Holberg reloaded – galt eller genialt?

Oplev en på samme tid traditionel og helt ny udgave af Erasmus Montanus på Aarhus Teater.

Af Trine Wøldiche

Glem alt, hvad du ved om Holberg. Og dog… For selv om opsætningen af Erasmus Montanus på Aarhus Teater indeholder både blodbad, store oppustelige ting, nøgenhed og et helt marchorkester, er der dog alligevel en rød tråd til Holbergs dramatik.
Men er det bare galt eller er det rent faktisk genialt?


Erasmus Montanus er fortællingen om bondedrengen Rasmus Berg, der har studeret i København og vender tilbage til landsbyen (og sin forlovede) som et nyt, bedrevidende menneske, der sætter spørgsmålstegn ved alt det, landsbyboerne opfatter som uomtvistelige sandheder. Han kalder sig nu Erasmus Montanus og insisterer på, at jorden er rund, hvilket ikke falder i god jord i landsbyen, og i særdeleshed ikke hos hans svigerfar.


Holbergs komedie er kendt for sin tvetydighed. Hvem griner publikum af? Af de lærde, bønderne eller sig selv? Denne tvetydighed har Aarhus Teater i samarbejdet med Christian Lollike og teater Sort/Hvid ført up to date i en alternativ version af Holbergs klassiker.

Tomater, paphuse og religionssatire
Allerede før forestillingen går i gang kan publikum betragte scenografien. En landsby bygget op i sort/hvidt af papskiver. De skrå brædder er udskiftet med en trappe, der stiger op mod kirken bagest på scenen – badet i et guddommeligt lys. Kontraster, religion og verdensopfattelser. Scenen er sat. Nu mangler bare aktørerne.

Der uddeles tomater til publikum på de forreste rækker, som pænt må sidde med dem i hånden næsten frem til stykkets slutning. Forestillingen indledes med korsang, som er gennemgående gennem hele forestillingen. Smukt, rent og i slowmotion. Det hele er karikeret. Fra kostumer og make-up til de overdrevne mekaniske bevægelser, der suppleres af den tydelige mekaniske lyd fra teknikken i rullebåndet på scenen.

Lollike fører Holbergs tematikker frem til nutidens debatter omkring danskhed, kristne værdier og fremmedfrygt. Det handler stadig om tvetydighed og modsætninger. Ytringsfriheden tages op til overvejelse. Skal alt siges og gøres, blot fordi man har ret til det? Må man fornærme andres religion eller verdensopfattelse i ytringsfrihedens navn? Så langt er pointerne tydelige. Men stykket emmer også af vold. Jeppe tæver sin søn. Jeronimus både sin kone og sin datter. Men hvad er pointen med volden? Det står mindre klart frem.

Erasmus svælger stykket igennem i eksistensfilosofi. Bevidstheden skaber virkeligheden, og landsbyboerne er ofre for deres egen blindhed. Det bliver helt konkret, da han konfronterer Per Degn med dennes såkaldte hus. For hvor er gangen og soveværelset i den tomme papskive, der forestiller huset på scenen? Hvor er den verden, de taler om? Det hele er en illusion.


Fra Holberg til surrealistisk mareridt
Langt hen ad vejen følger iscenesættelsen Holbergs oprindelige forlæg med små undtagelser og tilføjelser, der modtages med latter fra publikum. Men ved midten af 4. akt slår det tilsyneladende klik for Erasmus. Hos Holberg bringer han med sine ord uorden i landbysamfundets vanlige gænge og deres verdensopfattelse. I Lollikes iscenesættelse går Erasmus skridtet videre og styrter rent bogstaveligt deres verden i grus: Kulisserne væltes, smadres, fjernes. Scenerummet står halvnøgent tilbage og blotter dem, der stod gemt.

Er det landsbyboernes eller Erasmus’ egen verden, der smuldrer? Symbolikken er tyk. En stor sort moské vokser frem bag kirken. En niqab klædt person venter i kulissen. Verden er væltet. Afsløret som tomme skaller. Erasmus har med sine handlinger (og holdninger) forpasset sin chance for forsoning med Jeronimus - og dermed sit kommende ægteskab. Lisbed, Erasmus’ forlovede, forsøger at få ham til at bøje sig. Hun skaber det rene selvmordsblodbad på scenen, mens han fortsat nægter at undsige sine overbevisninger om, at jorden er rund.

Hvor Holberg til slut lod en løjtnant narre Erasmus til at blive soldat, lader Lollike scenen forvandle sig til et surrealistisk mareridt, hvor løjtnanten akkompagneret af et helt orkester klæder Erasmus af til skindet og tvinger ham til at rette ind.
Tomaterne flyver fra publikum på opfordring fra scenen. Den nøgne sandhed fremvises og hvad har han så at have sit ego i? Uden sin facade må han som alle andre bukke under for flertallet.

Hvad pointen med denne slutning er, må den enkelte tolke på. Er det så galt eller genialt? Begge dele velsagtens. Det er i hvert fald en oplevelse!

Vidste du…
…at Christian Lollike oprindeligt ikke brød sig om Holbergs komedier, som han fandt gammeldags og falden-på halen-agtige? Men i sin nyfortolkning erstattes Holbergs hyggehumor og tanker om jordens form med en satirisk tone og en nutidig diskussion om danskhed.

…at Erasmus Montanus var den allerførste forestilling, der blev spillet på Aarhus Teater ved åbningen for 117 år siden?

ERASMUS MONTANUS SATTE SELV P(R)IKKEN OVER I’ET

Forløsningen på endnu en Valentinsdag som single skulle ikke findes i biografsædet til en amerikansk milliardærs bløde BDSM, men i teaterstolen til en dansk monsieurs faste meninger. Opskriften var simpel: I løbet af halvanden time leverede Erasmus Montanus onsdag aften på Aarhus Teater mere nøgenhed, længere tungekysseri og flere eksplicitte replikker, end det var tilfældet ved Fifty Shades Darker i CinemaxX aftenen forinden.

Af Sara-Lisa Schuster-Rossel

”Billigere end biffen” har det lydt fra Aarhus Teater til de unge i godt et år nu, men når sandheden skal frem, har jeg altid valgt biografens mørke over teatrets rampelys. Denne aften i vinterferien var kun en undtagelse, fordi billetten var gratis. Det indrømmes blankt. Derfor ankom jeg til forestillingen med flere fordomme end visheder og noterede da også hurtigt alle de hornindfattede briller, lædertaskerne og fløjlsjakkerne, de nålestribede halstørklæder med dobbeltløkke, og alle de skjulte blikke fra stolerækkerne mod balkonerne. Alt som forventet.

Men så var der også noget andet: Der var det ældre par foran mig, som tog et teater-­selfie til Instagram, der var sidemanden med en raslende bland-­selv-­ slikpose, og der var familien bagved, som åbenlyst sad med mobilerne fremme for i sidste øjeblik at google det Holbergske stykke. Intet som forventet.

Få minutter tidligere – og med en flovt dæmpet lysstyrke på skærmen – havde jeg selv lynlæst et resume på Wikipedia, og med ét følte jeg mig mere hjemme blandt alle fløjlsjakkerne. Vi var jo alle bare mennesker. På samme tid kunne jeg ikke ignorere den noget dobbeltmoralske ”sådan troede jeg ikke, at man gjorde i teatret”-­ følelse, som også dukkede op. En følelse, der kun blev provokeret og udfordret yderligere, som aftenen skred frem.

Christian Lollike (instruktøren, som åbenbart er lidt af en darling i teaterkredse og som man derfor med fordel kan lære at namedroppe) formåede nemlig igen og igen at bryde illusionen om den famøse fjerde væg. Ja, faktisk bragede stykket gennem væggen flere gange, ved at Erasmus henvendte sig direkte til publikum, så man blev gjort yderst opmærksom på sig selv i rummet – lidt ligesom at blive taget på fersk gerning i at kigge ind ad en fremmeds vindue. Måske derfor virkede det også desto mere intimt og forbudt, da moderen eksempelvis luller Erasmus halvt i søvn ved at tungekysse med ham, eller da Lisbed (Erasmus’ forlovede) åbenlyst fantaserer sig mod en orgasme foran sine forældre – ganske enkelt fordi man som tilskuer ikke ved, om man vil blive røbet i at stirre.

