Anmeldelser af MOMENTET

Om forestillingen: 

Rapperen L.O.C. har gennem sit omfattende værk sendt en lang række arketypiske figurer ud i gaderne og nattelivet: Fjolset, Stripperen, Bagmanden, Libertineren, Løgneren, Hustleren, Hjerteknuseren, Stalkeren, Rygerhovedet, Homien, Gentlemanden, Frelseren. Hans musikalske univers er råt og provokerende, og teksterne emmer af nærvær og et hedt ønske om at sparke til konformiteten gennem længsel og drømme.

I ”Momentet” låner fire af Aarhus Teaters skuespillere kød og krop til L.O.C.’s fascinerende karakterer, og sammen og hver for sig vælter de ud i byen i en strøm af kendte og forførende beats.

En rap anmeldelse

Af Trine Wøldiche

Momentet, grib momentet!

Momentet, grib momentet!

 

Guldkæder og dyreprint,

grove tekster, hurtig sprint.

Kæmpemæssig nøgenhed.

Hættetrøjen lidt på sned.

Rytmisk, elektronisk klang.

Rap, der bli’r flerstemmig sang.

Vold og sex og stjålne biler

som et mantra – tiden iler.

Neonfarvet lys i mørke.

Dans og syretrip i tørke.

Kravler over publikum,

gramser løs, er aldrig stum.

Ingen hæmninger er fremme.

Se og lyt og mærk det samme.

Sarte sjæle, ingen adgang.

Fuck da alt, der går i tomgang.

 

Momentet, grib momentet!

Jeg tror ikke på verden, men nu er vi i den

Af Camilla B. Mathiasen

Du kan også læse hele anmeldelsen som pdf her

Hvem er denne L.O.C?

Af Emilie Hackenberg Alstrup

En L.O.C teaterkoncert, som vi ikke vidste vi manglede

af De Gnavne Dramaturger

 

NÅR RAPLYRIKKEN FÅR SCENERUM OG (overdimensioneret, seksualiseret og skæv) KROP

En interview-anmeldelse af Rikke Frigast Jakobsen

Jeg har inviteret Zoran Lekovic og Kaja Zuwala med i teatret for at opleve
forestillingen Momentet, der lige nu spiller for fulde (cirkel)sale på Århus
Teaters Studio-scene. Jeg har bedt dem hjælpe mig med at anmelde denne
fortolkning af L.O.C.’s sange, fordi de ligesom forestillingen, bruger rapmusik i en lidt anden kontekst.

I Momentet inviterer instruktør Sargun Oshana og scenograf David Gehrt os ind i et teaterum, hvor grænsen mellem tilskuer og skuespiller er nærmest udvisket. Publikum sidder i en arena-lignende cirkel i niveauer med gulvet i centrum som spilleareal. Spillerne befinder sig rundt om os, i mellem os, foran os og nogen gange kravlende ovenpå os, i mens de fortolker L.O.C.’s sange igennem alt fra tale til techno til klassisk sang. I kostumer der består af primært dyremønstre, leggings, pels og understregede kønsdele, giver de os et visuelt indblik i de verdener L.O.C. beskriver i sine tekster på mere eller mindre vellykket vis. Eksperimenterende og aggressive effekter i lys, lyd og spil leverer et overvældende sanseindtryk, men forestillingen fungerer egentlig allerbedst når teksten får allermest plads i det runde scenerum og i de forkvaklede skæve kroppe – og når poesien og de gode idéer træder tydeligt frem bag effektlaget.

ZORAN OG KAJA
Zoran Lekovic (34) flyttede som barn fra Bosnien til Danmark og læser i dag til tysklærer. I juni 2016 startede han projektet ”Lær dansk med dansk rap” – et projekt hvis formål er at gøre danskundervisning mere tilgængelig og spændende ved hjælp af dansk rapmusik. Kaja Zuwala (29) er oprindeligt fra Polen, men kom til Danmark for 5 år siden, hvor hun i dag forsker i behandling af HIV-smittede. Hun har deltaget i Zorans undervisning siden sidste vinter, og er meget begejstret for brugen af rapmusik, som redskab til at lære sproget. I september i år modtag ”Lær dansk med dansk rap” Europæisk Sprogpris.

INTERVIEW
Hvad er jeres forhold til rapmusik?

Kaja: Jeg lyttede til rapmusik, da jeg var yngre. Til polsk rapmusik og engelsk. Fordi de snakkede meget om ting, der var meget vigtige. Rap kan få dig til at tænke. De tager vigtige temaer op. Da jeg kom til Danmark hørte jeg om dansk rapundervisning, og jeg kan se, at jeg kan øve min udtale og lære flere ord med rapmusik.

