En anderledes premiere

Af Trine Wøldiche

Forestillingen Premiere på Aarhus Teater er en noget anderledes teateroplevelse end den gængse form med skuespillere på scenen og publikum i salen.

Og når teatret i den grad gentænker teaterforestillingens form er det
oplagt også at gentænke formidlingen af teateroplevelsen fra publikumsvinklen. Derfor ingen klassisk, skreven anmeldelse her i denne omgang.

I stedet har jeg sat fokus på mine følelser omkring oplevelsen af premiere. Mere om dem om lidt. Men her først mit eget lille skema, der illustrerer forløbet Premiere inddelt i følelser (mine) over for fakta (forestillingens).

Trine -Wøldiche -foto2 (1)

En vandreforestilling

Premiere bliver af teatret kaldt en vandreforestilling. Publikum vandrer rundt i teatret – på bagscenen, i administrationen, i kælderen og gennem gangarealerne. Her følger de seks skuespillere på vej mod en premiere; Anders Baggesen, Anna-Sofie Fredslund, Anne Plauborg, Inge Sofie Skovbo, Kim Veisgaard og Mikkel Becker Hilgart. Alle skuespillerne spiller sig selv – af navn i hvert fald. Hver af de i alt seks skuespillere får koblet 8 publikummer på sig, som – styret af en guide fra teatret – følger dem rundt i teatret som fluer på væggen. Jeg fulgte Anders Baggesen, der spiller instruktør og idémand til Aarhus Teaters (fiktive) opsætning af Hvem er bange for Virginia Wolf?

En følelsesladet oplevelse

Oplevelsen af denne vandreforestilling er vidt forskellig alt efter hvilken af de seks medvirkende i Premiere, du som publikum kobles på. Jeg har lavet en skitse af et hjertediagram, der illustrerer min helt personlige oplevelse af forløbet Premiere fra start til slut. Jævn puls det meste af tiden (til trods for trappevandringer). Men særligt to scener adskilte sig fra de øvrige. De to punkter på tegningen markerer de to yderpunkter i min oplevelse.

Trine Woeldiche Foto

Punkt 1. – grænseoverskridende
Anders Baggesen spiller en teaterinstruktør i opløsning. Han har mistet
grebet og tilsyneladende også fuldkommen mistet overblikket over sin
forestilling.
Han krakelerer langsomt men sikkert foran øjnene på tilskuerne. Men
medlidenheden udebliver, for han er også voldsomt usympatisk med udtalte
sadistiske tilbøjeligheder.

Under denne specifikke scene udvikler Baggesens voldsomhed sig parallelt
med en temmelig eksplicit seksuel akt med den ene af de unge skuespillere.
Publikum er meget tæt på. Lokalet er småt. Og det er i den grad
grænseoverskridende at sidde der som en anden pervers voyeur og betragte
en både intim og privat situation.
Min puls faldt mærkbart. Samtidig var jeg mig dog også hele tiden ekstremt
bevidst om, at det var skuespil. Og at årsagen til mit ubehag jo i særdeleshed
skyldtes et par overbevisende skuespilpræstationer.


Punkt. 2. - Lettelse
Anders Baggesen var alt, alt for meget. Fra start til slut. Han var så
gennemgående ubehagelig at være i selskab med, at jeg flere gange undervejs
ønskede, at jeg var kommet med en anden skuespiller rundt i stedet.
Men netop Baggesens overbevisende personificering af rollen Anders
Baggesen gjorde Premiere til en meget intens oplevelse.
Derfor kunne mit hjerte også igen slå friere og hurtigere, da den næstsidste
scene tog form. Baggesen var der ikke. Og den fiktive premiere, der udspillede
sig på Stiklingen på Aarhus Teater var så komisk og sær, at ubehaget lettede
og morskaben fik plads.