Denne leg med publikum var kendetegnende for store dele af stykket. Ikke mindst da en oppustet, rød T-­Rex (som dem i Youtube-­videoerne) uanfægtet løber over scenen, idet Erasmus udtaler, at ”det er sproget, der ændrer vores bevidsthed”. Det var angiveligt ikke mange, der havde deres øjne og bevidsthed rettet mod hans ord i de sekunder. Var det en rød dinosaurer, der lige løb forbi? Den hører da ikke med til stykket, eller hvad? Overraskelsen blev da også prompte italesat på godt, leende jysk af familiemoren bag mig: ”Sikke noget pis”.

Og netop dén reaktion peger måske mod essensen af aftenens forestilling: Blandingen af de nutidige fænomener og nogle mere klassiske elementer var virkningsfuld, og kulissernes lyse flader malede kontrast mod den sorte humor, så man blev udfordret i sin forestilling om, hvad man kan forvente i og af teatret.

Aftenen kulminerede dog for alvor hen mod slutningen, da en dværg i garderkostume trækker en afklædt Erasmus rundt på scenen ved kønsdelene. I flere minutter. Her sprængtes illusionen om distance fuldstændig: Publikum blev opmærksomme på hver en centimeter (eller mangel på samme) mellem sig selv og den nøgne skuespiller på scenen. Som Lisbeds far Jeronimus meget sigende bemærker fra sidelinjen: ”Det hele falder fra hinanden”. Og det kunne ingen benægte: kun én ting blev i de øjeblikke holdt sammen og oppe af et håndfast greb, og her taler vi ikke om hovedpersonens ære i gængs forstand. Således blev prikken over i’et definitivt sat for en gennemført festlig forestilling.

For mit vedkommende viste aftenen sig altså ikke kun at være billigere end biffen, men også som langt mere grænseoverskridende og tåkrummende end hvad Hollywoods pinligt leverede replikker og sexscener aftenen forinden havde præsteret. Gad vide, om næste teaterforestilling er lige så konkurrencedygtig?

 

Lollike, det er fedt at være med!

Christian Lollike har med sin gentænkning af Ludvig Holbergs klassiker
Erasmus Montanus skabt en forestilling, der kræver din opmærksomhed fra
første handling. Og den slipper ikke dette krav, før lyset på scenen går ned.

Af Rikke Frigast Jakobsen

Christian Lollikes iscenesættelse har en evne til konstant at overraske og holde mine sanser parate og opmærksomme. Og lige som jeg tror, at jeg har regnet ham og hans præmis for denne iscenesættelse ud løber en oppustelig rød T-rex over scenen – ”Kan du selv se at bevidstheden skaber virkeligheden?” siger Erasmus Montanus. Dette bliver et direkte spørgsmål til os, hvis bevidsthed bliver sat på prøve gang på gang, i løbet af den time og de 45 minutter stykket varer.

Hvordan gør de det?

Scenografien skal illudere en verden formet af kobberstik. Sorte og hvide detaljerige stregtegninger trykt på pap, former en by, der ligner en illustration fra en pop-up-børnebog. Husene er placeret helt frontalt og i niveauer. På et af de bagerste niveauer glider seks mennesker mekanisk ind på en slags skinne og begynder at synge. Jeg hører en mand lige bag mig spørge: ”Hvordan gør de det?” En forundring fra første øjeblik.

En verden i 2D

Jeppe (Anders Baggesen) kommer ind på scenen og etablerer sammen med Nille (Lotte Andersen) og Per Degn (Lars Brygman) det lille bondesamfund, som stykket udspiller sig i. Det er en verden, hvor både omgivelser og karakterer fremstår todimensionelle i både fysik og persona. Alle karakterenes reaktioner foregår vendt mod publikum og er tydeligt underlagt en fysisk præcision og bevidsthed, som må være indøvet igen og igen, og man nyder at iagttage skuespillernes skarpe håndværk. Publikum jubler, når spillerne lader fortællingen stå tilbage for små sekvenser af mimeagtig komik, som når Lotte Andersen på marionetagtigvis hælder brændevin op til mændene i et gentagende mønster, der hele tiden stiger i tempo og til sidst får situationen til at ligne en plade, der er gået i hak.

Aktiv deltager

Karakterenes kunstige og stringente bevægelser frustrerer mig dog lidt i deres begrænsning af karakterenes etablering af relationer. En tanke jeg kun lige når at tænke, da Erasmus Montanus dukker prustende og fnysende op i kongesidens loge i salen. Man mærker en lettelse brede sig i rummet, fordi han bevæger sig så menneskeligt og naturligt sammenlignet med de andre karakterer. Han taler direkte til os, og vi elsker det. Han har os i sin hule hånd fra starten, og vi inviteres her for første gang til at være en aktiv deltager i stykket.

Det er fedt at være med

Andreas Jebro er fænomenal i rollen som Erasmus Montanus. Han er hysterisk og samtidigt dybt troværdig, og man både græmmes over og drages af hans væsen. Måske fordi man opdager, at man har flere ting til fælles med denne påståelige og bedrevidende unge mand, efterhånden som stykket skrider frem. ”Er kærligheden vigtigere en ens egne værdier?” spørger Erasmus os ved håndsoprækning. Jeg er med det samme fortaler for kærligheden, og jeg fornemmer, at mange i salen er med mig. Senere opfordres publikum på de første fire rækker til at kaste de struttende røde tomater, som er blevet uddelt inden forestillingens start, efter Erasmus. Det virker lidt kynisk at kaste tomater efter den karakter, man har været i dialog med igennem hele stykket, men publikum kaster med stor vellyst. For det er fedt at få lov til at være med.

Den totale tilstedeværelse

Lollike inviterer os med. Han tvinger os til at tage stilling til og deltage i det drama, der udspiller sig på scenen, og det virker. Han maler et billede af nogle essentielle problemstillinger fra virkeligheden, der ikke kun opleves i hjernen på overarbejde, men i hele kroppen. Det virker super relevant i en tid, hvor vi oplever store dele af vores virkelighed bag skærme, og glemmer hvordan det føles, når problemerne er fysisk tilstede i vores krop. Han formår at understrege teatermediets relevans i 2017 - vigtigheden af den totale tilstedeværelse.

BOKS

Christian Lollike (f. 1973) og Århus Teater

- Dramatiker, instruktør og kunstnerisk leder hos Teater Sort/Hvid.
- Uddannet fra dramatikerskolen v. Århus Teater i 2001.
- Ansat som husdramatiker på Århus Teater fra 2005 - 2011
- Har senest haft stor succes med gyserforestillingen Living Dead på
Århus Teater i 2016.
- Erasmus Montanus er anden forestilling i et treårigt samarbejde mellem Århus Teater og Teater Sort/Hvid.

Erasmus Montanus kan oversættes til elskværdig og bjergtagende

Prangende i sin opsætning, forrygende i sin aktualitet, nødvendig i sit budskab og helt og aldeles underholdende

