Anmeldelser af hvad vi taler om når vi taler om kærlighed

Om forestillingen: 

”Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed” er titlen på en af den amerikanske forfatter Raymond Carvers Noveller. Carver døde som 50-årig i 1988 og myten siger at han skrev sine korte historier, Short Stories, fordi de blev til i korte ædru øjeblikke inden den næste rus. Man mærker smerten, forbitrelsen og afsondretheden i hans minimalistiske rejser ned under overfladen af samtalen og livet. Men midt i mørket udløser små bobler af håb en forsonende opdrift.

”Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed” præsenterer de skuespillere, der bliver færdige på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus sommeren 2018.

Fuld af følelser, farver og forskellige synspunkter

Af Trine Wøldiche

soundtrack til en forestilling

Af Emilie Hackenberg Alstrup

En samtale om kærlighed

Af Camilla Boutrup Mathiasen

I mandags var vi to unge kvinder inde for at se skuespillerskolens præsentationsforestilling ”Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed”, som er aktuel på Aarhus Teaters mindste scene; stiklingen. Herunder fortæller vi om vores oplevelse.

Theresa er 22 år og bryder sig ikke om ordet kærlighed, da hun synes, det lyder lidt for naivt.
Camilla er 25 år, håbløs romantiker, der tror på at kærlighed er noget man aktivt vælger at sige ja til hver eneste dag.
Hvad Vi Taler Om ... Cover
Theresa: Jeg indrømmer det, jeg er lidt af en hedonist, så det var bestemt ikke skuffende at komme ind og få pirret sanserne i ’Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed’.
Camilla: Der er forskel på om jeg går i teateret som anmelder, som privat person eller dramaturgi-studerende. Men under den her forestilling blev både mit anmelder-, private- og studerende-jeg aktiveret.
Theresa: Scenografien er egentlig meget enkelt og alligevel er der noget gennemført lækkert over den - neonlys, pladeafspiller og falske kaktusser i et sort rum skaber en spændende og gennemført scene.
Camilla: Scenografien gav ingen umiddelbar fornemmelse af, hvad der skulle ske på scenen. Alligevel var den vellykket og især neonskiltet med forestillingens titel fungerede som en konstant reminder om forestillingens tema. Det fungerede rigtig godt.
Theresa: Pladeafspilleren leverer musikken, hvilket var helt i tip top. Lækre gamle numre der virkelig sørger for at publikum kommer i den rigtige stemning.
Camilla: Den lidt skrattende lyd fra pladespilleren, gjorde scenerne hvor den aktiv blev taget i brug, mere autentiske og det gav god mening at skuespillerne selv styrede den.
Theresa: Hvad der også er helt gennemført er den måde stykket kommer ind i hovedet på én gennem lys og lyd. Publikum bliver stressede sammen med skuespillerne, kommer op og køre med dem og bliver i korte glimt sat ind i det samme univers, hvor stykket befinder sig, hvilket efterlader én godt og grundigt brugt, når lyset endelig slukkes.
Camilla: En bold der sparkes ind mod en væg. Et kor af baby-skrig. Musikken. Løb over scenen. Irriterende svar fra læger og sygeplejersker. Det er kun nogle af de ting, der gør at de enkelte scener på alle måder opleves fra hovedpersonernes øjne og trækker publikum ind i deres hoved. Som publikum genkender man desperationen, irritationen, forvirringen og fortvivlelsen på grund af disse elementer. Helt personligt er det denne effekt, der fik mig til at hoppe mellem min private- og studerende-jeg, igennem hele forestillingen.
Theresa: Selvom lyden dog er skøn i stykket, er den godt nok også høj. Der bliver sunget og skreget en del, uden at der bliver skruet en smule ned for højtalerne.
Camilla: De skingre og høje lyde var en del af det der gjorde oplevelsen autentisk. De inderlige skrig og den høje musik, gjorde det mere virkeligt og intimt end den lille scene ville kunne klare på egen hånd.
Theresa: Historien var lettere forvirrende, når flere navne går igen. Hænger montagerne sammen eller gør de ikke? Er det den samme person i forskellige stadier af livet? Det er først tre kvarter inde i stykket, jeg synes, jeg fandt hoved og hale på sammenhængen.
Camilla: Det var først i den tredje historie, at det gik op for mig at hele forestillingen tog udgangspunkt i forskellige historier om kærlighed og ikke blot hvordan en person oplevede den på forskellige måder gennem livet. Da det først blev klart, gled fortællingerne langt lettere ind i hjerte-hulen og gjorde det lettere helt at give sig hen til fortællingerne.
Theresa: Selvom stykket også er spændende er to timer uden pause en noget lang tur. En kort tur med trimmeren ville ikke have gjort noget.
Camilla: Instruktør-arbejdet, scenografien, skuespillet, scenen blandet med Raymond Carvers noveller, er en energifyldt påmindelse om, at hver gang vi lukker nogen helt derind, hvor vi opbevarer vores kærlighed, har vi et ansvar overfor dem. Samtidig giver vi dem adgang til det følsomme sted indeni os, som kan ødelægge os fuldstændig. Men at det på trods af kærlighed ikke altid resulterer i en lykkelig slutning, er den alligevel det værd. Derfor fortjener forestillingen 5 ud af 6 stjerner og høje forventninger til fremtidens scenekunst. Det er det her, teater skal kunne!