En velvalgt afslutning
Til sidst i Premiere mødes alle tilskuere og ser den samme scene. Og her var
det tydeligt – når man betragtede de øvrige tilskuergrupper – at
oplevelserne de sidste halvanden times tid havde været væsensforskellige.
Nogle var muntre og grinede fra scenens første færd, mens andre først lige
skulle ryste et par stærke oplevelser af sig inden morskaben kunne komme
til.
Og netop formen på afslutningen af Premiere var meget velvalgt. Ifølge det
oprindelige tekstoplæg fra Magnus Iuel Berg til Sargun Oshanas idé (som
ligger tilgængeligt på nettet) var slutningen noget anderledes – og mere
dyster.
Personligt er jeg glad for, den endelige udgave af Premiere har udviklet sig i
en anden retning. For alt i alt blev det en både helstøbt og anderledes
teateroplevelse, som indeholdt alt hvad hjertet kan begære af intriger,
personskildringer og nøgenhed. Det bliver i hvert fald næppe en
teateroplevelse, som jeg glemmer lige foreløbig.

Premiere. Manus: Magnus Iuel Berg. Idé og iscenesættelse: Sargun Oshana.
Scenografi: Benjamin la Cour. Lyd: Kim Engelbrecht. Medvirkende: Mikkel
Becker Hilgart, Anders Baggesen, Kim Veisgaard, Anne Plauborg, Inge Sofie
Skovbo og Anna-Sofie Fredslund. Spiller på Aarhus Teater til 17. juni.

Kære Sargun Oshana

Jeg har lige en række spørgsmål til dig, omkring din aktuelle opsætning af vandreforestillingen Premiere på Aarhus Teater

Af Camilla Boutrup Madsen

Camilla B Mathiasen Insta 1

Camilla B Mathiasen Insta 2

Camilla B Mathiasen Insta 3

Jeg mødte op på teateret. Jeg blev taget imod som V.I.P. gæst – det samme gjorde min teaterpartner. Jeg fik et rødt kort. Han fik et brunt. Vi blev altså delt i to – selvom vi troede vi skulle have en fælles oplevelse.

-Kære Sargun – var alt det meningen? Eller er det tilfældet der råder her?

Jeg kom på det røde hold. Jeg skulle følge Anne Plauborg. Min guide Mads gjorde det helt klart, at hvis vi på noget som helst tidspunkt, havde behov for at stå af, så skulle vi bare sige til. Jeg forstod det ikke. Det gør jeg nu. For intet – absolut INTET, blev gemt væk. Jeg var med til flere private stunder. Stunder man måske har delt med sine nærmeste veninder. Måske endda kærester. Men aldrig en gruppe fremmede!

- Kære Sargun – prøver du at rykke vores grænser? Måske endda gentænke dem? Er det meningen jeg skal kigge væk, når Anne Plauborg tisser? For det gjorde jeg! Eller at mit hjerte skal hamre af nervøsitet, mens jeg langsomt ser hvad testen viser? Er testen ægte? Er dette en alternativ og gentænkt måde at offentliggøre det på?

Anne Plauborg oplevede både private og professionelle problematikker. Jeg så det hele. Jeg følte med hende. Jeg dømte endda de andre. Måske dømte jeg endda uskyldige. Jeg fik en historie, mens jeg vandrede på teaterets gange. Både Annes men også historien om hvem der har kontor hvor – og hvor hvad er. Men på trods af Annes flotte skuespil, ville jeg gerne have oplevet Anne Plauborg. Privat. Hende og de problematikker hun står i selv, som forholdsvis nyuddannet skuespillerinde.

- Kære Sargun. Jeg ved godt det er teater – men er det meningen jeg kun skal føle, at jeg har fået en historie halvt? Jeg kun kender Anne halvt? At jeg stadig ikke ved andet, end hvad google kan fortælle mig om Anne Plauborg? Hvorfor får jeg ikke et ærligt billede af hende som person? Den ærlige person? Ligeså ærligt som den selfie jeg postede på instagram? Uden filter… Uden make-up… Uden maske…Camilla B Mathiasen Insta 4

Jeg havde det gode fodtøj på. Jeg følte mig afhængig af min gruppe. Jeg var taknemlig over ikke at have stiletter på. Eller støvler med hæl. For det er ikke for sjov, at Premiere er en vandreforestilling. For du skal vandre for at opleve den, men den vandrer også videre i dit hoved efterfølgende. Den vandrede også mellem min teaterpartners og min oplevelse. Min historie forandrede sig lidt, da han fortalte mig sin.