Af Mads Munch

Rasmus Berg er draget til København, og stykket begynder med nyheden om hans snarlige tilbagevenden til sin jyske familie på toppen af bakken. Men Rasmus Berg vender ikke hjem - i hans sted kommer Erasmus Montanus. En ny og forbedret udgave - en ny og bedrevidende udgave. Så ny, så forbedret og så bedrevidende at ingen rigtig længere synes at kunne forstå ham. Den umiddelbare bjergtagelse af deres allesammens Rasmus forstummer, for Erasmus er nu så fremmed for dem, som de også er blevet for ham. Erasmus kommer hurtigt til kort - han er blevet for klog til sit eget bedste. Det sømmer sig, til hans egen store forbavselse, kun meget dårligt, at trylle sin egen mor om til en sten ved hjælp af en forenklet syllogisme. Gode intentioner drukner i tillærte principper, overlegenhed rejser modvilje og fornyelse skaber modstand. Og Erasmus er fremmed og Erasmus hører ikke hjemme og Erasmus ved snart ikke, hvad som er op og ned. For han er groet, han er forandret og han er ny og anderledes og skræmmende og han tror, at jorden er rund! Erasmus kan slet ikke komme hjem, for der kun er gjort plads til Rasmus. Der er gjort plads til alt det familien, vennerne, svigerforældrende og degnen forventer. Der er på ingen måder gjort plads til forandring. Der er ikke plads til ordekvilibrisme, der er ikke plads til latin. De gode intentioner vækker ingen begejstring, fordi der ikke er nogen forståelse. Der er kun frygt for det nye, og stykket udstiller vores egen modvilje, vores egen søgen efter tryghed og konformitet. Langstrakte pauser stykket igennem minder os om, at livet ikke beror på lutter fornøjelse - det er sundt at blive mindet om. Fornøjelige overraskelser, som i deres detalje ikke skal røbes her, minder os om, at livet kan være netop det - fornøjeligt! Erasmus bliver udstillet, han bliver hånet, han bliver fremmedgjort. Erasmus har skyld og landsbyboerne har skyld. Begge parter fejler ved ikke at ville tage det første skridt. Forståelsen udebliver, absurditeten intensiveres, princippernes udstilles. Erasmus Montanus skal opleves fordi den er morsom, fordi den er vældig dygtig i sin udførelse og fordi man slet og ret bliver klogere. Fordi der ganske enkelt er noget ganske opbyggeligt i at komme som menneske, blive en sten, blive en hane og blive et menneske igen.

Se! Se! Se! En dødsens alvorlig værdidebat

Lollikes ”Erasmus Montanus” på Aarhus Teater spejler tidens debat om værdier, lukkede grænser, religions- og fremmedfrygt – og den gør det på fængende, morsom og overraskende vis

Af Louise Højmark

Sidst jeg hev min meget lidt teaterbegejstrede kæreste med til en forestilling, der ikke rimer på musical, faldt han i søvn. Det gjorde han ikke under Christian Lollikes opsætning af Ludvig Holbergs knap 295 år gamle komedie om Erasmus Montanus. Her grinede han. Koncentrerede sig. Skar ansigt. Det siger noget om Aarhus Teaters første bidrag til kulturhovedstadsåret. Lollike har i den grad gentænkt klassikeren, og hans ”Erasmus Montanus” er simpelthen fængende. Skør. Sjov. Fed. Fordrejet. Flabet. Og aktuel. Åbenbart også for dem, der ikke normalt lader sig opsluge i teatersalens mørke.

Kæmp for alt, hvad du har kært, synger forestillingens seksmandskor i slutningen af ”Erasmus Montanus.” Og det er netop det, den unge Rasmus Berg forsøger at gøre, da han efter et par års studier i København vender tilbage til sin fødeby. På en arrogant og bedrevidende måde vil Rasmus belære de simple bønder om verdens sandhed. Jorden er rund, ikke flad. Nej, Danmark bygger ikke på kristne værdier. Og så vil Rasmus forresten kun tiltales den latinske udgave af hans navn. Erasmus Montanus. Så åh, hvor er det frustrerende for ham at overvære, hvordan bønderne insisterer på at agere som todimensionelle figurer. Hvordan de mener, at deres paphuse, -træer og -rekvisitter er den ægte vare. Selv vender Erasmus øjne. Sitrer. Sveder. Er et gestikulerende menneske af kød og blod. Det gør kontrasten slående, dialogen morsom og Andreas Jebros Erasmus forrygende. Jeg tror på hans ægthed og på hans kamp for det, han har lært i København. Det handler ikke kun om vigtighed. Det er hans nye tro, og han mener det alvorligt.

Det er naturligvis dømt til at gå galt. For vil byen finde sig i Erasmus’ udsagn? Næppe. Og så er det, at begivenhedernes gang for alvor bliver som snevejr på en sommerdag: Overraskende, sjove og en kende absurde. Som den scene, hvor Erasmus vugges som en baby i sin mors favn. Tilsat seksuelle undertoner. Som da Lisbed, Erasmus’ forlovede, begår selvmord af flere omgange på scenen. Eller som da Erasmus bogstaveligt talt klædes af til skindet, jages med høtyve og får proppet en tomat i kæften, mens publikum kaster selvsamme efter ham. For det publikum, Erasmus gennem hele forestillingen har henvendt sig til som en medsammensvoren, har nu også vendt sig imod ham. Er du ikke med os, er du imod os, lyder det næsten for ens indre øre. Og så må Erasmus vælge, om han vil dø for sin sag eller slå sig sammen med bønderne, der holder på deres ret til at tro og sige det, de altid har gjort.

Sproget former vores bevidsthed, gentager Erasmus flere gange i forestillingen. Det, flertallets stemme taler om, bliver vores virkelighed. Derfor kan verden sagtens være af pap, jorden flad og danske værdier på én bestemt måde. Og det selvom den virkelige virkelighed måske ser ganske anderledes ud, særligt set med en udefrakommendes blik. Ved hjælp af replikker og rekvisitter bliver det til en spejling af publikums nutid; debatten om danske værdier, lukkede grænser, religions- og fremmedfrygt er ikke til at overse. Erasmus holder fast i, at noget ikke bliver mere sandt af, at flertallet gentager det. Men han kommer til kort. Flertallet vinder. Men har de ret? Er vores værdier da ikke til diskussion? I hvert fald ikke i ”Erasmus Montanus”…

Skal man dø, om så det gælder, er det spørgsmål, der står tilbage efter forestillingen. Tja. Det er ikke sådan, det ender hos Lollike. Men gør det Erasmus til en kryster, en mand vi skal foragte – eller bare et menneske? Se! Se! Se!, nærmest skriger en hysterisk Erasmus, da han i afmagt smadrer forestillingens paphuse. Samme anbefaling kan kun gives videre herfra.

Erasmus Montanus

  • Spiller på Aarhus Teaters Store Scene frem til den 11. februar
  • Bearbejdet af Christian Lollike, Dennis Meyhoff Brink og Tanja Diers
  • Med blandt andre Andreas Jebro, Lars Brygmann, Lotte Andersen, Anders Baggesen og Ole Thestrup

holdninger for kærligheden.

"Det er pap for helvede!"

Dansk teaters enfant terrible Christian Lollike børster støvet af Holbergklassikeren ”Erasmus Montanus” i en rablende vanvittig, men genial gendigtning, der ironiserer over 1700-tallets teaterkonventioner og teatret som samfundets spejl. Tilsat de sædvanlige Lollike’ske signatur- elementer bliver resultatet en skamløs provokerende, men nødvendig dystopi over det danske samfund, og så er det endda også hylende morsomt!

Af Louise Fogh Christiansen

Tiltrængt gentænkning

Komedien om den ivrigt disputerende bondesøn Rasmus Berg, der vender hjem fra København og vender op og ned på landsbyen ”Bjerget”, er rullet over de danske scener siden 1723, ofte fejliscenesat (efter denne anmelders mening) med påtvungne realistiske briller, der blænder for komediens vanvid og egentlige ærinde. Derfor er det en forfriskende nydelse at se Lollike sætte fuld skrue på de teatralske elementer i både spillestil, kostumer og scenografi, hvilket formentlig yder Holbergs egen vision mere retfærdighed end Kasper Rostrups tv-teaterudgave, som vi alle faldt i søvn til i gymnasiet.

En ond feberdrøm

På en perspektivscene udskåret i pap med kirken placeret øverst, som verdens navle, udrulles landsbyen ”Bjerget” og dens beboere. Helt bogstaveligt!; rulles de ind og ud på scenen via samlebånd. Hver figur har deres fysiske signatur og de arrangeres mekanisk i komiske indslag, der gentages igennem forestillingen og understreger, at  virkeligheden på ”Bjerget” er  tom papmache, som når vi gentagne gange bevidner et tomt og stift grødspisningsritual udført mesterligt af Lotte Andersen og Anders Baggesen som Montanus’ forældre. De sceniske arrangementer foregår stort set udelukkende frontalt vendt mod publikum, og også Montanus, eminent spillet af Andreas Jebro, må underlægge sig denne orden, da han først forgæves forsøger at fange sin bror, Jacobs opmærksomhed.

