Scala

Scala

Spilleperiode

Forestillingen spillede i sæson 21/22


 

SANDMANDEN

Kender du fornemmelsen af at noget eller nogen overvåger dig? At du ikke helt kan stole på at din virkelighed er … virkelig? Sandmanden tager øjnene ud af hovedet på små børn, men er dine øjne allerede lukket? 

Den står på vrangforestillinger og gåsehud , når Christian Lollike gendigter E.T.A. Hoffmanns mest berømte fortælling, Sandmanden fra 1817.

Trekantsdramaet om den tvivlende Nathaniel, den fremtidssynede Lothar og hans søster Clara, som blot vil Nathaniels bedste er i Lollikes fortælling blevet en skildring af et samfund, hvor sandheden er op til dig selv. 
Med livet liggende åben for sine fødder kommer den unge Nathaniel i tvivl om det hele i virkeligheden er en manipulation. Er der eksterne kræfter, der blot giver ham illusionen af et frit valg? Og bør man kæmpe imod - eller overgive sig? 

Her er ingen rette svar at hente. Som på scenen også i salen: du er herre over din egen virkelighed. Hvilken sandhed du vælger er op til dig...måske! 

Forestillingen er en urpremiere skabt i samarbejde med det markante teater Sort/Hvid og det internationalt anerkendte Holstebro Dansekompagni. Den prisbelønnede instruktør og dramatiker Jonas Corell Petersen, der blandt andet som husinstruktør på Nationaltheatret i Oslo, har stået bag en række særegne og meget roste forestillinger, sætter i scene. Scenograf David Gehrt, der senest brillerede på Scala med sin sanselige scenografi til Reumert-forestillingen Ordet, kreerer rum og kostumer, mens komponist-duoen Den Sorte Skole skaber forestillingens soundtrack.

På scenen får du skuespillere Andrea Øst Birkkjær og Lasse Steen fra Aarhus Teaters ensemble sammen med Frederik Mansø. Seks dansere fra Holstebro Dansekompagni, koreograferet af Marie Brolin-Tani, fuldender setuppet til denne fortælling om magtforholdet mellem mennesker og teknologi.

En kompleks, vild og uregerlig forestilling. Den peger som en drøm i flere forståelige og uforståelige retninger, mens den til slut bundfælder sig som et iskoldt gys i maven.
Kristeligt Dagblad
En sansemættet oplevelse med foruroligende mareridtsstemning
Jyllands-Posten

Skuespiller Lasse Steen om forestillingens tematik: 

Gyser eller eksistentiel krise? 

E.T.A. Hoffmanns originale fortælling, som danner forlæg for forestillingen, bliver ofte beskrevet som skrækindjagende, sort, gotisk og uhyggelig, og derfor er det nærliggende at spørge, om forestillingen bliver en gyser:

”Det er nok et definitionsspørgsmål. Den er ikke uhyggelig, som en gyserfilm kan være det, men det med ikke helt at vide, hvad der er virkeligt, hvem man selv er og hvor man slutter og verden begynder, er jo et skræmmende udgangspunkt”

- instruktør Jonas Corell Petersen

Citatet er hentet fra et større interview i programmet til forestillingen. Her finder du også en artikel af idehistoriker Daniel M. Blaabjerg-Zederkoff om overvågning. 

Holdet bag

E.T.A. Hoffmann
AF
Christian Lollike
DRAMATISERET AF

Jonas Corell Petersen
ISCENESÆTTELSE
David Gehrt
SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN

Den Sorte Skole
Musik af
Marie Brolin-Tani
KOREOGRAFI

David Price
koreografisk assistance
Anders Kjems
LYSDESIGN

Medvirkende

Andrea Øst Birkkjær, Lasse Steen, Frederik Mansø 
Fra Holstebro Dansekompagni
Bjørk-Mynte Buchgraitz Paulse
Mikkel Alexander Toettrup
Elena Nielsen
Jasmine Gordon
Jon Ipina
Matthew Rawcliffe
Andrea Øst Birkkjær

Clara

"Kan du ikke have det sådan, bare en gang imellem? Som om at alle valg allerede er taget for dig, at du følger en vej, man kalder uforudsigelig, man siger er fuld af frihed? Men i virkeligheden er vejen nøje planlagt. I virkeligheden er frihed noget man vil have os til at råbe i kor."