Camilla B Mathiasen Insta 5

- Kære Sargun. Jeg har det som om mine briller sidder skævt! Som om det jeg så, var et glimt af den reelle verden, der findes bag en premiere. Men som stadig bare er en historie du fortæller mig. Er det rigtigt? Jeg er glad, men stadig forvirret og nysgerrig over din historie. Får jeg virkelig kun svar, ved at tage en tur til?Camilla B Mathiasen Insta 6

- Kære Sargun. Ved du godt, at du nok hovedsageligt rammer de, der i forvejen er nysgerrige på teateret? De der gerne vil vide hvad der sker bag kulissen. Men at andre nok ville falde fra? Ved du, at du viste mig de stereotyper, som jeg forventede at finde på et teater? Den forvirrede og uprofessionelle instruktør? Teaterets diva. De erfarne. De konkurrence. De usikre…

- Kære Sargun. Har du et par ekstra billetter? Jeg vil gerne have en tur mere. Men må jeg godt det? For det er vel ikke meningen, at jeg skal have hele historien – er det?

- Kære Sargun. Næste gang du laver en sådan forestilling – kan jeg så ikke få en ærlig og ægte historie? Den kedelige almindelige historie… Den hvor højdepunktet er premieren, men vi bliver nervøse om hvorvidt skuespillerne når det? Hvor vi overhører telefonopkald med ægtemænd? Jeg vil stadig gerne se de private øjeblikke – især hvis de virkelig ER skuespillerens!

- Kære Sargun, din 2017 forestilling følger ikke trop med Erasmus Montanus – men er bestemt en anderledes oplevelse, som er værd at få med i kulturåret.

- Kære Sargun – tak for champagnen!

En meta-teaterforestilling kræver en meta-anmeldelse

Af Emilie Hackenberg Alstrup

Anmeldelsesteaser på Instagram: 

Emilie -hackenberg -insta

 

Total-anmeldelse:

Emilie -anmeldelse

Et interview om Premiere

Af Kyla Andersen

De gnavne dramaturger - en vodcast

Af Louise Fogh Christiansen

Af -Louise -Christiansen

Supplerende anmeldelse (pdf)

en kladdeanmeldelse

Af Cecilie Højlund Wibe

Af Cecilie Højlund Wibe

Supplerende anmeldelse (pdf)

baseret på følelser

Af Louise Højmark

Af -louise -højmark -yodel

Supplerende anmeldelse (pdf)

Hvilken farve var du?

Af Frederikke S.S. Jacobsen

’Premiere’ kan ikke anmeldes som en enkelt forestilling – for dette eksisterer ikke. Publikum ser den (kan ses 6 gange), observerer i stilhed, og får tildelt en farve, der er afgørende for, hvad den enkelte publikum vil opleve og føle. For farven giver adgang til en af skuespillernes historie gennem en individuel rejse, der udfordrer vores måde at se og forstå en forestilling.

Lilla:
Det passede med, at der har været en gruppe med en farve til hver enkelt skuespiller. Så alle historierne må have været interessante. Men jeg gad godt have haft indblik i hende den afgangsstuderendes historie.

Gul:
Ja, fordi det må være en historie med hele frustrationen om at være den nye, unge studerende. Og alle de udfordringer, der kommer med.

Lilla:
Men hvad var det din person hed?

Gul:
Han hed Kim. Han var en middel aldrende mand, der var frustreret over, at han er blevet gammel. Især hans frustration over, hvordan teatret har ændret sig og hans forhold til syge Inger gjorde hans holdning var lidt Laissez-fiare. Men vi mødte ikke Anne, Anna-Sophie eller instruktøren.

Men hvad med ham Mikkel, som du fulgte?

Lilla:
Jamen, hans historie var både at ville være dygtig, skabe godt teater og have gejsten for det. Men især hans affære til instruktøren Anders var centralt for hans frustrationer. Vi blev taget med i nogle ret intime og sensuelle oplevelser, som man har i et forhold. Så kærlighed var nok Mikkels store udfordring.

