Stuepigerne

Fanget i et lyserødt kosmos

Historien om Solange, Claire og Madame udfolder sig i en nærmest kvalmende pink verden, gemt i en peep-show-boks med vinduer, hvor publikum forvandles til voyeurister: Skuespillerne betragtes udefra, lyden opfanges nærmest filmisk gennem høretelefoner, og de tre kvinder på scenen ser ikke deres betragtere, men kun de spejlvægge, der omkranser scenen.

Amanda Friis Jürgensen, der lægger krop og stemme til stuepigen Solange, er enig.

”Scenografien er en styrke for historien, for Stuepigerne en netop en fortælling om ensomhed: Alle tre karakterer er ensomme skabninger, der er fanget i et lyserødt kosmos. De kan ikke flygte fra, hvor de er, og derfor flygter de fra dem, de er. I rollespillet er der liv, spænding, latter og glæde – også selvom det kommer af noget voldsomt og brutalt. I rollerne lever de. Resten af tiden overlever de"

"I kernen af det her stykke ligger et ønske om at tage magten over sin egen historie"

Instruktør Line Paulsen om aktualiteten i stykket

Stuepigerne repræsenterer for mig en hel kulturs mimetiske begær. Begæret efter at blive en anden. Unge piger får at vide ”Vær dig selv”, ”Elsk dig selv”, ”Be yourself” – de følger og forfølger, imiterer og insisterer så hårdt på at være nogen – at de bliver ingen.

Det er en fortælling om hvor stærkt det mimetiske begær kan opleves, og om, hvordan det at ville være en anden passer så skarpt på vores egen tid og på en hel kultur for særligt unge piger, som ser alt det forkerte i spejlet, når de kun ser alt det uopnåelige i dem, de spejler sig i.