Spillestilen er på samme tid langsommelig, karikeret og manisk overgearet som en ond feber- drøm, man ikke kan undslippe, og undslippe vil vores hovedkarakter for alt i verden. Han kæmper en brav kamp for at få figurerne til at se ud over deres eget gadekær. “Se! Se! Se!” skriger Montanus, imens han kaster rundt med scenografiens papkulisser. Men Per Degn i Lars Brygmanns afslappede og underspillede fortolkning ser intet og fastholder stædigt, at hans soveværelse altså ligger for enden af gangen i det paphus, Montanus lige har tyret ned mod publikum.

Lollikes Lemminger

Heller ikke publikum går fri fra en brat opvågning, men aktiveres gennem direkte henvendelser fra Erasmus Montanus, der storsvedende og febrilsk fægtende ofte tager turen ned blandt publikum for at sikre sig, at vi ser den samme galskab som ham. Men ”pøbelen” svigter og indrullerer sig uden tøven i den nationale selvtægtshær af blinde pigegardere og overdænger på løjtnantens ordre Montanus med de dertil omdelte tomater – Hvem sagde lemminger?

Hele herligheden akkompagneres af et yndigt salmekor, der rulles syngende ind og ud fra scenens top, og for at vi ikke skal falde alt for meget i staver, spurter en badedyrslignende tyrannosaurus over scenen, hver gang Erasmus slår fast, at sproget skaber virkeligheden. – Ja tak, vi har set elefanten i rummet. Eller har vi?

Der er noget galt i Danmark

Lollike er tydeligvis optaget af Erasmus Montanus, fordi komedien handler om sprog og værdier mere end den handler om jordens form. Den diskussion er blot et symptom på et større onde. Derfor tilføjer Lollike sandsynligvis inspireret af de senere års nationalpolitiske højredrejning diskussionen om, hvilke værdier Danmark bygger på, og lader Montanus proklamere at ”Danmark ikke bygger på kristne værdier!” Det er damerne på forreste række denne aften dog ikke enige i, og direkte adspurgt af Montanus svarer de, at nok vil de medgive ham, at jorden er rund, men Danmark ER altså et kristent land! Spørgsmålet er derfor, om vi som publikum egentlig vil være med på Holbergs og Lollikes nævnte præmis om sprogets forhold til virkeligheden. For accepterer vi denne, åbner vi jo op for at intet er skrevet i sten – heller ikke de danske værdier.

Bliver det for farligt?

”Slap af - det er pap for helvede”, slynger Montanus arrigt ud, da en publikummer forskrækket forsøger at undvige Per Degns hus – men spørgsmålet er, om dette papunivers i virkeligheden ikke peger mod en langt mere ubehagelig erkendelse… Det er samtidsteater, når det er allerbedst, og forestillingen beviser, hvor meget værdi, der stadig kan findes i gamle Holberg.

Hvad skal vi stå sammen om i en splintret verden?

Af Kyla Andersen

Det er som at træde ind i en anden tid, at opleve Christian Lollikes opsætning af Holbergs Erasmus Montanus. Den lidt platte falde-på-halen-komik under forestillingens begyndelse afføder løssluppen latter og ivrige klapsalver, der løber gennem salen. Der kastes endda med tomater fra tilskuerrækkerne. Forestillingen har sit publikum med sig.

Der er i rummet en stemning af folkelighed. På teatret samles folket og begejstres og forarges i fællesskab, tænker jeg. For straks herefter at overveje: Hvem er i grunden vi, som er samlet her i aften? Kan man tale om folkelighed, når vi (ved nærmere eftersyn) nok ikke repræsenterer den brede befolkning?

Lollikes version af Erasmus Montanus er i mine øjne relevant for enhver samfundsborger. Men taler den et sprog, som er fælles for alle?

 

Afstand mellem befolkningsgrupper

Netop den problemstilling er et af forestillingens centrale omdrejningspunkter. Hvad sker der når befolkningen er delt i to og ikke længere taler det samme sprog?

Konflikten viser sig allerede inden vores hovedkarakter, Erasmus Montanus, træder ind på scenen. Han har sendt sin far et brev på latin. Velvidende at det for ham er ulæseligt.

Det hører vi under stykkets start i en samtale, hvor den semi-belæste Per Degn forsøgsvis oversætter brevet for faren. Ved Degns åbenlyse fejloversættelser vokser stor latter i salen. Men også indsigt i den afstand, der er opstået mellem Erasmus og hans ophav. De forstår ikke længere hvad han siger.  

 

Konfliktende spillestile

Afstanden manifesterer sig også kropsligt på scenen med et fantastisk stærkt og enkelt greb: Uoverensstemmelse i spillestil mellem Erasmus og hans bagland.

Hjemstavnen imiterer den stive, publikumsvendte teatralitet, der var kutyme indtil midten af 1800-tallet. Al deres spil rettes ud mod publikum. De bevæger sig mellem højre og venstre i pap-scenografiens trin, og fremstår næsten som en slags todimensionelle, mekaniske dukker.  

I stærk kontrast hertil indtager den flamboyante Erasmus en grænsesøgende spillestil, der bevæger sig ind og ud af fiktionslag. Han betragter i begyndelsen scenen fra kongelogen, for herefter at springe ind på scenen, interagere direkte med de andre figurerer og sidenhen bryde den fjerde væg i direkte kommunikation med salen.

Et eksempel på dette clash i spillestil er mødet mellem Erasmus og hans bror. Erasmus vil kramme sin bror fysisk på scenen, men broren rækker armene ud mod publikum. Kommunikationen fejlslutter.

 

Papirstyndt fundament

Hver gang Erasmus argumenterer for, at folkets verdenssyn er en konstruktion, løber en postkasserød, oppustelig dinosaur gennem den blege scenografi. Med kraftig latter til følge. Den bryder ind i den sort/hvide, skarpt skårne, men også skrøbelige papkonstruktion af en by, og truer med at destruere hele folkets fundament.

Friheden er Erasmus’ mantra. Ordene er hans våben. Han er parat til at destruere enhver orden med denne kraft. Alt hvad de tror på. Alt hvad de troede de kendte.

Men man må her spørge sig selv: skal man - bare fordi man kan?

Hvor langt bør man gå i splintringen af verden, stramningen af tiden og individualiseringen? Det er nogle af de spørgsmål der rejses med Lollikes iscenesættelse, som trækker stykket ind i en dansk samtid, hvor frihedstvangen ikke længere nødvendigvis er så frisættende endda.

For hvad med dem, der står tilbage, når kapløbet accelererer? Når Erasmus mod slutningen opsprætter papscenografien, griber ind i sceneteknikken og blotlægger det tomme, sorte scenerum.

”Vi kan ikke bare stå her og råbe ud i det tomme rum”, som det – ikke så dumt – lyder fra Erasmus’ bramfri svigerfar.

 

Papfigurernes oprør

Den folkelige modbølge er uundgåelig. Det viser sig at landet er i krig. En rød/hvid pigegarde indtager scenen. Afklæder og ydmyger Erasmus, som af publikumsrækkerne sigtes efter med tomater (uddelt før forestillingen). Han tvinges til at trække sine fikse idéer tilbage.

Dette vendepunkt i forestillingen ekkoer virkelighedens globale politisk splittede situation, hvor netop en oprørsk folkets stemme vinder frem over store dele af vesten.

Lollikes iscenesættelse åbner for spørgsmålet om, hvorvidt vi har alle medi den hastige udvikling. Om det giver mening at nedbryde ethvert holdepunkt. For hvem er vi uden tro, uden fællesskab? Hvad skal binde os sammen?

I forestillingen synes redningen at være krigens ansigt. Men overvejelserne man går derfra med er ikke så enkle endda. Det er tanker om hvor vi skal hen som samfund og hvad vi skal stå sammen om i en splintret verden. Allesammen.

Erasmus Montanus. Iscenesættelse: Christian Lollike. Aarhus Teater, Store Scene. Til 11.3.

En flad krigserklæring

Holder Holberg i en verden, der synes lidt mindre og mere kantet, end da han skrev ’Erasmus Montanus’ for flere århundreder siden? Publikums taktfaste klappen efter stykkets slutning, virkede som et rungende ja

Af Kim Hinrichsen

I en virkelighed, hvor modefolk og MF’ere kan få to og to til at give fem og gøre løgn til latin, er det ekstra vigtigt at se hinanden i øjnene i ny og næ og trække vejret dybt sammen.

