der netop har spillet sidste forestilling på Århus Teater. Han er værkets dramatiker, det er hans egen skilsmisse han skriver om, han er værkets hovedkarakter/protagonist, og der tales også direkte til ham, som var han fysisk tilstede i rummet. Det er en stor omgang ego, der formidles og forløses i en indpakning af et højt teaterteknisk niveau.

 

Narcissisten Hassen Preisler

De fem skuespillere tager form som nærmest psykotiske skabninger på gulvet og hver især agerer de Hassen Preisler – sygeligt fortabt i sig selv: ”Jeg er narcissist” gentager Kjartan Hansen gang på gang, mens han har nærmest seksuel omgang med sit spejlbillede.

Vi følger Hassan Preislers skilsmisse gennem en lang række fragmenterede tanker og situationer. Gennem skuespillerne svarer eller kommenterer han på alt det, der udspiller sig på scenen. Han afbryder hele tiden de tanker, jeg gør mig omkring ham og de scenarier, der skabes på scenen, ved selv at italesætte dem i forestillingen. Det er lag af meta, jeg slet ikke kan tælle til.

Men da skuespillerne ifører sig slatne gummimasker, der skal ligne Hassen selv, har man fået nok. Maskerne er unødvendige, for han er allerede overalt på scenen, og egoet bliver her en forhindring for at forstå hans egentlige smerte.

 

Ensembleskuespillerens renæssance

Oplevelsens største force ligger i skuespillernes nuancerede og musikalske spil og i deres ansigt, som ofte spiller direkte ud til os. Vi kan se hvis læben sitrer, hvis øjnene dør eller hvis replikken kommer bag på dem selv.

En længere og ret alvorlig monolog om en hjernesvulst komplementeres af tre skuespillere, der folder sig ind og ud, som en blomst med maverne tæt sammen og rygsøjlen i bølgende bevægelser. Det er lige dele komisk og spændende. Skuespillerne agerer skiftevis hovedkarakterer, ænder, bogreoler og læger og rykker rundt på scenografi og rekvisitter i et præcist koreograferet flow.

Ensembleskuespilleren får virkelig en renæssance i denne opsætning.

 

Kjartan er cool

Mathias Flint leverer i min optik værkets absolut mest helstøbte karakter. Der er en autoritet og en naturlighed i hans spil, der gør hans portrættering af Hassan til den mest komplette.

Alligevel er ingen ligeså cool som Kjartan. Han spiller i et gear under sine medspillere, og hans underspil indeholder en ydmyghed og en sårbarhed, som man ikke på samme måde mærker hos de andre. Hans væsen står på en måde i dyb kontrast til Hassans eget og giver forestillingen en nuance, som Hassan ikke selv har kunnet skrive. Det klæder forestillingens ego med en spiller som ham.

 

En brutal rundtur i følelsesregisteret

”Vi skal videre” siger en skuespiller til ham, der agerer Hassan, og som står dybt berørt midt i en scene, hvor hans mor sover ind på hospitalet. Og selvom Hassen stritter imod skifter scenen, og vi finder hurtigt Hassan i en helt ny situation. Man bliver revet rundt i en følelsesmanege. Man når kun lige at blive draget af en personlig fortælling eller et rørende sammenspil, før scenen skifter og man bliver nødt til at grine, selvom kroppen slet ikke er klar. Man er på hurtig og brutal rundtur i sine følelser, præcis som man må være det under en skilsmisse.

De konstante skift står helt skarpt, fordi sammenspillet mellem den minimalistiske scenografi, lys, musik og skuespillerens bevægelser er indøvet så præcist.

Iscenesætter Moqi Simon Trolin har i samarbejde med scenograf Siggi Óli Pálmason skabt et univers, der skifter mellem disse vanvittige og troværdige situationer på rekordtid. Og det er beundringsværdigt og simpelthen bare vanvittigt fedt.

 

Et bevidst ego (metaego)

Jeg er ikke helt klar over, hvordan jeg skal forholde mig til Hassan Preislers egotrip, fordi det er så ærligt og samtidigt grænser til det usmagelige. For bliver man mere eller mindre egocentreret af at være bevidst om, at man er det? Og vil han med dette værk gøre os bevidste om, hvor egocentriske vi alle sammen selv er? Det virker lidt som om, at det netop er Hassans manglende tillid til og tilstedeværelse i sine omgivelser, der får tingene i hans verden til at smuldre. Men han er bevidst om det. Måske vi kan lære noget af det?

 

“En Skilsmisse”. Tekst: Hassan Preisler. Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. Lyddesigner: Ise Klysner Kjems. Århus Teater.