Gul:
Ej, vi havde også en enkelt scene med Kim og Inge Sofie, hvor de sad og snavede på en trappe.

Lilla:
Jeg tænkte det nok! Der var et eller andet mellem de to.

Gul:
Lige præcis. Det var så oplagt.

Lilla:
Vi havde en ret heftig scene med Anders og Mikkel.

Gul:
Hvad? Ej.

Lilla:
Ja, det var virkelig vildt. Og meget grænseoverskridende at stå så tæt og kigge med, når tøjet bliver smidt.

Gul:
Hvor foregik det henne?

Lilla:
Hmm, jamen på en af bagtrapperne et sted i teatret. Men det er jo så det næste. For jeg har aldrig været så forvirret og ingen stedsans haft.

Gul:
Ja, der var flere gange, hvor jeg tænkte: hvor er jeg?
Men det var virkelig fedt at se så meget af teatret. Altså hvor kæmpe stort det er, og hvor meget det rummer. Men det gjorde også det, at det var svært at huske historien, fordi man nogen gange gik relativt langt.

Lilla:
Ja, det er rigtigt.
I de to scener, hvor vi mødte hinanden, var der et clash mellem Kim og Mikkel. Så måske et slags clash mellem det traditionelle teater og den lidt mere moderne tilgang.

Gul:
Ja.

Pause: Gul og Lilla køber tarteletter, danskvand og cola.

Lilla:
Men det mest grænseoverskridende for mig var, hvordan Mikkel og Anders’ sexscene og retorik gjorde et par publikummer utilpasse. Da vi stod som sild i en tønde i omklædningen, var det meget tydeligt, at publikum fik svært ved at finde ud af, hvor de skulle kigge hen og netop det med, at de var lige ved siden af Mikkel, så de nærmest blev en del af akten. Både ved det seksuelle, men også det triste.

Gul:
Det er en meget anderledes og speciel måde at spille teater på. Også det med at stå så tæt med folk, som man ikke kender. Altså der hvor de sloges, ramlede de jo ind i mig.

Lilla:
Men jeg tror også, at det er en af grundene til, at forestillingen var så voldsom. Man kom bare totalt ud af sin comfort zone. Jeg fik det nærmest ubehageligt, da Mikkel græd. Jeg stod jo bare og kiggede, men jeg havde jo lyst til at give et kram.

Det er virkelig underligt, fordi du har en helt anden oplevelse, end jeg har.

Gul:
Ja meget! Vi har slet ikke set det samme. Vi har kun lige set et par scener sammen. Jeg sidder også lidt med følelse af, at jeg mangler noget. For jeg mangler jo alt det, som jeg ikke har set. Prøv og tænk på, hvad de andre har set? Det er meget mærkeligt.

Lilla:
Hvis jeg havde mange penge, så ville jeg se stykket fem gange mere, så jeg kunne se alles historier. Spørgsmålet er bare, hvad det vil give til oplevelsen.

Gul:
Det, som jeg har set, har været godt. Det er jo en god måde at vække interesse. Jeg har lyst til at se det igen, for jeg har ikke set alle historier. Men jeg er lidt tom for ord, fordi jeg sad og læste, hvad instruktøren gerne ville med det: ”Et ærligt stykke dramatik. Et personligt, privat brøl, der fremstår som en tilkendegivelse af éns egen individuelle fryd eller smerte.”

Og det beskriver jo egentlig stykket meget godt.

Lilla:
Ja, det beskriver alt det private, som skuepillerne har med. Og det er forklaringen på, hvorfor de er, som de er, når de er på scenen.


Faktaboks:
Efter idé af: Sargun Oshana
Original tekst af: Magnus Iuel Berg
Bearbejdelse og iscenesættelse: Sargun Oshana
Scenografi: Benjamin La Cour
Medvirkende: Inge Sofie Skovbo, Anne Plauborg, Kim Veisgaard, Anders Baggesen, Mikkel Becker Hilgart og Anna-Sofie Fredslund

 

Af Frederikke Soelvsteen

 

Et elektrisk formeksperiement der dufter af aftershave

Af Rikke Frigast