Erasmus Montanus er en mavepuster af et pusterum, der viser hvor lidt vi har rykket os på 300 år. Hvordan vi en mere farverig og facetteret verden stadig forsøger at reducere farveladen til sort og hvid.

For om man påberåber sig retten til en flad jord eller en frikadelle, så forbliver det lige fjollet. Men man kan ikke argumentere mod følelser og frikadeller med latin og logik. For følelser bliver aldrig fakta og fakta bliver aldrig følelser.


En flad forestilling   

Det må den kære Rasmus Berg stille sande, da han vender tilbage til provinsen. Det hjælper intet at have lært at jorden er rund, når svigerfar ikke ser svunget. Så kan det godt være, at man kan lave mor om til en sten, men man kan ikke gøre svigerfar til kætter.

Det er den lektie Ludvig stadig kan lære os den dag i dag. At Danmark er og bliver et fladt land, hvor vi stadig disputerer hvad dét der Danmark så i grunden er.

Det viser især scenografien, hvor alt er hvidkalket, dog uden at virke kedeligt, og hvor det hele står i skiveskåret pap. Det foregår alt sammen på rad og række med et altid stirrende, stift blik rettet mod publikum. Og selvom symbolikken til tider bliver lige lovligt oppustet og pappet lidt for poppet, så fungerer det i sin helhed og bliver til sammen et smukt billede på det flade Danmark.

 

En moderne mand  

Hovedrollen, Andreas Jebro, er et tæppebombardement af overdreven, fintfølende og forførende tilstedeværelse. Han er altid tre skridt foran provinsen og publikum. Griber alt fra salen og kaster sig bogstaveligt talt ud i den, selv når han ikke ved, om vi griber ham.

Han er den moderne mand, der er landet mellem oplysningstidens uoplyste bonderøve. 

Hans krumspring, kraftudladninger og komiske timing bliver krypteringsnøglen, der gør Holbergs humor relevant og rammende selv med så mange år på bagen. Han én af os på rækkerne, der kan sidde i det bløde og rakke ned på de enfoldige bønder, der ikke ser noget eller nogen.  

 

Et konstrueret kongerige  

Men selvom de måske ikke ser hinanden deroppe, så ser de ned på os, og de ser hykleriet. Mens historien udspiller sig på scenen, udstilles publikum lige så stille. Scenen bliver et spejl, der med bare én enkel dimension viser dobbeltmoralen i os og i danskhedsdebatten.

For hvis Erasmus ikke tager del i den virkelighed, som bønderne lever i, er det så i virkeligheden ham, der ikke forstår virkeligheden? Når vi intellektuelle indigneres over islamofober, er det så i virkeligheden os, der ikke forstår deres virkelighed, eller dem, der ikke forstår, hvor lærde vi er blevet på lighed og frihed.

Der er forsat en kløft i det ellers flade land, præcis som i Holbergs 1700-tal.

For om Danmark i fremtiden er et kættersk kalifat eller et kristent kongerige, så er det alt sammen bare en opstillet konstruktion. Landet findes ikke, hvad end det er kristent eller kalifat. Det eneste vi har, når pappet er pillet ned, er hinanden.

 

En krigserklæring

Lollikes feberdrøm af en finale bliver lige dele komisk og skræmmende. Sandheden bliver klædt af til skindet og til sidst står kun spørgsmålet om, hvor meget man vil ofre for fornuften.  

Det bliver en smuk og skræmmende formaning om, at man ikke må give slip, selv når pøblen har én i et fast greb om pikken. Rasmus Berg bukker under og uniformeres. Filosofkongen viser sig som en kujon, gør sit lærde latin til løgn og føjer folket – jorden er med ét flad som en pandekage.

Måske derfor bliver stykkets slutning aldrig en forbrødrende finale, men nærmere en kærlig krigserklæring fra Lollike. For selvom moralen måske er, at vi skal se hinanden, så må man alligevel aldrig overse sandheden i kampens hede.

Jeg marcherede i hvert fald direkte ned på Sharwama King efter showet og fortærede en rulle med falafler og ikke frikadeller for forskellighedens skyld.  

Anmeldelse: Erasmus Montanus

”Så se dog! Se, se, se, SE!” skreg Christian Lollike gennem Andreas Jebros mund. Han vil have os til at se os selv gennem hans øjne – Jorden er rund, men verden er flad, fortæller han, og der bliver spillet på alle tangenter for at få os, publikum, til at fatte, fatte, FATTE hvordan vores samfund i virkeligheden hænger sammen. Desværre prædiker han nok for koret, med sin nyfortolkning af den Holbergske klassiker Erasmus Montanus.  

Af Ida Stærkjær Nielsen

Det er på mange måder en ren fornøjelse at sætte sig i sit guldsæde i midten af Aarhus Teaters Store Scene og lade sig made med mundrette bidder af deres seneste opsætning af Erasmus Montanus, instrueret af Christian Lollike. Stykket er i bogstavelig og overført forstand skåret ud i pap, med en lettilgængelig historie og budskab, og en æstetik lånt af modelteatret anno 1880. Replikken og komikken leveres med perfekt timing af et velkurateret ensemble af skuespillere, der gør det som lige præcis de er bedst til. (Som eksempel kan nævnes Ole Testrup i rollen som sig selv, tilsyneladende). Alt serveres i moderne, smagfulde gletsjergrå nuancer. Der er ingen torn i øjet, intet der skuer i ørerne og det hele glider let når ned når ekkokammeret nyder Erasmus Montanus aka Multikulturalisme Er Helt Okay Og Vi Skal Være Bedre Til At Lytte Til Hinanden.

Elitært ævl

Handlingen er velkendt. Stykket er et folkeeje, som de fleste Danskere har stiftet bekendelse med i en dansktime eller to. Den unge studerende Erasmus Montanus (hvis det er det han gerne vil kaldes, hvorfor så ikke respektere det) vender hjem til sit arnested, Bjerget, for at gifte sig med sin elskede Lisbed. Desværre har han ikke det talent for at holde kæft og rette ind, der kræves for at kunne trives i den lille by, som vi som publikum hurtigt forstår repræsenterer Danmark. Bjerget er Danmark, Danmark er Bjerget. Erasmus vil gerne dele ud af al den viden han har tilegnet sig i det københavnske, og i sin iver efter at blive anerkendt får han fremmedgjort stort set alle i byen. De vil ikke høre på hans elitære ævl, hans fancy fagudtryk og latin. ”Assimiler” siger folket, og Erasmus må lide under det ene psykiske og fysiske overgreb efter det andet, før han (spoiler alert) endelig bryder sammen og derved får sin forlovede til sidst.

Donald Trump er overalt

Det er rigtig godt set, at mange af de problematikker som Holberg i sin tid angreb da han skrev stykket, går igen i vores tids debatter om globalisering, politisk og kulturel polarisering, antielitære bevægelser og alternative fakta. For Per Degn han er da Donald Trump er han ikke? Sådan som han står og skamløst udspyr volapyk, mens hans fanboy Jesper Ridefoged klapper i sine små naller, og Erasmus taler for døve øren når han påpeger at kejseren ingen klæder har på. ”Nej du skal ikke forklare” råber Jesper Ridefoged og synger højere og højere, mens debatten bliver tilsvarende skinger idet de to poler forsøger at overdøve hinanden. Men Erasmus selv, han er jo en elitær selviscenesættende millenial, som er fuldstændig ude af trit med folket og som aldrig har gjort en ærlig dags arbejde. Har vi mon hørt dette sagt om nogen før?