Zoran: Det meste af mit liv har jeg bare været rapfan og lyttet meget til rapmusik. Så fik jeg en idé om at kunne undervise i sprog, fordi det gik op for mig, at grunden til at jeg hurtigt blev god til at udtale dansk, var fordi jeg lyttede så meget til dansk rap og gentog hvad de sagde.

Hvad kender I til L.O.C?

Kaja: Vi har sunget ”Du gør mig” til dansk undervisningen. Og jeg kan også lide Frk. Escobar – den er ret sjov.

Zoran: Jeg startede med at lytte til Den Gale Pose og Østkyst Hustlers og så dukkede L.O.C. op på scenen. Jeg købte hans plade Dominologi (debut, 2001) og vi kørte fra Esbjerg til Århus for at høre hans koncert, inden nogen vidste, hvem han var. Jeg har helt klart været fan, og der er flere tekster jeg kan udenad. Og jeg følger stadig med, når han udgiver noget nyt. Jeg har stor respekt for ham.

Hvordan oplevede I forestillingen?

Kaja: Forestillingen var meget anderledes end de forestillinger, jeg er vant til. Publikum var meget tæt på skuespillerne, og det der skete på scenen. F.eks. var der en skuespiller, der tog min hånd og sang til mig. Det var en sang, som jeg kender…
Zoran: så du sang med…
Kaja: Ja, han sang ”vi løj sammen, vi røg sammen…”
Zoran: Ja, som om I havde kendt hinanden i årevis.

Kaja: Nogen gange var det meget stærkt og chokerende, det der foregik på scenen. Der var også meget stærkt blinkende lys. Det virkede også som om at skuespillerne gerne vil have L.O.C.’s sange til at virke større – de vil have dig til at føle det stærkere, end det er i virkeligheden. Der var for eksempel den her kvinde med kæmpe bryster (Nanna Bøttcher). Det var også interessant at se, hvordan man fortolker kendte sange på en anderledes måde. For eksempel sangen ”Du gør mig”. Det er en meget flot sang, men da skuespilleren (Simon Mathew) sang den, var det meget trist og meget romantisk.

Zoran: Nu hører jeg jo rigtig meget rapmusik, og de eneste billeder man får, er de billeder man skaber selv, og dem man får, hvis man ser en musikvideo. Men det har været nogle helt andre billeder end dem vi fik i forestillingen. Lige pludselig får man nogle nye billeder i hovedet af, hvordan den her sang skal opleves. Så næste gang jeg skal høre de her sange, kommer jeg til at se en dame med en dildo, og to mænd som prøver at sutte på dildoen. Normalt går jeg ikke i teater, men jeg synes det var fedt, at de viste nogen ting, som jeg ikke selv ville kunne gøre – f.eks. hende der kom kravlende ind i starten (Marie Marschner). Jeg freakede helt ud. Jeg troede hun ville skade sin ryg og ikke kunne være med resten af dagen. Jeg begyndte dog at kede mig, da de optrådte med ”Hvorfor vil du ik´?”- sangen, hvor ham den høje fyr (Kjartan Hansen) sang hele første vers meget monotont. Men det var sjovt til sidst da han gik hen til klaveret og forsvandt ud af scenen – væk fra publikum. Ironisk nok var han mere tilstedeværende mens han ikke var i salen. Han gik hen til klaveret og så kunne man høre ham nærmest tude ned i klaveret i baggrunden ”hvorfor vil du ikk”, hvorfor vil du ikk?”

Synes i de giver mening at bruge de her tekster i en teatersituation - at sætte rapmusik ind i en teaterkontekst?

Kaja: Ja helt sikkert. I rapmusik kan du sige så meget – du kan argumentere og vise dine erfaringer, forventninger osv. I denne forestilling prøver de at kombinere både sangenes budskab og brugen af musik og lyd og krop til at skabe en reaktion. Jeg ved ikke med jer, men jeg kunne ikke forstå det hele, men du kunne se hvad L.O.C. mener, og du kunne se alle de personer som L.O.C. fortæller om i sine sange. Den studerende, ”ho’s”, prostituerede, folk der fester, venner osv.

Zoran, hvordan synes du forestillingen indfangede L.O.C.’s univers?