Lasse Steen

Nathaniel

"Der er nogen der graver i os. Vi er et råmateriale, vores adfærd, bevægelser, tanker, alt giver vi dem gratis. Vi er en mine, hele vores tilværelse er en mine som de graver dybere og dybere i – de tømmer os for alt af værdi og efterlader os som tomme underjordiske gange der kan styrte sammen når som helst"

Frederik Mansø

Lothar

"Jeg er fri til at stå her, eller gå derover, eller flytte til en anden by, eller gøre hvad fanden jeg vil. Den moderne teknologi hjælper os til at nå vores mål, men det kan de forskræmte naturfanatikere ikke forstå. De tror vi er styret og gå rundt som robotter styret af store maskiner i store nedkølede lagerhaller."

Hvem er E.T.A. Hoffmann? 

E.T.A. Hoffmann er med sine uhyggelige historier om mørke magter, indre dæmoner og forvitrende galskab kanoniseret som en af romantikkens litterære sværvægtere og hans mesterlige fortællinger har påvirket forfattere R.L. Stevenson, Edgar Allan Poe og Franz Kafka.

Ernst Theodor Amadeus Hoffmann levede fra 1776-1822, og han var et multitalent – en sand allround-kunstner. I sit korte liv var han forfatter, komponist, maler, mens han havde et borgerligt arbejde som jurist. Hans bøger var bestsellers i samtiden – hans værker blev læst af alle sociale lag, hans læsere var ikke kun adelige, som ellers få århundreder forinden var de primære læsere. Hoffmann skrev i en tid, hvor litteraturen havde løst sig fra sin samfundstjenende rolle. Nu var litteratur i centrum ikke kun i det bedre borgerskab, men i alle samfundets lag. Hoffmann var en kæmpe inspirator for eftertidens romantistiske bevægelse i Danmark.
Selv døde han for tidligt i en alder af 46 til for alvor at opleve dette gennembrud.

Den originale Sandmands-myte

Ideen om et mytisk væsen, der hjælper små børn med at falde i søvn eksisterer i flere versioner. I Danmark kender vi den rare Ole Lukøje, ikke mindst takket være H.C. Andersens fortælling. Men i Tyskland, hvor de traditionelle folkeeventyr er noget mere grusomme, er det dog en mere gruopvækkende figur.

I E.T.A. Hoffmanns novelle fra 1817 beskrives Sandmanden således: 

"En slem mand, der kommer til børnene når de ikke vil i seng og kaster håndfulde af sand i øjnene på dem, så øjnene springer blodige ud af hovedet. Så smider han børnene i sin sæk og bærer dem op på halvmånen for at fodre sine børn; de sidder der i reden og har skæve næb, som ugler, hvormed de hakker de frække små menneskebørns øjne ud"

Moralen i sandmands-myten er ikke til at tage fejl af: Luk dine øjne i, hvis du vil dit eget bedste. 

Den Sorte Skole

Den Sorte Skole er et DJ-kollektiv, stiftet i København i 2004 af Simon Dokkedal, Martin Højland og Martin Fernando Jakobsen (sidstnævnte har været på orlov siden 2011)

Ved at sample obskure plader, - titler og genrer på tværs af landegrænser og tidsperioder er Den Sorte Skole blevet kendt for at skabe en unik lyd, der tager dig på et trip til en parallelverden. En verden hvor fordums spøgelser taler sammen med fremtidens robotter via himmelske hymner og dunkende rytmer. 

Den Sorte Skoles live optrædener er symfoniske syretrips, hvor samplere, pladespillere, lydeffekter og mixepulte sørger for at højtalersystemerne fyldes til bristepunktet. 

I 2021 var de på turne i Danmark og Europa med en række kirkekoncerter under titlen Refraktor. Deres seneste album udkom i 2018 i samarbejde med Copenhagen Phil. 


Forestillingen præsenteres i samarbejde med