Manglende plads til eftertanke

Alt dette krydret med statister i burka og en hoppeborg i moskekostume løfter dog stykket fra at være rammende satire til at være overkill. Publikum gøres en bjørnetjeneste. Hvor der kunne have været white space, plads til eftertanke, bliver vi i stedet tvangsfodret med facit og joken bliver forklaret. Som en anden Erasmus Montanus, forsøger Christian Lollike at fortælle os at jorden er rund, vores huse lavet af pap og vores værdier ligeså. Men hvem taler han til? Teatergængere som griner når Per Degn sætter latinske verber i genitiv? Jeg tvivler på at mange iblandt publikum blev provokeret, eller fik udfordret deres verdenssyn, på den måde som opsætningen i høj grad lægger op til. Så ja, jeg synes oprigtigt at det var en ren fornøjelse at se Erasmus Montanus på Aarhus Teater, men måske desværre intet andet end ren fornøjelse. Som et grovbrød, der viser sig at være hvedebrød tilsat mørk farve, og jeg havde forventet lidt mere. 

ERASMUS MONTANUS finder sin plads i det moderne samfund

 ”Danmark er et fladt, kristen land”, skriger Erasmus Montanus skræmt.

I samarbejde med teatret Sort/Hvid har Christian Lollike skabt en nyfortolkning Holbergs ERASMUS MONTANUS, der peger fingre ad det danske samfunds værdier og fællesskab. Lollike lykkedes at stille spørgsmålstegn ved den danske mentalitet gennem iøjnefaldende scenografi og mangel på ydmyghed i selvgodheden hos de prangende karakterer, der så fint afspejler narrøvsbegrebet. Således, at de udfordringer, som mennesket har, bliver fremhævet i denne samfundsrelevante fortolkning. 

Af Frederikke Sølvsteen Skriver Jacobsen

Store Scene er tætpakket af mangfoldigt publikum. De ældre, gråhårede på forreste række. Kærestepar og børnefamilier spredt rundt i salen. Det er jo netop det, som ERASMUS MONTANUS kan. Det samler os til grin over andres middelmådighed og vores evige frygt for at se alle i øjenhøjde. Fortællingen er for evigt, for i vores egen selvfedhed, er vi blevet bedre og klogere. Jeg er blevet bedre. Vi er blevet bedre. Og Erasmus Montanus er blevet bedre. Og der er altid nogen, der ved mindre. Det ved hele salen. Så nu sidder mor, far, morfar og kærestepar og venter spændt. Alt imens de studerer de hvide kulisser med sorte streger og de mange trapper, hvor der plejer at være scenegulv. Vi ved allerede nu, at det bliver alt andet end 1700-tallets, traditionelle Holberg og evige monologer. Og ganske rigtigt. De sort, hvid malede landsbyboer bliver kørt ind på bånd. Bevægelserne er mekaniske, stive, indlærte og umenneskelige, men behageligt fremført af bl.a. Lotte Andersen, Lars Brygmann, Anders Baggesen og Ole Thestrup. Håret er af papir og kostumerne hvide. Synet af dukkerne i en sort, hvid papirverden forstærker stykkets fortælling – vi skaber selv virkeligheden. Det lykkedes at gøre illusionen tydelig. Stykket udvisker forestillingen om, at publikum ser en fremført virkelighed skabt af skuespillerne. For sløret løftes, da kulisser bliver til kulisser. Bevidstheden om den usande virkelighed bliver hjulpet på vej af finurlige detaljer, eminent skuespil og stærke kontraster. Andreas Jebro lever sig ind i rollen som Erasmus og leverer en levende og arrogant mand med frie og sprudlende bevægelser. Han er manden med den nye viden, der kommer springende for dele sin nye intellektuelle viden. Han formår dog ikke at tale et sprog som resten kender, og han demonstrerer derfor, hvor store konsekvenser arrogance har. Arrogant stolthed ødelægger alt.

Denne fortolkning skaber en fantastisk fortælling om udfordringerne ved at være menneske i et fællesskab. Vores egne overbevisningers permanente stilstand i frygt for at spænde ben for os selv, udelukkelse af fællesskabet, og lærd arrogance er nogle af de ting, der står for skud. Men det lykkedes Lollike at flette debatten om Curlinggenerationen ind. Og det virker. For mens Lotte Andersen nynner godnatsang, masserer søn og mors tunger hinanden. Erasmus er misforstået og frustreret, så nu har han brug for mors kærlighed og anerkendelse. Med denne og flere overraskende, provokerende tiltag bliver ERASMUS MONTANUS bragt til live i vores moderne samfund. Publikum lytter intenst med, da en af de mest aktuelle samfundsdebatter bliver vendt: De danske traditioner og værdier. Trodsbekendelsen bliver spillet, og det er under denne sang, at enkelte publikummer synger sagte med på den danske, kristne vise. Hovedet på sømmet er ramt. For hvordan skal man lade være med at synge med? Interaktion med publikum er en af de dejlige, legende tiltag, der styrker de dramatiske scener, men også bliver grebet og plejet af Andreas Jebro. Publikums handlinger, ord og tankespind er med til at nedgøre de uvidende landsbyboer og arrogante Erasmus Montanus. Derved formår man at inddrage publikum i en totaloplevelse. Og det virker stærkt og godt at svæve rundt i denne virkelighed med de dygtige skuespillere med hvide kostumer i smukke papkulisser.

Vores fællesskabsfølelse over de kristne værdier og traditioner, er især dét, der lykkedes ved dette stykke. For på trods af sammensuriummet af fordomme, refleksioner, menneskelige værdier, narrøve og kritik af samfundet, ser publikum sig selv i fællesskabet. For vi er alle Erasmus Montanus i et poleret og korrekt samfund.

Danmark er et fladt, kristent land.

 

FAKTABOKS:

Christian Lollike har i samarbejde med teatret Sort/Hvid nyfortolket ERASMUS MONTANUS i et samfundsrelevant perspektiv. Lollike og skuespillerholdet diskuterer de danske værdier, traditioner og fællesskab.

Instrueret af: Christian Lollike 
Medvirkende: Andreas Jebro, Lars Brygmann, Lotte Andersen, Anders Baggesen, Zaki Youssef, Nanna Bøttcher, Ole Thestrup, Sofia Nolsøe, Simon Mathew og Andres Nicolai Petersen

Spilledato: 10 februar – 11 marts 

Publikum tænker med i ny opsætning af Holberg

Teatret er kommet tilbage på Store Scene! 

Af Emilie Hackenberg Alstrup

Det er skelsættende fornøjelser, der i disse dage kan opleves på Aarhus Teater. Holbergs klassiker ”Erasmus Montanus” iscenesættes på Store Scene med en stærk intention om at ruske i publikum og ikke bare lade dem sidde blidt og behageligt i plyssæderne. Det er langt fra teatrets tidligere tendenser om at lave ren underholdningskunst, hvor teaterkoncerterne og musicals har floreret på Store Scene. Men nu sker der noget nyt. Det er provokerende, det er tankevækkende – det er kort sagt teater i sit allerbedste format.

Klare kontraster
Men kan nemt spørge sig selv, hvad vi i dag skal bruge Holbergs gamle tekst til. ”Erasmus Montanus” handler om bondesønnen Rasmus Berg, der vender bedrevidende hjem til landet efter sine studier på universitetet med det latinske navn Erasmus Montanus og beskeden, om at jorden er rund. Dette skaber en stor kontrast mellem Erasmus og landsbyens indbyggere. Erasmus insisterer på hans sandhed, og derfor kommer han i klemme, da hans svigerfar nægter ægteskabet mellem Erasmus og sin datter. Gennem tortur og pres ender Erasmus med at overgive sig til landsbyens tro.
Hos Christian Lollike, der har iscenesat denne opsætning, er konflikten mellem jorden som værende enten flad eller rund ændret til spørgsmålet om, hvorvidt Danmark bygger på kristendommen eller oplysningstidens værdier. I tematikken har Lollike altså lavet en opdatering, så publikum kan forstå det.  

Forestillingen er fyldt med fantastiske og finurlige virkemidler, som samlet set formår at skabe et let aflæseligt billede for publikum, der oplever kontrasten mellem Erasmus Montanus og landsbyen. Først og fremmest kan man blot tage et kig på skuespillernes spillestil. I starten af forestillingen har vi landsbyen for os selv og kan nå at danne os et billede af, hvilke karakterer vi har med at gøre. Alene i introduktionen af dem mærker man, hvordan de bliver skildret som virkelighedsfjerne ved en spillestil, der i høj grad er præget af det mekaniske. Når de fører en dialog, kan de kun stå frontalt og se direkte ud mod publikum. De har altså ikke nogen ægte kontakt med hinanden. På den måde fremstår de afstumpede. Kontrasten til denne mekaniske spillestil møder vi gennem Erasmus’ entré, idet han er mere naturlig i sin tilstedeværelse. Derudover får Erasmus med det samme etableret en forbindelse til salen vha. publikumshenvendelser, og vi bliver derfor hurtigt ret gode venner med Erasmus.   