Zoran: Det var super. Kaja sagde tidligere at rappere ofte tager emner op, der er vigtige, men i Danmark er der ikke så meget vi kan brokke os over. Man behøver ikke kun lave rap om samfundskritiske ting. Man kan også være selvreflekterende og lave rigtig gode sange, og det synes jeg L.O.C. gør rigtig meget ud af. Det handler meget om hans eget liv, men han pakker det godt ind sådan, at det bliver poetisk. I stedet for bare at sige, at jeg fester hele tiden, så gør han det hele tiden meget selvreflekterende – det er svært at hade et røvhul, når han selv ved han er det. Han sætter ord på nogen ting – han skriver en fest sang og skriver ikke kun om nogen der shaker røv – han gør det med ironi, og den ironi fandtes også i iscenesættelsen, med de her skuespillere som ofte overdrev, men overdrivelse fremmer forståelsen. Jeg synes i hvert fald det indfangede universet ret godt. Der var nogen steder, hvor jeg ikke sådan helt kunne forstå, hvordan det hang sammen med teksten. Hvorfor havde hun f.eks. det der kostume med de lange bryster? Men det behøver man måske heller ikke. Nogen gange er der noget sjovt i den der absurditet. Jeg vil anbefale L.O.C. fans at gå derind. Det fede ved sådan et teaterstykke er, at det fanger det publikum, der normalt ikke går i teatret, men også dem der gør. 

Der sker rigtig meget på scenen i denne her forestilling. Mange pludselige skift med lys, lyd og krop. Hvordan fungerede det med så mange sanseindtryk hele tiden?

Kaja: Skuespillerne var meget tæt på publikum og så meget skete på scenen, så du kunne ikke sove eller begynde at tænke på noget andet. Du var engageret i det, der skete på scenen hele tiden. Nogen gange har jeg problemer med at lytte til professorer til forelæsninger mere end en halv time ad gangen, jeg skal være engageret i og med, den jeg lytter til. Her var der ingen tid til at tage din telefon og tjekke sms’er eller lignende, fordi alle kigger og så meget sker på scenen. Men det er også umuligt at huske alt, fordi der sker så meget på scenen, der er så mange detaljer osv. Nej, man kan ikke kede sig til den her forestilling.

Zoran: Jeg kunne godt lide at der skete så meget hele tiden. Jeg fik mest ud af det, når det var de sange, jeg allerede kunne i forvejen. Fordi så kunne jeg fokusere på den måde skuespilleren fremførte det. Hvis jeg skulle koncentrere mig meget om at lytte til teksten, glemte jeg at bruge de andre sanser og opleve resten. Derfor vil jeg anbefale folk at lytte til teksten inden de kommer – så de kan bruge deres energi på alt det andet. Store L.O.C. fans vil få meget ud af at se det her.

Hvorfor er det interessant at lave en L.O.C.-forestilling?

Zoran: Han er langt fremme i sin karriere, og der er meget og vælge i mellem, og han har også forandret sig som kunstner. Man oplever L.O.C.’s udvikling som kunstner i den her forestilling. Jeg var meget underholdt, og det er noget af det vigtigste for mig, når jeg ser teater. Ligesom når jeg går i biografen. Men det er ikke noget jeg reflekterer over.

Kaja: Hans sange er virkelig kunstnerisk godt lavet. De lyder rigtig godt og folk kan relatere sig til sangene. Det handler ikke kun om fester og man regner ikke hans tekster ud med det samme. Det er ligesom en slags poesi. F.eks. ”Du gør mig” – alle ville kunne relatere til den sang. Alle som har forelsket sig eller som tænker på en eller anden. Det var meget godt, og jeg var meget engageret i alting. Det skabte mange følelser og stort engagement. Den var meget innovativ.


MIN KONKLUSION

Forestillingen leger i ekstrem grad med teatralitet og absurde kontraster, men efterlader os i glimt med nogle meget reelle karakterer. Og måske er det lige præcis det L.O.C gør i sine sange? Han skaber fiktive og sprogligt overdrevne universer, der alligevel rummer en stor og til tider skræmmende grad af barsk realitet og ærlig tankevirksomhed. Jeg er helt enig med Kaja og Zoran - det klæder L.O.C.´s sange at få scenerum og krop. Momentet giver os et helt nyt indblik i L.O.Cs univers, der helt klart er vær at gå på opdagelse i.


“Momentet”. Tekster af: L.O.C. Musik arrangeret af: Ronnie Flyvbjerg Olsen og Johannes Eberl Smed.
Iscenesættelse: Sargun Oshana. Scenografi: David Gehrt. Lyddesign: Johannes Eberl Smed. Lysdesign: Kim
Glud. Medvirkende: Nanna Bøttcher, Marie Marschner, Kjartan Hansen, Simon Mathew og Johannes Eberl
Spiller på Århus Teater frem til 2. december.

Lige så langt ud som de siger

Af Frederikke Sølvsteen Jacobsen

Eller læs den skriftlige anmeldelse her (pdf)