Scenografien går ligeledes i fantastisk godt spænd med skildringen af bønderne. Her er der nemlig gjort brug af gamle dages teatertraditioner med flade kulisser, der blot fungerer som en illusion. Der er intet bag dem, og som Erasmus skriger ud til publikum: ”Det er jo for fanden bare pap! ”. Scenografien er altså også med til at vise landsbyens distance fra virkeligheden, og Erasmus bruger det også som et våben mod bønderne ved at smadre scenografien. Han stiller sig helt ud til scenekanten med en flaske vand i hånden for at hælde det i et krus, som er lavet af pap – blot for at gøre det tydeligt for publikum, hvad vi har med at gøre. 


Et dilemma til Erasmus og publikum
Men vi fortsætter ikke med at være 100% gode venner med Erasmus. Vi ser nemlig, hvordan han gør indbyggerne mere ulykkelige og angste ved tanken om, at deres trygge land ikke skulle være bygget på kristne værdier. Erasmus kan ikke selv opgive sin sandhed for at få kærligheden, men det bliver et stort dilemma for ham, for han vil jo gerne giftes. Her møder forestillingen ligeledes vores samtid, da Erasmus igen vha. en publikumshenvendelse må spørge én på 2. række, om han eksempelvis selv ville kunne konvertere til islam, hvis han mødte kærligheden. Landsbyen forvandles til slut til en hær i røde kostumer, der afklæder Erasmus. Han står nu med sænkede parader og overgiver sig blot for at overleve. Alt dette sker lige ved scenekanten, hvor den nøgne Erasmus nærmest er ved at falde ud over.

Denne iscenesættelse formår at plante et dilemma hos sit publikum ud fra den stærke virkning af de mange publikumshenvendelser. Forestillingen slutter med linjerne fra en gammel dansk salme; ”Kæmp for alt, hvad du har kært. Dø om så det gælder” og sender dermed et direkte spørgsmål ud til publikum.  Hvad vil man selv gøre i Erasmus’ situation? Hvilke værdier har man i sidste ende? Vil man overgive sig, eller vil man dø for sin sandhed?
Jeg mener helt klart, at denne forestilling formår at vise os, hvad teatret skal kunne. Publikum skal provokeres og møde sig selv. Kære Aarhus Teater – vi skal videre ad den vej!

Af: Ludvig Holberg
Bearbejdelse: Dennis Meyhoff Brink, Tanja Diers og Christian Lollike 
Instruktion: Christian Lollike

Scenografi og kostumedesign: David Gehrt og Ida Grarup Nielsen
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Lars Gaarde 

Medvirkende:Andreas Jebro, Lars Brygmann, Lotte Andersen, Anders Baggesen, Zaki Youssef, Nanna Bøttcher, Ole Thestrup, Sofia Nolsøe, Simon Mathew, Andreas Nicolai Petersen + et kor på seks sangere

Erasmus Montanus tager pusten fra os

En fremragende forestilling der gør, at jeg er lykkelig for, at jeg brugte min aften i kulturlivet. Forestillingen efterlader røde kinder og smil op til ørerne. Hold da op, en forestilling med knald på. 

Af Christina Qvist Clemens

Aarhus Teater åbner dørene op for et visuelt, flot teaterstykke, der helt fra start får publikum til at bryde ud i latter. Ludvig Holberg skrev klassikeren Erasmus Montanus i 1700-tallet, og efter knap 300 år kan den stadig indgå i vores samfundsdebat og stimulere vores underholdningstræng.

I ’Erasmus Montanus’, følger vi den unge Rasmus Berg, der tog til København for at få sig en uddannelse og som nu vender tilbage til sin landsby, og vil kaldes Erasmus Montanus, da det er hans navn på Latin. Montanus er nu en vis og dannet mand, der både taler latin og argumenterer for, at jorden er rund og ikke flad. Det er et livssyn som landsbybeboerne ikke nødvendigvis kan acceptere. Publikum bliver vidner til et ægte kultursammenstød, der får tanker over på nutidens debat om danskhed. Hvornår er man dansker? Hvem har ret til at udtale sig om, hvordan verden ser ud? Og hvordan skal man opføre sig?

Et dukketeater, der får folk til at grine
Et af de gennemtænkte og geniale elementer i Erasmus Montanus er scenografien af Ida Grarup Nielsen og David Gehrt. Scenen er som et gammelt dukketeater i pap, hvor skuespillerne mekanisk bevæger sig fra side til side med ansigtet ud mod publikum, som var de dukker på pinde. Et element, der får den frembrusende og arrogante Erasmus Montanus, spillet af Andreas Jebo, til at virke endnu mere frembrusende, da han kan bevæge sig frit på scenen. Hans markante mimik og kraftfulde kropssprog er yderst imponerende og bemærkelsesværdig. Udover at bevæge sig frit på scenen taler og interagerer han også med publikum. Til tider virker det nærmest til, at han har mere til fælles med publikum end dem på scenen, og uden videre får han nærmest skabt en alliance med publikum. Men som stykket udvikler sig, kan man tvivle på, hvem man egentlig holder med i sidste ende – og skal man overhovedet holde med nogen?

Interaktionen med publikum
Netop interaktionen med publikum, skuespillernes indbyrdes relationer og de overraskende elementer, gør forestillingen sanselig. Publikum bliver hørt, inddraget og overtalt til at tage stilling og interagere. Teaterstykket vil høre vores mening, ligesom at vi har valgt at købe en billet til Erasmus Montanus for at høre stykkets mening om vores samfund og vores verden – og den får vi. For på halvanden time vender stykket op og ned på magtstrukturen - måske uden vi selv når at bemærke det.

Forestillingen er gennemført instrueret
Instruktøren, Christian Lollike, gentænker og sprænger nogle rammer, som får os til at kigge på vores sidemand og spørge ”Skete det der virkelig?”. Det er de elementer, der får teaterstykket til at virke nytænkende, provokerende og interessant. ’Erasmus Montanus’ spiller på så mange tangenter, at tiden løber fra os, og Lollike kan tillade sig at placere hvad som helst på scenen. Der opstår nogle sekvenser, hvor man kan få lyst til at spørge i grin; hvorfor er det på scenen? Men hvem skal også stille sig til dommer for, hvordan teaterstykker skal udføres?

 

Faktaboks

Erasmus Montanus
Aarhus Teater 10. Feb – 11. marts

- Studerende og unge under 25, kan se forestillingen for kun 50 kr.
- Erasmus Montanus spiller for anden gang på Aarhus teater. Første gang var som åbningsforestilling af Aarhus teaters indvielse i år 1900.
- I stykket kan du opleve blandt andre; Lars Brygmann, Ole, Thestrup og Lotte Andersen. 

Herligt provokerende – dog med unødvendig skønhedsplet

Rygtet om teaterforestillingen ”Erasmus Montanus” var positivt, så måske var jeg ekstra skeptisk, da jeg satte mig til rette i teaterstolen. Men jeg måtte straks overgive mig: Jeg placerer forestillingen på en top tre over mine bedste teateroplevelser på Aarhus Teater.

Af Cecilie Højlund Wibe

Skiftevis skraldgrinende, provokeret og udfordret blev jeg ledt rundt i en manege af sarkastisk dansk humor, absurditet og ikke mindst spørgsmålet: Hvad er Danmarks rolle i en globaliseret verden? Jeg gik hjem klukleende, mættet af sanseindtryk og en anelse forarget.

Forestillingen handler om, hvordan Erasmus Montanus, som kultiveret filosofi- studerende vender hjem til ”bjerget” – det bondesamfund, hvor han er opvokset. Med skyhøj arrogance og latinske vendinger vil han overbevise sin hjemegn om, at jorden er rund, og at Danmark ikke er et kristent land. Han rusker deres grundvold og flår kulissen om deres tilværelse i stumper og stykker – bogstavelig talt. Han hævder, at deres horisont er ligeså flad, som de tror, at jorden er det. Der kæles for knudepunktet mellem ham og deres stædighed og stolthed ud fra hvert sit standpunkt. Men jo mere Erasmus rusker – des stærkere bliver bøndernes forsvarsværk. Til sidst udruster bønderne til krig. Udklædt som den kongelige livgarde, med blæsere som våben, rotter de sig sammen til en faretruende masse. Erasmus Montanus er skakmat: Han er totalt blottet, og under dundrende dødsdoms-dramatik giver han til sidst efter for den voldsomme gruppepolarisering.

Afsluttende lyder salmen ”Min Jesus lad mit hjerte få” fra en isolerende og definerende solostemme: skrøbeligt, men solidt placeret. Så bryder salen ud i klapsalmer, der ingen ende tager.

 

Stykket griber fat i utallige temaer, som kan tolkes i utallige retninger. Den er på samme tid dybt- gående og løssluppen. Ironisk og bundseriøs. På et højere plan sætter den danske værdier i boksering med en globaliseret verden. Eliten i boksering med den almindelige borger.

Og jeg skraldgriner, alt imens jeg ser min egen kulisse blive revet itu. Min kulisse som den almindelige komfortable borger. Og min kulisse som højkulturel og intellektuel borger.

Forestillingen tvinger mig til at stoppe op og overveje, hvem jeg er, og hvad jeg baserer det på. Er min grundvold vigtig at bevare i et mere og mere kulturelt mangfoldigt samfund? Hvilken betydning har kristendommen i det danske samfund? Hvordan åbner vi os op for en globaliseret verden uden at skylle vigtige danske værdier ud med badevandet? Jeg gik hjem, mæt af indtryk, fyldt med spørgsmål og sulten efter svar. Og netop derved har Christian Lollike mestret at gøre Holberg aktuel i dag.

Èt element vil jeg dog slå ned på. Det er tydeligt, at Christian Lollike vil provokere. Han går planken ud, og han springer. Men jeg synes, det er mere imponerende at kunne balancere helt yderst på planken fremfor at springe. Hvorfor skal vi se Erasmus Montanus blive slæbt rundt på scenen, med sin penis i hånden på en dværg klædt i livgardens uniform? Det lugter af billige point på absurditets- og så-du-det-skalaen. Det ellers stærke klimaks drukner i penis og latter. Jeg har mere respekt for komikeren, der formår at være sjov uden at være pervers. For filmen, der kan være romantisk uden en blottet sexscene. Og ligeledes for teaterstykket, der kan få et stærkt budskab frem uden at vende vrangen så meget ud, at fokus fjernes fra den egentlige pointe.

Ikke desto mindre var jeg den første til at rejse mig op og klappe højt, da teaterstykket nåede sin slutning. Det var fremragende og herligt provokerende underholdning. Det er en forestilling, jeg har lyst til at se to gange. Fordi jeg har godt af at blive slæbt rundt i manegen af danskhed og overveje Danmarks rolle i en globaliseret verden.

Faktaboks

Spillested: Aarhus Teater

Spilleperiode: D. 10. Februar – 11. marts Spilledato: 10. feb - 11. Mar

Af: Ludvig Holberg / bearbejdelse: Dennis Meyhoff Brink, Tanja Diers og Christian Lollike Iscenesættelse: Christian Lollike

Medvirkende: Andreas Jebro, Lars Brygmann, Lotte Andersen, Anders Baggesen, Zaki Youssef, Nanna Bøttcher, Ole Thestrup, Sofia Nolsøe, Simon Matthew, Andreas Nicolai Petersen

”Ser jeg virkelig det, jeg tror jeg ser?”

Erasmus Montanus … Aarhus Teater … wow …. Mind-blowing … Se den ... Bare … Se den… Wow!

Sådan var min første umiddelbare reaktion, efter at have set Christian Lollikes gentænkte version af Ludvig Holbergs klassiske komedie.

En anmeldelse af Camilla Boutrup

Karakterernes dukkeagtige fremtræden, der skiftevis, minder mig om sprællemænd og marionetter, træder i kontrast til Rasmus Bergs måde at agere på, da han kommer ind på scenen. Hans direkte henvendelser til publikum, hans kamp for øjenkontakt med de andre karakter, hans hurtigere bevægelse og talen, står som direkte modsætninger til hans dukkeagtige medspillere.

Det store barn, Erasmus Montanus, fødes da den ellers bondske Rasmus Berg, bliver en lærd og uddannet mand. En uddannelse som hans forældre og ikke mindst, hans bror, har brugt mange penge på, i håb om at han kunne komme tilbage og prædike på bjerget. Der er ingen tvivl om at Erasmus Montanus kommer hjem til det gråhvide bjerg som en anden, end da han forlod det. Det gør Lollike meget tydeligt, både ved karakterernes forskellige fremtræden, men også på den måde, hvorpå Erasmus, tydeligt ser tingene som de egentlig er. Dyrene, husene og kirken er blot kunstige rekvisitter, som ikke er til større gavn, end det de er gjort af. De andre karakterer bliver ved med at stirre stift frem for sig, og oplever ikke verdenen på samme måde.

 

”Det er jo pap for fanden”

Selvom replikkerne er genkendelige og man er forberedt på diskussionen om jordens form, har Lollike formået at gøre forestillingen langt mere samfunds relevant, end hvad komedien er, i sin originale form. Forestillingen virkede provokerende på mig. Jeg blev provokeret over den direkte voldelige opførsel på scenen. Oprørt over måden at ydmyge et andet menneske på, så offentligt. Jeg oplevede flere gange at føle det, som var jeg endt midt i et overraskelsesangreb. Et angreb AF overraskelser.

Jeg tog mig selv i flere gange, at tænke: Ser jeg virkelig det, som jeg tror jeg ser? Forestillingen var fyldt med overraskelsesmomenter som, for mig, var umulige at forudse, men som på alle måder fungerede. Bitte små flig af følelser, oplevelser og tanker jeg ikke nåede at tænke til ende, holdt min opmærksomhed fanget, hele vejen igennem.

 

Se den…

Da jeg kom ud fra teateret, var jeg høj på oplevelsen, præcis som jeg plejer, når jeg lige er kommet ud efter en god kulturel oplevelse. Men denne gang var følelsen endnu mere intens og jeg havde mest af alt lyst til at sætte mig tilbage i salen og genopleve hele forestillingen, alle følelserne, provokationen, debatten og overraskelsesmomenterne. Men jeg nåede ikke engang hjem, før min dybe begejstring ændrede sig, og en form for forfærdet følelse havde taget plads i min krop. Jeg blev fyldt af noget mørkere, noget der gjorde mig lidt små gal, alt imens jeg stadig var dybt betaget af hvad jeg lige havde set.

Der er en efterklang af debatemner der bobler indeni mig, og jeg er usikker på om det er meningen jeg skal være provokeret, klar til offentlig debat eller indre refleksioner, og hvad er det desuden jeg skal reflektere over? At det stadigt er sjovt at se vold på scenen? De teatralske elementer der bliver trukket fra hinanden og sat sammen på ny? Muslimer? Danskhed? Danmark som et land bygget på kristne værdier? Hvorvidt jorden er rund?

Eller hvad med de spørgsmål der rejste sig under forestillingen: Hvornår skal man gå på kompromis med sin viden? I hvor høj grad skal man anerkende hvor man kommer fra og deres værdier? Hvad er dannelse og rimer det på uddannelse?

 

En forestilling der burde være obligatorisk

Så hvor hurtig skal du skaffe dig billet? Så hurtigt du kan! Selvom Holberg og Erasmus overhovedet ikke taler til dig, så lad være med at tage i teateret for deres skyld. Gør det for din egen skyld, og for oplevelsen - for den er helt sikkert det værd!

 

De 2 hurtige:

  • Forestillingen spiller frem til lørdag d. 11. marts.
  • Det er første gang Lollike instruerer en forestilling af Holberg.